Den amerikanske generalstabschef, Mark Milley, trækker nu de benhårde betingelser op for, at Ukraine kan stå som vinder af krigen mod Rusland.
Ifølge Milley har Ukraine 30-45 dage tilbage, inden vejret vil gøre det meget vanskeligt at føre offensiven til sejr.
Det siger han søndag i et interview med BBC.
Foruroligende signal
Dermed sender generalstabschefen et foruroligende signal: Ukraine er nødt til at gøre hurtigere fremskridt på slagmarken, end man hidtil har været i stand til, hvis man skal vinde krigen.
Milley fremhæver, at Ukraine har opnået stadige fremskridt og bevaret en betragtelig kampkraft. Men han gør det samtidig klart, at Ukraine endnu ikke har sejren i hus på slagmarken, og at det stiller store krav, hvis målet skal nås.
Ifølge generalstabschefen er der stadig tid at løbe på for ukrainerne, men tiden er knap.
Milley henviser til, at kulde, regn og mudder vil indfinde sig i løbet af en måneds tid. ”Så bliver det svært at manøvrere, og derefter kommer den dybe vinter,” lyder det.
Generalstabschefen konstaterer, at det endnu er for tidligt at sige, om offensiven er slået fejl eller ej. Men denne konklusion er jo i sig selv noget foruroligende.
Ukrainsk storoffensiv trækker ud
Som Den Korte Avis løbende har berettet, har de ukrainske tropper oplevet nogle hårdt tilkæmpede sejre i indædte kampe mod det massive russiske forsvar.
Men det trækker ud med den planlagte ukrainske storoffensiv ned mod Det Azovske Hav. En offensiv, der skulle drive en kraftfuld kile ind gennem de russiske styrker og isolere Krim og andre centrale områder fra det øvrige Rusland.
Farlig situation
De amerikanske myndigheders vurderinger af krigens udvikling har varieret noget. En del af forklaringen kan være, at disse vurderinger også bruges til at sende politiske signaler.
Således siger viceudenrigsminister Victoria Nuland ifølge The Guardian, at selvom det er gået langsomt, så har den ukrainske modoffensiv stadig “imponeret USA”. Navnlig, fordi de russiske forsvarslinjer er i en skala, “man ikke har set i 100 år”. (DR.dk)
Hun opfordrer samtidig til, at man fortsætter støtten til Ukraine i form af blandt andet våbendonationer.
Men Mark Milley har åbenbart vurderet, at tiden nu er inde til at sende en stærk påmindelse til Ukraine om, at man er nødt til at få krigen mod Rusland op i et endnu højere gear, fordi tiden er så knap.
Nok har ukrainerne på det seneste gjort nogle vigtige fremskridt. Men vinterens komme lægger et stadigt hårdere tidspres på Zelenskijs styrker.
En farlig situation for Ukraine og dets venner.