Betjente fra Østjyllands Politi skulle forleden til at ransage en mistænkelig bil på Gudrunsvej i det indvandrertætte Brabrand. Sagen er omtalt i politirapporten.
Inden de nåede at gennemføre ransagningen, løb en af de personer, der havde befundet sig i bilen, væk.
Det tydede ikke ligefrem på rent mel i posen. Men i stedet for at følge efter den løbende mand, blev et par betjente tilbage ved bilen, hvor to andre personer befandt sig.
Disse to var dog ikke i besiddelse af noget, der var interessant for politiet. Så betjentene koncentrerede sig om at finde den mand, der var løbet væk.
Efter en kort eftersøgning, kom de to betjente forbi nogle containere. Her kunne de høre nogle hivende lyde oppe fra taget på containerne.
De skulle vise sig at komme fra en 18-årig mand, der tilsyneladende ikke var i topform. I hvert fald larmede hans vejrtrækning så meget, at det fik betjentene til at kigge op.
Betjentene lagde to og to sammen og antog, at det var den selvsamme unge mand, som lige var flygtet fra dem.
Da manden tilmed nægtede at oplyse sit navn til politiet, faldt hammeren. Han blev sigtet og anholdt.
Morale: Hvis man vil gøre karriere som kriminel, for eksempel narkokriminel, kan det være en god idé, at man holder sin form lidt ved lige.
Det er ikke altid nok at sidde på sin flade og falbyde sine varer på Gudrunsvej.