Amerikansk topgeneral tager skarpt opgør med Vestens fejltagelser i Ukraine

David Petraeus (Foto: Wikimedia)

Den russiske hær har på det seneste haft fremgang i krigen i Ukraine.

 

Ukrainerne har længe håbet på at kunne vende billedet og indlede den offensiv, som man i den grad har ventet på.

 

Men dette håb er foreløbig strandet. Den ukrainske hærs problemer er tværtimod vokset på det seneste.

 

Stærke russiske forsvarsværker

Det ukrainske håb om en sommeroffensiv brast. På det seneste er det gået den gale vej, ogf ukrainerne må se flere tilbageslag i øjnene. De har tabt vigtige områder i det østlige Ukraine ved Avdijivka. De russiske styrker har indtaget byen Marjinka.

 

Og ukrainerne har ikke udsigt til at genvinde det tabte foreløbig.

 

Man har ikke slagkraften til at trænge igennem de forsvarsværker, som den russiske hær har etableret. Den Korte Avis har ved flere lejligheder beskrevet, hvor massiv den russiske defensiv er.

 

De ukrainske styrker har slet ikke kunnet overvinde denne russiske defensiv. Med enkelte undtagelser kommer de ikke ud af stedet – trods heltemodige anstrengelser. Samtidig vinder russerne altså terræn flere steder.

 

General Petraeus kritiserer Vesten for at svigte

Nu reagerer en af de meget tunge militære skikkelser på denne udvikling. Det drejer sig om eks-general David Petraeus. Han er tidligere chef for CIA og øverstbefalende for de amerikanske styrker i henholdsvis Afghanistan og Irak.

 

Ifølge Petraeus er Ukraine blevet svigtet af USA og Vesten i det hele taget.

 

Først og fremmest fik ukrainerne ikke de våben, de skulle bruge, siger han.

 

Især har de manglet vigtige våben fra USA for at kunne hamle op med de massive russiske forsvarsværker – og ikke mindst det enorme antal soldater, som Rusland har kunnet kaste ind i krigen. Det mærkes, at den russiske befolkning er tre gange større end den ukrainske.

 

Man har undervurderet fjenden, lyder det fra eks-generalen.

 

Ganske vist er der blevet leveret flere og flere amerikanske og europæiske panservåben til Ukraine. Men på grund af stridigheder i Pentagon har det været for lidt og for sent, mener Petraeus.

 

Uden fly er det svært for Ukraine at gå i offensiven

Specielt fremhæver eks-generalen, hvor meget der var brug for fly til at sætte en større offensiv i gang.

 

Petraeus kritiserer, at dette ikke blev prioriteret højere fra vestlig side.

 

De interne NATO-stridigheder, der havde fatale konsekvenser, drejede sig især om panservåben og frem for alt om kampfly.

 

Petraeus understreger specielt, at fly er nødvendige for at gennemføre en vellykket offensiv. Luftoverlegenhed er således en afgørende faktor, hvis man skal gennembryde de forsvarsværker, som russerne har skabt i Ukraine, fremhæver han.

 

Fly  er nødvendige for at yde beskyttelse af de ukrainske tropper, hvis de skal være i stand til at rykke frem.

 

Han fortsætter: Hvis Ukraine skal være i stand til at trække sig fri af den aktuelle fastlåste situation, kræver det overlegne vestlige våben, herunder kampfly.

 

Men dem har ukrainerne ikke fået. Her har Vesten ifølge Petraeus svigtet fatalt. Man har ikke turdet at udfordre Rusland ved at levere flyopbakning til ukrainerne. Og nu er skaden i den grad sket.

 

Vesten har en forpligtelse til at rette op på denne skade. Men i den nuværende situation er der ikke meget, der tyder på, at det sker. Ukrainerne er overladt til at kæmpe videre med ryggen mod muren, mens problemerne vokser.

 

Man kan nok gå ud fra, at denne situation ikke ændrer sig til det bedre på denne side af det amerikanske valg. Dertil er den aktuelle handlingslammelse i Washington for stor, når det gælder Ukraine.

 

Men det er fuldstændig afgørende, at Ukraine snarest får fornyet amerikansk og anden vestlig støtte til at komme i offensiven igen.

 

Forudsætningen for dette er, at USA og de valne europæiske lande kan beslutte sig for en klar linje og for en beslutsom omsætning af denne linje på slagmarken.

 

Slaget er ikke tabt for Ukraine. Men for hver dag, der går, hvor Rusland kan udbygge sin våben- og forsvarskraft og sin kæmpemæssige menneskelige kanonføde, bliver opgaven sværere at løfte for ukrainerne.

 

Så meget desto vigtigere er det for ukrainerne, at de får fornyet beslutsom støtte fra USA og Europa. Det kræver frem for alt to ting:

 

For det første skal Ukraines allierede beslutte sig for at gøre, hvad der skal til for at give ukrainerne ny fremdrift på slagmarken. Det kræver fortsat stærk våbenstøtte – herunder flystøtte og støtte fra langtrækkende missiler.

 

Hvis det skal blive til noget, nytter det selvfølgelig ikke noget, at Ukraines allierede samtidig begynder at væve om, at der skal indledes forhandlinger med Rusland om en fredsordning, hvor Ukraine skal give væsentlige indrømmelser til Putin.

 

USA og Europa må beslutte sig for, om de vil gøre “whatever it takes” for, at Ukraine holder stand mod en hel eller delvis indlemmelse i Rusland.

 

Hvis man reelt har indstillet sig på at hive tæppet væk under Ukraine, bør man stå ved det.

 

Hvis man stadig vil støtte Ukraines kamp for uafhængighed og selvbestemmelse, bør man se i øjnene, hvad der skal til for, at det militært kan lade sig gøre.

 

En absolut forudsætning for dette er vel, som general Petraeus fremhæver, at man får den fornødne luftstøtte.

 

Alternativet er et lunkent og skræmmende kompromis med Putin.

 

Der kan for så vidt være grunde til, at USA og Europa i den nuværende situation forholder sig lidt afventende. Der er en række usikre faktorer på spil i det politiske billede.

 

Men det er afgørende, at vestlige lande ikke støtter underkastelse under Putin eller  studehandler med Putin.

 

Ukraines uafhængighed skal fortsat støttes helhjertet. Med “whatever it takes”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…