Ny vælgerlussing til Mette Frederiksen – det ligner i den grad begyndelsen til enden for hende

Getting your Trinity Audio player ready...

Under corona-krisen var statsminister Mette Frederiksen den suveræne lederskikkelse i dansk politik. Vælgerne så hende som garanten for, at det danske samfund kom helskindet gennem krisen.

 

Hun indså hurtigt alvoren i coronaen, og hun var parat til at sætte resolut ind mod den. Med vigtig støtte fra hendes hyperaktive departementschef, Barbara Bertelsen.

 

Dengang fik statsministeren placeret Socialdemokratiet omkring 33 procent i meningsmålingerne. Hun blev hjulpet godt på vej af, at de borgerlige partier, der slet ikke forstod coronaens  alvor, fumlede fatalt.

 

Men i dag er det i den grad fortid. I en aktuel meningsmåling fra YouGov for B.T. ligger S på sølle 20 procent i vælgertilslutning. Og statsministeren selv har direkte kurs mod et totalt havari.

 

Det ligner begyndelsen til enden for hende – og en dyb krise for Socialdemokratiet.

 

I målingen fra  YouGov har Socialdemokratiet en vælgertilslutning på bare omkring 20 procent. Under coronaen lå partiet omkring 33 procent.

 

Den er også alvorligt gal med Mette Frederiksens personlige popularitet.

 

I den aktuelle måling bliver vælgerne også spurgt til Ministrenes popularitet på en skala fra 1 til 5.

 

Her får Mette Frederiksen den dårligste karakter af alle regeringens medlemmer. Hun ligger helt i bund med Lars Løkke Rasmussen som den næstmindst populære minister.

 

Mette Frederiksen får bare 2,64 points ud af fem mulige. Det er kun en svag afglans af tallene fra hendes storhedstid, mens coronaen rasede.

 

Selv blandt socialdemokrater tror de færreste vist i dag på, at Mette Frederiksen kan vende udviklingen og opnå ny fremgang. Det er en ringe trøst for Mette F. og hendes partifæller, at andre af de etablerede partier også har deres at slås med.

 

Meget kunne tyde på, at vi nu oplever begyndelsen til enden for Mette Frederiksens centrale rolle i dansk politik. Hendes forsøg på at fastholde stilen som ‘landsmoderen’, der holder sammen på det hele og passer på os, er nu efter alt at dømme slidt ned.

 

Vælgerne mærker, at Mette F.  har mistet sit politiske ‘touch’. En aktuel meningsmåling afslører en Mette Frederiksen, der i den grad har mistet opbakning og autoritet blandt vælgerne.

 

Den køber vælgerne ikke længere.

 

YouGov har målt de forskellige ministres popularitet – og det kunne faktisk ikke være værre for Mette Frederiksen. Hun ligger nu nummer sidst.

 

Selvfølgelig kan hun i princippet komme op igen. Men lige nu er der ikke meget, der tyder på det. Når en statsminister først glider nedad i vælgernes omdømme, kan det være svært at trække sig op igen.

 

Det gælder i særlig grad, fordi en toppolitikers nedtur skaber usikkerhed hos den pågældende. Der er en tendens til, at han eller hun mister sin dømmekraft og sit ‘touch’.

 

Det synes netop at være det, der udspiller sig i øjeblikket.

 

Som iagttager har man således kunne undre sig over Mette Frederiksens rystende svage håndtering af den såkaldte kabelsag, der på det seneste har skabt stor politisk opstandelse. Denne sag er nok bedre kendt under betegnelsen ‘Claus Hjort-sagen’.

 

Den handler kort fortalt om, at blandt andet tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen blev tiltalt for at røbe statshemmeligheder ved offentligt at omtale det danske kabelsamarbejde med USA.

 

Tilsynet med Kabeltjenesterne i Danmark vurderede, at dette var en alvorlig forseelse, og så røg Claus Hjort og i øvrigt tidligere FE-chef Lars Findsen en tur i kødhakkeren.

 

Der blev dermed skabt et indtryk af, at en af dansk politiks hædersmænd ikke bare havde overtrådt loven, men også svigtet sit land.

 

Anklagerne mod Claus Hjort var – for at sige det rent ud – forrykte. Claus Hjort havde absolut ikke gjort sig skyldig i landsskadelig virksomhed. Hans brøde bestod reelt i, at han havde omtalt forhold, som i forvejen var velkendte.

 

Den store synder i denne sag var ikke Claus Hjort, men det tilsyn, der gav et helt misvisende og proportionsforvrænget indtryk af, hvad Hjort og andre havde foretaget sig.

 

Det kom der en stor – og for de involverede meget ubehagelig – sag ud af.

 

Når denne sag overhovedet kunne komme så vidt, må det betragtes som et udslag af inkompetence hos de personer, der håndterede den.

 

Man fik indtryk af en sagsbehandling, der manglede den fornødne indsigt i de særlige vilkår for kabelsamarbejdet med USA. Man kunne have undgået en ‘dæmonisering’ af et kabelsamarbejde, som var en veletableret del af dansk sikkerhedspolitik.

 

I sidste ende måtte det vel være Statsministeriets og Statsministerens ansvar at sikre sig, at det ikke begyndte at fyge gennem luften med alvorlige anklager for brud på fortroligheden, når der reelt var tale om at gengive velkendte forhold.

 

Man skulle tro, at Statsministeriet og Statsministeren i sidste ende havde et medansvar for at sikre, at kabelsagen ikke fik lov til at køre i grøften med den slags anklager på et stærkt problematisk grundlag.

 

Men disse anklager blev ikke bremsede og kanaliserede ind i forsvarlige baner. De fik lov til at køre løs i fuld offentlighed.

 

Det var naturligvis ikke Mette Frederiksens opgave at fungere som sagsbehandler i forhold til forløbet af denne fuldkommen forkludrede sag.

 

Men Mette Frederiksen havde et politisk ansvar for at sikre, at sagen ikke fik lov til at eskalere til noget så betænkeligt, som tilfældet var. Med blandt andet beklikkelse af motiverne hos respekterede politikere og erfarne embedsmænd.

 

Set udefra manglede der styr på sagen. Og den mangelfulde styring førte til manglende fairness over for dem, der var under anklage.

 

Her optrådte Mette Frederiksen alt for svagt – som om nogen havde givet hende det råd, at hun skulle skåne dem, der stod tæt på hende, og sende aben videre til folk, som ikke var under hendes vinger.

 

Dette er naturligvis rent hypotetiske betragtninger. Men tilbage står indtrykket af, at Claus Hjort og Lars Findsen fik lov at sejle deres egen sø. Og der kom aldrig en nærmere vurdering af  den rolle, som Tilsynet med Kabeltjenesterne havde spillet, og dens konsekvenser for de involverede.

 

Hjort og Findsen blev syndebukke, mens andre gik fri.

 

Hvor var Mette Frederiksen?

Del på Facebook