Nye regler for kørekort kan ramme ældre bilister

Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...

EU-kommissionen har foreslået nye fælles EU-regler for kørekort. Det oprindelige forslag indeholder blandt andet oprettelse af et fælles EU-system til digitalisering af kørekort, lægetjek for bilister over 70 år og en nultolerance overfor alkohol for nye bilister.

 

Forslaget er i øjeblikket under behandling i Europa-Parlamentet, og her har De Grønne strammet kravene og bl.a. foreslået:

  • Differentieret hastighedsgrænse efter alder og erfaring. Personer under 21 og nye bilister må ikke køre over 90 kilometer i timen.
  • Man skal indføre et nyt særligt kørekort til biler over 1800 kilo, som man først kan tage, når man er 21 år og har haft kørekort i to år.
  • Forbud mod kørsel mellem midnat og klokken seks om morgenen for bilister under 21.
  • Der skal indføres obligatorisk, selvbetalt lægetjek for ældre over 60. Frekvensen af lægetjek skal stige med alderen. Når man er over 80 skal det være hvert andet år.

 

Danske parlamentarikere

Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet, Bergur Løkke Rasmussen, bakker op om flere af Kommissionens forslag til det nye direktiv.

 

– Jeg hilser kommissionens forslag til at revidere kørekortdirektivet meget velkomment. Vi har brug for at få rettet nogle af reglerne med henblik på, at vi skal gøre det sikrere at køre på vejene, vi skal have gjort noget for at kunne få noget mere arbejdskraft til godstransport og busser, og så skal vi også fremme omstillingen til, at folk skal køre elbil, siger han.

 

Han glæder sig derfor blandt andet over, at kommissionen foreslår en sænkning af aldersgrænsen for, hvornår man kan tage kørekort til lastbil og busser fra 21 til 18 år.

 

– Vi har brug for, at man i en tidligere alder kan gå ind i erhvervskørsel. Når jeg taler med den danske transportbranche, så er det en stor udfordring, at den arbejdskraft, som de virkelig har brug for, rent faktisk findes blandt de unge, men de bliver bedt om at de lige skal vente tre år, til de fylder 21, siger Bergur Løkke Rasmussen til Avisen Danmark.

 

Socialdemokraten Marianne Vind mener, at man med de nye regler især bør sætte ind over for spritkørsel.

 

– Det er helt afgørende at huske på, at alkohol stadig er den største trafiksikkerhedsmæssige udfordring. Det er her, vi skal lægge vores indsats først og fremmest, siger Marianne Vind.

 

Hvad med ældre bilister?

De danske Europa-Parlamentarikere er tilsyneladende ikke optaget af konsekvenserne for ældre bilister.

 

Det er til gengæld den tyske forbundstransportminister Volker Wissing fra FDP.

 

Ifølge tyske aviser er Wissing lodret modstander af EU-Kommissionens planlagte ændring af de europæiske kørekortsregler og kravene om regelmæssige undersøgelser af bilister over 70 år.

 

Det nye trafikdirektiv fastsætter, at bilister over 70 år skal “opdatere” deres kørekort hvert femte år. Dokumentet forbliver kun gyldigt, hvis bilisterne underkaster sig en lægeundersøgelse eller får afklaret deres sundhedstilstand ved en såkaldt ”selvvurdering”.

 

FDP-politikeren afviser imidlertid disse planer og ønsker frem for alt at forhindre EU-Kommissionens krav om “obligatoriske undersøgelser”.

 

Wissing er overbevist om, at seniorer udmærket er i stand til at “håndtere deres helbred uden statslige regler og bureaukratisk kontrol.” Derudover har omgivelserne – børn, pårørende og naboer – et ansvar for at tale med ældre om bilkørsel. Wissing henviser også til, at ulykkesstatistikken ikke viser et signifikant antal alvorlige ulykker, hvor bilister i aldersgruppen over 70 år er involveret.

 

Volker Wissing peger også på, at mange ældre bor på landet, og “for dem er det svært at leve uden at skulle være afhængige af andre, hvis man er uden bil.” Derudover kører flertallet af seniorer ifølge Wissing ikke på lange bilture, men de er voldsomt afhængige af deres biler til at handle ind eller til lægebesøg i nabobyen”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…