|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Martin Henriksen. Sikkerhedsvagt og medlem af Nye Borgerlige
Regeringen vil under bestemte former forbyde kritik og latterliggørelse af islam, koranen og muslimske lande. Sådan forstår jeg regeringens udmeldelser ovenpå kritikken af koranafbrændingerne.
Har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og statsminister Mette Frederiksen dermed sørget for “Peace in our time” eller er realiteten snarere den, at ligesom med samarbejdspolitikken under anden verdenskrig har Danmark igen valgt at give efter for frygten i forhold til, hvad den aggressive part mon kan finde på?
Mit svar: Regeringen har placeret Danmark på den forkerte side i kampen for en friere verden.
Den islamiske verden bøjer ikke af, fordi vi bøjer af. Sådan er mentalitet ikke. Den islamiske verden er ikke på jagt efter et godt og velafbalanceret kompromis. De er på jagt efter vores totale underkastelse, og de ser overhovedet ikke med milde øjne på mennesker, kulturer eller nationer med en kristen kulturarv eller med demokratiske spilleregler. Koranen siger om kristne og jøder, at det er det værste, der nogensinde er skabt. Hvorfor den alt vidende allah så har tilladt skabelsen af os andre, melder koranen så ikke noget om. Men det er ikke desto mindre det islamiske syn på os. Blot til information.
Det ville Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vide, hvis de havde sat sig ind i de religiøse skrifter. Jeg antager, at de ikke har, for hvis de har, så er svigtet endnu større.
Men du kan ikke indgå i dialog med den del af verden på deres præmisser. Dialogen må nødvendigvis foregå på vores præmisser, hvilket betyder, at der skal være helt klare rammer, og der skal trækkes tydelige grænser, hvor det er skåret helt ud i den stærkeste beton, hvor vi står, når det gælder retten til bl.a. at kritisere religion og magthavere.
Regeringens argumentation er usammenhængende og ulogisk…
Det begynder at blive usammenhængende og absurd, når regeringen argumenterer for tiltaget med henvisning til krigen i Ukraine. Vi skulle også afskaffe Store Bededag af hensyn til krigen i Ukraine. Findes der snart en eneste politisk tåbelighed, som ikke kan argumenteres hjem med henvisning til krigen?
Jeg troede, at støtten til Ukraine handlede om at værne om grundlæggende europæiske, demokratiske værdier, hvortil retten til at ytre sig kritisk – også om religion – vel hører til? Jeg troede også, at krigen i Ukraine handlede om at respektere staters suverænitet og uafhængighed fra andre, men nu tillader regeringen så, at en samling muslimske lande i organisationen OIC reelt får direkte indflydelse på, hvad der er dansk lov og ret. Jeg nævner det kun, fordi udenrigsministeren selv har inddraget Ukraine i sin argumentation.
Regeringen fremhæver også hensynet til danskernes sikkerhed, men på den lange bane er det uomtvisteligt i danskernes interesse, at man ikke lovgivningsmæssigt ligger under for sharia og muslimske krav, fordi at indførelsen af disse krav i dansk samfundsliv uundgåeligt vil ende med at indskrænke den personlige frihed. At fjerne eller indskrænke danskernes frihedsrettigheder vil på lang sigt skabe frustrationer og øge risikoen for nye konfrontationer og konflikter. Regeringens position vil ikke øge danskernes sikkerhed eller fjerne truslen mod Danmark. Det vil heller ikke mindske det islamiske pres på Danmark eller på den del af verden, som grundlæggende sværger til frihedsrettighederne.
Nej, tværtimod vil den muslimske verden og forskellige grupper hurtigt sige tak for indrømmelserne og derefter i bogstavelig talt samme åndedrag forlange noget mere og større. Det er ABC i islamisk strategisk tænkning. De vil gradvist øge truslerne, presset samt den politiske og diplomatiske indsats mod Danmark og Vesten. Det vil de gøre af den simple årsag; Det virker.
Sådan er det, og har man et andet udgangspunkt end det i forholdet mellem den islamiske verden og Europa, så fejler og svigter man det grundlag, som vi i dag står på, og som vores forfædre har bygget til os. Det er en historisk kendsgerning.
De muslimske lande er effektive i forhold til at påvirke tingenes gang. Vi ser det i sportens verden, vi ser det i forhold til bestemte arabiske nationers økonomiske muskler, og vi ser det bl.a. også i FN-regi. Landene vandt for nylig en afstemning, hvor det lykkedes at skaffe flertal i FN’s Menneskerettighedsråd for en resolution, der bl.a. opfordrer medlemslandene til at ”retsforfølge personer, der taler eller handler for religiøst had”. Hvis man kender bare en lille smule til jura, gummiparagraffer og politik, så lyder det unægteligt som det, den danske regering har gang i disse dage og uger.
Enhver bør forstå, at i det øjeblik, regeringer og organisationer begynder at tale om at kontrollere din adfærd eller dine ytringer, fordi du er hadefuld (påstået hadefuld), fordi du er modstander eller er kritisk over for islam, at så er vi i Vesten på vej ind i en ny demokrati- og verdensforståelse, hvor udgangspunktet ikke længere er friheden, og hvordan regeringer kan værne om folkets ret til at være frie eller til at være enige eller uenige med noget, så bliver udgangspunkt i stedet, hvordan man bedst muligt kan begrænse folkets frihed.
Naturligvis vil der i alle samfund være begrænsninger på, hvad folk kan og ikke kan. Men når udgangspunktet bliver, hvordan man “i fredens navn” (læs: islam) bedst kan indføre ufrihed frem for frihed, så vender man tingene på hovedet, og så er vi ude på et skråplan.
I et civiliseret samfund begynder man først at begrænse andre folks frihed der, hvor de handler, planlægger eller på anden vis tilskynder eller opfordrer til eksempelvis terrorhandlinger.
Jeg har selv personligt oplevet mangt og meget i forbindelse med mit politiske virke i værdi- og islamdebatten, mange har forsøgt at lukke munden på mig – både muslimer og ikke-muslimer – kreativitet har ikke fejlet noget, skulle jeg hilse og sige.
Og bevares, alle behøver ikke at være enig i, hvad jeg siger. Men jeg håber, at nogle flere vil reflektere over konsekvenserne af at rette ind efter en verdensopfattelse, som i sin grundessens søger at dominere med alle mulige og umulige midler – og alle tænkelige og utænkelige midler. Jeg ved godt, at det er svært at forstå ud fra en almindelig, normaldansk og vestlig tankegang, men sådan er det.
Desværre er mange danske politikere kun indstillet på at kæmpe imod noget eller arbejde for noget, så længe det ikke har omkostninger.
Lige nu lader vi os udnytte. Prisen for at indskrænke danskernes frihedsrettigheder efter pres fra islamiske diktaturer kan blive høj. Regningen ender med at havne i børneværelserne hos vores efterkommere.
Det positive i alt det her, hvis jeg et øjeblik skal tage solskinsbrillerne på, er, at det i forlængelse af regeringens tiltag forhåbentligt vil gå op for flere, at myten og mange vælgeres billede af, at Danmark fører en særlig stram eller restriktiv linje i forhold til indvandring og islam, netop er det – en myte.
Tingene går jo åbenlyst i den forkerte retning. Da jeg for år tilbage sad i Folketinget, havde jeg ansvaret for at forhandle aftaler på plads inden for værdi- og udlændingeområdet.
Jeg gik målrettet efter at skaffe flertal for juridiske og praktiske indgreb over for islam, bl.a. i form af forbud mod at bære burka og niqab, og den såkaldte imamlov, som bl.a. kriminaliserer det at arbejde for bestemte islamiske regler, ligesom det blev aftalt at indføre forbud mod udenlandske donationer til moskeer mv., hvis formålet med donationen er at modarbejde og underminere demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Så var der udarbejdelse af en liste over hadprædikanter, som forhindrede bestemte muslimske prædikanter i at rejse ind i Danmark osv.
Jeg bilder ikke mig selv eller andre ind, at alle problemer blev løst, for det er en lang og vedvarende kamp. Men retningen var grundlæggende en anden end i dag, hvor der nu gradvist åbnes op for en større imødekommenhed over for en religion og nogle diktaturer, som betragter os andre som undermennesker.
“Peace in our time”, eller…
Jeg foretrækker Winston Churchill.
