Massakren i Israel og venstrefløjens leflen

Hamas terrorist har taget en israelsk kvinde som gidsel
Getting your Trinity Audio player ready...

Når man hører om de grusomheder, som terrororganisationen Hamas udførte lørdag den 7. oktober og synet af rædslerne, vi næppe kunne forestille os, rulle over TV-skærmen, må følelsen af raseri, chok og dyb sorg på israelernes/jødernes vegne bemægtige sig ethvert normalt menneske.

 

Der er to grupper, som det i min optik er nødvendigt at tage afstand fra: de af politikerne importerede palæstinensere/arabere og den leflende venstrefløj.

 

Vi så jublende Hamas-tilhængere, som vestlige landes politikere har givet opholdstilladelse og endog statsborgerskab, køre rundt i Europas gader viftende med deres hadefulde klud ud af bilernes ruder. Altså den samme adfærd som vi har set så ofte hos dette segment.

 

Selv om de i Løkke Rasmussens optik handlede ”utilbørligt”, blev de vist ikke anholdt.

 

Venstrefløjens whataboutery

Og næsten samtidig gik venstrefløjsjournalisterne skamløst i gang med at relativere massakren. Deres forståelse for djævelskab er immanent og eminent, hvilket tydeligt kom til udtryk i torsdag aftens Deadline.

 

Den ene gæst, Frederik Vad (S), udtrykte sin vrede over relativeringen af bestialiteten få dage efter, at en ubeskrivelig massakre har fundet sted. Den anden gæst var Politikens chefredaktør Christian Jensen, der nok mente, at nåh ja, det var naturligvis frygteligt og bestialsk, hvad der var sket, og at alle måtte tage afstand, men sagen var så kompleks, at baggrunden for terroren skulle med. Mon ikke nærmere han satte sin egen godhed i relief ved at omfavne den rene og skære ondskab. Det var næppe uventet fra det medie.

 

Kunne man forestille sig, at medier og politikere og andet sammenrend i samme øjeblik terroristen Anders Breivik først havde sprængt en bombe i regeringskvarteret, hvor 7 blev myrdet og bagefter myrdede 69 skolebørn på Utøya, ville være begyndt at relativere myrderierne og tale om Breiviks skrækkelige barndom og hans forgæves forsøgt på at råbe politikerne op for at få stoppet den vanvittige indvandring. Nej vel?

 

Men nu er det Israel/jøderne, der igen udsættes for et bestialsk terrorangreb, og så går det sædvanlige klientel i gang med at dreje fokus hen på staklerne, der står bag. Antisemitisme har sandelig mange subtile udtryksformer.

 

Ikke alle gerninger kan relativeres

Der er gerninger så hæslige og bestialske, at der absolut ingen undskyldninger findes.

 

Vil man kæmpe for, hvad man mener er uretfærdigt, må man kæmpe med åben pande mod overmagten, hvor svært det end er. At man fejt i stedet laver et overraskelsesangreb på uskyldige mennesker og udøver voldtægt, slagter dem, halshugger babyer, børn, kvinder, gamle og invalide, findes der næppe ord for på noget sprog.

 

Men vi har før set palæstinensere snige sig ind i Israel og myrde.

 

Som Amnesty International skriver, begik Hamas kigsforbrydelser under Gaza-konflikten i 2014.

 

Et særligt afskyeligt angreb har jeg aldrig kunnet glemme.

 

I 2014 sneg en gruppe palæstinensere sig ind i Israel en nat gennem en af de tunneller, som de havde gravet. De myrdede en sovende familie, herunder også en baby. Kun familiens teenagedatter, der var på besøg et andet sted, slap med livet. Det var hjerteskærende dagen efter på TV at se hende sidde med et fuldstændigt udtryksløst ansigt sammen med nogle voksne, der tog sig af hende, mens vi fik fortalt, hvad der var sket med hendes familie.

 

Der er handlinger så bestialske, at det er umuligt overhovedet at prøve at fatte dem.

 

Venstrefløjen

På et eller andet tidspunkt (måske efter 2. verdenskrig?) slog venstrefløjen pjalterne sammen med disse barbarer, der har forklædt sig som væsener, der ligner den menneskelige race.

 

Anne Grethe Holmsgaard (SF og tidligere VS) gjorde ifølge kritikere ingen hemmelighed af sine antisemitiske holdning og samarbejde med PFPL. Snigmordene (en palæstinensisk spidskompetance) på de jødiske atleter under Olympiaden i München i 1972 ville hun ikke tage afstand fra. Det var i hendes opfattelse frihedskamp.

 

Det er nok vanskeligt for de fleste at se snigmord, halshugning af babyer og andre forsvarsløse som frihedskamp. Se dette link fra Berlingske: ”Holmsgaard og Blekingegadebanden” om hendes meriter.

 

Villy Søvndal (SF) blev udnævnt af Thorning regeringen til udenrigsminister (2011-2013). Han brugte sin nyerhvervede magt til ved FNs generalforsamling at overtale et flertal til at give palæstinenserne observatørstatus i FN.

 

Magten steg Søvndal til hovedet. For selv om det kun er stater, der får ambassader og konsulater, sørgede han for, at palæstinenserne fik et konsulat i København. De skiftende talsmænd herfor har med (gudskelov lange) mellemrum kunnet udgyde deres altid usympatiske og antisemitiske udfald på TV.

 

I JP (bag betalingsmur) udtrykker lederen Palæstinas konsulat i København, Manuel Hassassian støtte til  terrororganisationen Hamas, der slagter værgeløse, uskyldige mennesker.

 

Det er dog ikke kun SF, der fisker i oprørte vande. De Radikale kan også være med, hvilket vi gennem mange år har været vidne til med deres forkærlighed for rabiate muslimer. Den Radikale unge knægt, Ask Ellebjerg, der er ungdomspartiets næstformand på Vestegnen, beskriver terrorgruppen Hamas som en “frihedsorganisation”, og han mener, at Israel ikke har ret til at eksistere. Med årene skal han nok få en stor stjerne hos moderpartiet.

 

Venstrefløjen er sikkert lykkelige for, at vi danskere nøjes med at sætte et kryds hvert 4. år, og at vi ikke – selv når vi dårligt tåler synet af dem – kæmper vores frihedskamp ved at overfalde deres familier og udøve den samme gruopvækkende vold mod dem, som palæstinenserne udøver over for jøderne i Israel.

 

Ser palæstinenserne aldrig indad?

Ser palæstinenserne aldrig indad? Det er et retorisk spørgsmål, for svaret er nej. De forstår ikke, hvorfor de generelt er hadet i hele verden. Selv deres egne ”brødre” i Ægypten spærrer deres fælles grænse af, så ingen fra dette segment, kommer ind i deres land. Kuwait udviste under Arafat alle palæstinensere fra deres land. Ingen af de steder, der er palæstinensernes fædreland, Libanon, Syrien og Jordan, vil give dem statsborgerskab og dermed lige rettigheder med disse landes befolkninger. Efter sigende ”for de skal lige straks hjem igen”. Det har de skullet gennem årtier.

 

Et statsborgerskab i deres fædreland ville dog ikke forhindre, at de rejste, men da døden skal have en årsag, lyder det lidt mere høfligt end at sige rent ud: ”Vi vil hverken eje eller have jer”. Er der mon et eneste muslimsk broderland, der vil det?

 

En mani for konventioner

I stedet for, at FN lagde pres på palæstinensernes fædrelande for at give deres mindretal statsborgerskab, foretrak man det noget nemmere at presse vestlige lande til at underskrive endnu en konvention, således at det var disse, der forpligtede sig til at undgå statsløshed og give statsløse statsborgerskab.

 

Hvad i alverden kommer det os ved, at der er lande, der ikke vil give deres egne borgere statsborgerskab. Hvorfor bliver det vores ansvar?

 

Det synes vestlige og ikke mindst de danske politikere det er. Da de har en mani for at underskrive, ratificere og også meget gerne implementere FNs konventioner i dansk lov, kunne Statsløsekonventionen da heller ikke gå danske politikeres næse forbi.

 

Ikke alene underskrev Danmark i 1977 Statsløsekonventionen, men undlod tillige at tage forbehold for undtagelser. Disse forbehold skulle tages ved underskrivelsen. I modsat fald var løbet kørt.

 

Så siden har Danmark været sat skakmat. Og drysser gavmildt statsborgerskaber ud til et segment, som efter min opfattelse kun en meget lille del af befolkningen er begejstret for at få til landsmænd.

 

Men til gengæld kan politikerne rose sig af, at Danmarks gode omdømme er intakt.

 

Vend den anden kind til

Det undrede mig i 2014, at holdningen ”Israel må forsvare sig selv, men…  stadig florerer her i 2023.

 

Mens Hamas bruger gidsler som menneskelige skjolde, fejt gemmer sig blandt befolkningen, snigmyrder jøder, overdænger Israel med missiler og andet isenkram, råber de vestlige lande vagt i gevær.

 

Israel er jo dem, der har den militære styrke, så den må sandelig ikke misbruges. Israel må ikke gå for voldsomt til værks, der skal være balance i tingene. Så landet må hellere lade sig udrydde, end at terroristerne kommer til skade.

 

Er folk da blevet helt vanvittige?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…