Mens vi venter på invasionskrigen, fejrer vi Muhammeds fødselsdag

Arkivfoto fra Sverige
Getting your Trinity Audio player ready...

Skulle det have undgået nogens opmærksomhed var det torsdag den 28. september Muhammeds fødselsdag (ja, dén Muhammed). SVT2 deltog i fejringen samme aften.

 

I en halv rundkreds sad seks-syv muslimer (formentlig imamer) iført fantastisk flotte rober, som vi nok kun har set på billeder af Østens fordums sultaner. De spillede på trommer og tamburiner og sang. En sang for, og de andre faldt ind.

 

Et i øvrigt meget sympatisk, nydeligt, yngre ægtepar blev interviewet, og de fortalte, hvad islam stod for. Vi fik at vide, at det betød kærlighed, retfærdighed, venlighed, lys, etik, poesi, omsorg for de fattige og flere andre superlativer. Det hele kom naturligvis fra Allah og hans sendebud.

 

Og her faldt kæden af for mig. Mens Sverige er sat i brand, ejendomme bombes, såvel børn som voksne myrdes af bander fra Mellemøsten, sender SVT en udsendelse, som er med til at forherlige den ideologi, der spreder terror overalt i Vesteuropa og for tiden mest i Sverige.

 

Hvad er der dog galt med vesteuropæiske politikere?

De svenske politikere har haft held med at ødelægge et af de fineste lande i verden.

 

Hverken de norske eller de danske politikere er meget bedre end de svenske. Vi er ganske vist lidt bagefter, men mon vi har politikere, der virkelig forstår alvoren af dét, der sker i Sverige, og at vi er meget tæt på at have svenske tilstande?

 

Vi kan blot konstatere, at de danske politikere i hvert fald gør, hvad de kan for at gøre Sverige rangen stridig.

 

Et knæfald for trusler og muslimsk jubel

Vi var mange, der vidste, at efter at regeringen havde underkastet sig OIC’s krav, ville det kun være et spørgsmål om timer, før flere krav ville følge efter. Efter 50-60 år burde det ikke komme som en overraskelse for nogen, at et krav fra muslimer altid følges op af nye krav, når det første er imødekommet (salamiskiverne som de kaldes).

 

Og ganske rigtigt.

 

Først kom Grimhøj-moskeens imam med en særlig tak til regeringen. Det er den moské, der har ”opfostret” flest IS-krigere, og som vel også huskes for “Moskeerne bag sløret”.

 

I DKA skriver Poul-Erik Andersen den 25. september om den leflen, politikerne har lagt for dagen for den islamiske organisation OIC’s trusler.

 

Og han omtaler den begejstring, der er blandt muslimske organisationer i deres høringssvar:

 

”Dansk Muslimsk Union vil på vegne af sine medlemsorganisationer og andre medunderskrivere (Se listen) udtrykke vores støtte til det fremlagte lovforslag, der sigter mod at forbyde offentlig forhånelse eller utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.

 

I sit svar går Dansk Muslimsk Union så vidt, at man kommer med yderligere 13 forbedringer.”

 

Se også Trykkefrihedsselskabet v/Aya Fog i DKA den 27. september.

 

I Berlingske kan ses Dansk Muslimsk Unions 13 forbedringer:

 

”Vi er dybt bekymrede over de gentagne koranafbrændinger foran moskeer, som især har fundet sted siden årsskiftet. Disse handlinger har skabt utryghed og frygt blandt vores medlemmer og har bidraget til en polarisering i samfundet.”

 

Selv om vi efterhånden burde være ret hårdhudede, så bliver det ret trættende i længden, når Unionens proselytter skynder sig at trække offerkortet, selv om de udmærket ved, hvad der skaber  ”utryghed og frygt”.

 

Vi har grund til at frygte for vores kæres liv og lemmer. Det er ikke fordom, men erfaring. Det er ikke danskerne, der samles i flokke for at lemlæste enkeltpersoner, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

 

Det er ikke koranafbrændinger, der bidrager til polarisering i samfundet. Det har muslimerne klaret helt alene, og det har stået på i hvert fald de sidste 20 år.

 

Dog har de haft hjælp af den ekstreme venstrefløj. Jeg er næppe den eneste, der er så dødtræt af de mennesker, der som farisæere har et uudslukkeligt behov for at demonstrere deres særlige godhed og retfærdighed på bekostning af befolkningen. Disse godhedsmennesker kommer aldrig i nærheden af de livsforringende vilkår, som de påfører befolkningen.

 

Ja, de risikerer end ikke at komme bag tremmer i 2 år på grund af manglende viden om, hvordan elastikbegrebet ”utilbørlig” skal defineres.

 

Censur kan ingen sinde på ny indføres

Heller ikke, hvis de nu spørger pænt?

 

Urfan Ahmed, talsmand for Dansk Muslimsk Union, oplyser til Berlingske (bag betalingsmur), at han møjsommeligt har talt ytringsfrihedens begrænsninger op og er nået frem til 425, og han spørger, hvorfor vi dog ikke kan få bare én mere, så der er 426.

 

Ja hvorfor ikke? Fjern dog vores grundlovssikrede ytringsfrihed én gang for alle, hvis det kan stille rabiate muslimer tilfreds med os.

 

Ganske vist kritiseres regeringen for fejhed både af vore egne, såsom Ekstrabladet, der kalder regeringen for skødehunde (ja, man kan vist roligt kalde det for en bandbulle). Dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde mener, at der er tale om et knæfald for islamistiske kræfter, og at regeringen presser ytringsfriheden (se Berlingske – bag betalingsmur).

 

Men også i udlandet lægges der mærke til regeringens uhørte adfærd, såsom  Norge, der advarer mod den politiske slaphed og mangel på respekt, som regeringen udviser.

 

Den franske journalist Gerard Biard fra Charlie Hebdo kritiserer skarpt regeringen for ”at dele sin legitimitet med og Allah og Hans selvudråbte repræsentanter.”

 

Ja, man fornærmer nok ingen, hvis man hævder, at den danske regering bestemt ikke er i liga med Charlie Hebdo.

 

Politikernes mundsvejr – ingen handling

Politikernes mantra er at ”passe på Danmark” og ”passe på danskerne”. Det messer de igen og igen. Ingen mikrofonholder spørger: ”Og hvordan gør I så lige det?”

 

Men hvad skal de svare, når der for politikerne ene og alene er tale om at få melet egen kage. Ellers havde de for årtier siden taget skeen i den anden hånd og havde gjort de mange fejltagelser gode igen.

 

De kunne oplyse Menneskerettighedsdomstolen om, at indtil konventionerne bliver tidssvarende, vil Danmark ignorere domme, der er til skade for vores land og den danske befolkning.

 

De kunne have fjernet Menneskerettighedskonventionen fra dansk lov, hvori den blev inkorporeret, da de opdagede, at den bandt vores domstole på hænder og fødder.

 

De kunne have vedtaget en lov, der – på trods af konventionen – hindrede rethaveriske udlændinge i at føre en sag for Menneskerettighedsdomstolen, når en sag havde været gennem hele vores eget retssystem.

 

Disse små skridt ville i det mindste vise lidt kurage og være en begyndelse til at ”passe på Danmark”.

 

Frygt og træthed

Som juristen Jacob Mchangama skriver i Berlingske (bag betalingsmur), spiller regeringen på danskernes frygt og træthed.

 

Og ja, risikoen for eksplosioner, terrorangreb, overfald, lemlæstelse og mord, kan næppe undgå at strejfe store dele af befolkningen. Så lad os dog hellere få fred nu, så der ikke sker os noget og skubbe rædslerne foran os til vores børn og børnebørn.

 

Prøv nu at fatte det. De muslimske organisationers krav om at diktere vores straffelov er begyndelsen til enden for vores land. Giver vi efter for rabiate muslimske organisationer nu, har vi langt værre uhyrligheder i vente.

 

Og så bliver det, som i Sverige, på et tidspunkt nødvendigt at indsætte hæren og give den de beføjelser, som Sverige indtil videre har nægtet sin egen hær i invasionskrigen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…