Bilister tvinges til lommerne: Sidste år indkasserede landets kommuner over én milliard kroner i parkeringsafgifter med videre

Getting your Trinity Audio player ready...

Selvom Danmark i forhold til de øvrige EU-lande med 466 biler per 100.000 indbyggere ligger på en 15. plads hvad angår bilparkens størrelse, udgør danske bilister en kæmpe indtægtskilde for de offentlige finanser.

 

Således scorede alene landets kommuner sidste år over én milliard kroner i form af diverse parkeringsafgifter.

 

Helt præcist parkerede de danske bilister sidste år i alt 1.042.861.130 kroner i landets kommunale kasser, fremgår det af FDMs store årlige parkeringsundersøgelse.

 

Af de mange penge stammer de 755 millioner kroner fra betalingsparkering og beboerlicenser, mens andre godt 287 millioner kroner kommer fra parkeringsafgifter.

 

”Det er kun gået én vej, og det er op”

Dermed er de kommunale p-indtægter ifølge FDM steget med 257 millioner kroner, eller knap 33 procent, siden organisationen i 2014 begyndte at indsamle data om kommunernes parkeringsindtægter.

 

”Kommunernes p-indtægter er kun gået én vej, og det er op. Så det har kun været et spørgsmål om tid, før de ville runde en milliard kroner. Det er rasende mange penge,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, og fortsætter:

 

”Alligevel har kommunerne forsømt at investere i tilstrækkelig grad i bedre parkeringsfaciliteter. Ikke mindst i hovedstaden, hvor der i flere brokvarterer er færre p-pladser, end der udstedes beboerlicenser.”

 

Han understreger, at det ikke kan være rigtigt.

 

”Mange mennesker er afhængige af deres bil, og parkering er nu en gang en del af byens infrastruktur,” påpeger Dennis Lange.

 

FDM’s tal for bilisternes samlede udgifter til parkering med videre er dog ikke retvisende, da det ikke har været muligt for FDM at få et overblik udgifterne til private p-udbydere.

 

Især København og Aarhus scorer kassen

I en opgørelse over de fem kommuner, der har de største indtægter i form af parkeringsafgifter med videre, ligger Københavns Kommune og Aarhus Kommune ikke uventet suverænt i top.

 

I København bidrog bilisterne sidste år med 649,6 millioner kroner til kommunekassen, medens bilejerne i Aarhus måtte af med 115,2 millioner kroner.

 

På tredjepladsen ligger Frederiksberg Kommune med diverse p-indtægter på 77,7 millioner kroner efterfulgt af Aalborg Kommune med indtægter på 42,8 millioner kroner.

 

På femtepladsen optræder Odense Kommune, hvor bilisterne til gavn for kommunekassen måtte slippe 31,4 millioner kroner i form af diverse udgifter til parkering.

 

Af p-indtægterne skal halvdelen fra parkeringsafgifter afleveres til staten, mens der for indtægterne fra betalingsparkering sker en modregning i kommunernes bloktilskud på alt over 320 kroner per indbygger i kommunen.

 

Kun København og Frederiksberg bliver i dag modregnet.

 

Statskassen skal også fodres

Den lille halve milliard, som statskassen således henter af kommunernes p-indtægter, er dog for småpenge at regne, når det gælder statens samlede indtægter fra landets bilister.

 

På finansloven for i år kalkulerer regeringen således med indtægter på i alt 29,7 milliarder kroner via afgifter på molrtorkøretøjer.

 

Her er de to dominerende poster vægtafgiften med 10,8 milliarder kroner og registreringsafgiften med 16,9 milliarder kroner.

 

Danskerne har få biler i forhold til de øvrige EU-lande

Det er således dyrt at være bilist i Danmark, og det forklarer formentlig det faktum at danskerne i forhold til borgerne i de øvrige EU-lande ligger langt nede på listen over bilejere.

 

Med som nævnt 466 biler per 100.000 indbyggere i 2020 ligger Danmark således på linje med en række tidligere østeuropæiske lande og langt under EU-gennemsnittet med 560 biler per 100.000 indbyggere.

 

Beregnet i forhold til per 100.000 indbyggere topper Lichtenstein med 779 biler efterfulgt af Luxembourg med 682 biler.

 

Italienerne er også med i toppen med 670 biler per 100.000 indbyggere efterfulgt af Polen med 664 biler og Finland, hvor bilparken er på 652 biler per 100.000 indbyggere.

 

Du kan se den samlede liste over EU-landenes bilpark her: https://finans.dk/erhverv/ECE14699331/i-disse-lande-har-borgerne-flest-biler/

 

For især venstrefløjens miljøfanatikere er bilister jaget vildt.

 

De burde måske tænke lidt over, hvor de ville få pengene fra til alle deres dyre projekter, hvis ikke de havde bilisternes tocifrede milliardbeløb at rutte med.

 

Øvrige kilder til denne artikel:

https://fdm.dk/kommunernes-p-indtaegter-runder-en-milliard-kroner

 

https://fm.dk/media/26257/ffl23a38.pdf

Del på Facebook