I 20 år var somalisk kvinde uden arbejde, mens hun fødte ni børn – nu vil Løkke have 50.000 afrikanere som arbejdskraft til Danmark

Modelfoto - tilfældigt gadebillede
Getting your Trinity Audio player ready...

Vores statskasse bugner af penge, så låget er ved at hoppe af. Men hvis vi ikke tager Dansk Erhvervs ske i den anden hånd, risikerer vi, at statskassen slankes helt ned til sultegrænsen. For arbejdsmarkedet har behov for masser af hjælp i produktionen, ellers lander vi alle på ladegården.

 

Den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der nu er formand for Dansk Erhverv, ønsker ligesom Løkke Rasmussen titusindvis af afrikanere til Danmark. Vi mangler jo arbejdskraft, og hvem er bedre til at opfylde Mikkelsens ønske end Løkke Rasmussen.

 

Man har vist opgivet at få de ”arbejdsparate” her i landet til at arbejde.

 

Og EU-landenes efter sigende 66.000 arbejdsløse kan åbenbart heller ikke bruges.

 

Derfor har Løkke Rasmussen fået den gode idé at hjælpe (foreløbig) 50.000 arbejdsløse afrikanere til Danmark (se DKA her).

 

 

Jeg skal ikke kunne sige, om der er tale om afrikansk brain-drain.

 

Eller er der blot er tale om at få revl og krat fra en afrikansk landsby til et højteknologisk land for derved at overholde den Migrantaftale, Lars Løkke underskrev i Marrakesh, og som han kalder betydningsløs.

 

Som det sikkert erindres, var der ingen, der ønskede at få underskrivelsen af denne klæbet til sit navn. Og så måtte han jo selv gøre det.

 

Hvordan gør man i praksis?

Gad vide, hvordan regeringen i praksis vil hente 50.000 fra et andet kontinent til Danmark. En flåde af fly? Enormt store Mærsk-tankere til at bringe dem over Middelhavet? Og så gøre kørsel på motorvejene forbudt om søndagen, så de er mere sikre at gå ad?

 

Og så er der familierne til de 50.000 arbejdere. Ægtefæller og børn. Lavt sat er vi vist nu oppe på 200.000. Og hvordan kommer de alle til Danmark? Skal skatteyderne betale for rejsen, eller skal den enkelte afrikanske arbejder selv punge ud?

 

Venligboerne har ved flere tilfælde været venlige at skillinge sammen til migranters rejse til Danmark. Men der er vel grænser for, hvor mange penge venligboerne kan skrabe sammen for at betale 50.000 afrikanske arbejderes og familiers billetter til Danmark.

 

Hvor skal de bo?

Og hvis nu afrikanerne ikke vil slå sig ned, hvor arbejdet er, men hellere vil bo, hvor venner eller familie allerede bor, hvad vil regeringen så gøre?

 

Tvangsbosætte afrikanerne?

 

Det fremgår af Flygtningekonventionens Artikel 17, stk. 3:

 

”De kontraherende stater skal i henseende til adgangen til lønnet beskæftigelse tage under velvillig overvejelse at ligestille alle flygtninge med deres egne statsborgere, især hvor der er tale om flygtninge, der har fået adgang til deres område i henhold til planer om tilvejebringelse af arbejdskraft eller i forbindelse med indvandringsplaner.”

 

Og Artikel 26 om bevægelsesfrihed:

Hver kontraherende stat skal indrømme flygtninge, der lovligt befinder sig indenfor dens område, ret til at vælge deres opholdssted og til frit at bevæge sig indenfor dens område med forbehold af sådanne bestemmelser, som under samme forhold måtte finde anvendelse på udlændinge i almindelighed.

 

Endvidere Menneskerettighedskonventionen, Protokol 4, Artikel 2 om Frihed til valg af opholdssted:

 

  1. Enhver, der retmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted.

 

  1. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan endvidere inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov, og som i et demokratisk samfund tjener almenvellet (mine kursiveringer).

 

Det ser ud til, at regeringen lige skal have klappet sine planer af med Menneskerettighedsdomstolen, hvis man vil ignorere de ovennævnte artikler i  Flygtninge- eller Menneskerettighedskonventionen.

 

Hvornår rejser de hjem?

Selv om vi intet har fået at vide om, hvordan alle de fremmede skal kunne komme hertil, har vi i det mindste fået at vide, hvor længe de skal være her.

 

Nemlig kun til den dag, der ikke længere er arbejde. Så er det hjem igen.

 

Det har regeringen nemlig selv sagt, så det står selvfølgelig lige så meget til troende, som at alle migranter (kaldet flygtninge) bliver sendt hjem, når de ikke længere har behov for beskyttelse.

 

De, der tror på forsikringerne om, at de blot skal være her en tid, og når der ikke er mere arbejde, skal de rejse hjem igen, bør memorere for sig selv: 1983, 1983, 1983.

 

Hvad nu hvis det går galt – igen?

Det er det spørgsmål Henrik Dahl (LA) stiller i Berlingske den 13. september (bag betalingsmur) om ”regeringens store plan” om import af arbejdskraft i størrelsesordenen 50.000-100.000 mennesker. Hvad hvis planen slår fejl?

 

”Hvem har så det økonomiske, sikkerhedsmæssige, sociale og politiske ansvar? spørger Dahl.

 

Og han fortsætter: ”Det, der skete, efter Danmark for 50-55 år siden importerede store mængder af arbejdskraft fra lande, hvis kultur ikke er kompatibel med den danske, var, at de pågældende blev boende i Danmark; stiftede familier, der trak i stor stil på velfærdsstaten; og aldrig for alvor integrerede sig selv i flertalssamfundet – heller ikke, når det gælder efterkommerne.”

 

Og videre: ”Hvem skal for eksempel betale den økonomiske regning? Hvem skal rydde op i det socialpolitiske kaos, der i så fald vil opstå? Og kan man forstille sig, at forslaget vil få bivirkninger, som ingen af os kan acceptere (for eksempel autoritarisme/fascisme)?

 

Vi skal ikke håbe det bedste, men frygte det værste.

 

Apropos de arbejdsparate

Nu er det heldigvis ikke sådan, at ikke en eneste af de mange titusinder migranter vil arbejde. Faktisk er der sket noget rigtigt glædeligt. En somalikvinde, der har brugt sine 20 år i Danmark på at føde ni børn, er nu omsider kommet i arbejde. Og hold fast: hele 12 timer om ugen!

 

Hvis man kan forsørge sig selv og en enorm børneflok med 12 timers arbejde om ugen, så bør hun have jobbet som finansminister.

 

Så vi er på rette vej. De fremmede kommer skam i arbejde. Og bidrager!

 

I erkendelse af, at få timers arbejde om ugen måske ikke rækker til alle regeringens planer, der koster kassen, skal alle de danske ”varme hænder” nu arbejde mange flere timer om ugen. Ikke noget med et 9-4 job. Der er brug for dem døgnet rundt alle ugens dage. Pyt med familielivet, for der er ikke mindst brug for den ekstra skat, de indbetaler, hvis statskassen stadig skal bugne. Og indtægten fra 12 timers arbejde om ugen batter jo ikke meget.

 

Hvor længe kan politikere straffrit lyve for befolkningen?

Én ting er sikkert. De rejser aldrig hjem igen, og det med de samme fantasifulde  årsager som vi har hørt til ulidelighed, især når de fremmede har medbragt børn: Børnene er fuldt integreret. Børnene taler ikke mere swahili. Og når det gælder børn, danner de Radikale og Enhedslisten en smuk treenighed med Socialistisk Folkeparti.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…