Evakuering af IS-terrorister

Al Hol lejren i Syrien (Ivor Prickett/The New York Times/ Ritzau Scanpix)
Getting your Trinity Audio player ready...

Så er næsten alle IS-kvinderne fra kalifatet hentet til Danmark. Nej, ikke som politikere, journalister og advokater kalder det ”hentet hjem”. For deres hjem er ikke Danmark.

 

Det har været et langt og sejt træk.

 

Da børnene var uden ansvar for forældrenes forbrydelser, fik kvinderne tilbud om, at deres børn kunne blive evakueret. Kvinderne blev dog rådet til af deres advokater (hvis honorarer vi skatteydere betaler) at nægte deres efter sigende meget syge børn at blive reddet af Danmark.

 

Advokaterne var udmærket klar over, at børnene ville være den rambuk, der skaffede kvinderne til Danmark. Uden børnene ville de ikke have mulighed for at sætte foden på dansk jord igen; dog med undtagelse af de etnisk danske kvinder, som ikke kan nægtes adgang. Men skulle de forsøge at komme til den danske grænse, ville det være helt uden konsulær bistand og transporthjælp.

 

I stedet for at lade mødrene vælge, om deres børn skulle leve eller dø, så gik det, som advokaterne regnede med: Myndighederne faldt til patten og lod kvinderne komme sammen med deres børn.

 

Evakueringen

Tre kvinder med i alt fem børn var indtil forleden endnu tilbage i Syrien:

 

En somalisk kvinde med ét barn (faderens nationalitet ukendt), der har fået frataget sit danske statsborgerskab. Hendes sag skulle dog være anket.

 

En marokkansk kvinde med to børn, hvis far er afghaner (hun er ikke længere papirdansker, da Højesteret har stadfæstet den administrative fratagelse). Hun har fået opholdstilladelse, fordi børnene kaldes danske og dermed er unionsborgere.

 

(Har man glemt, at det ene af Danmarks tre tilbageværende forbehold er unionsborgerskabet? Derfor kan ingen dansker og ej heller børn af tredjelandes forældre være unionsborger).

 

En iransk kvinde med to børn, hvis far er australier (hun er nu papirdansker igen, efter at Højesteret ugyldiggjorde den administrative fratagelse af det danske statsborgerskab, selv om hun har dobbelt statsborgerskab).

 

Da det forleden på TV blev oplyst, at en kvinde og hendes to børn torsdag aften (22.6.) var ankommet til Danmark fra Syrien, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om den marokkanske kvinde.

 

En opholdstilladelse er trods alt et skrøbeligere fundament end et statsborgerskab at stille krav på, så hun har næppe været mere end et splitsekund om at pakke sit habengut, så snart hun har fået tilbud om evakuering. Og så vinke farvel til sine jihadistveninder.

 

Krævementaliteten fornægter sig ikke

”Jeg vil have, jeg kræver, ellers..”.

 

Den iranske papirdansker har imidlertid nægtet at lade sig evakuere. Hun stiller nemlig yderligere krav til det danske retssystem. Hun vil under ingen omstændigheder i fængsel, men vil fængsles i surrogat.

 

Med vores allesammens kendskab til og erfaring med muslimsk krævementalitet, og at et nej til muslimer fra myndighedernes side er så sjældent som hedebølge i januar måned, skal hun nok på et tidspunkt få sin vilje.

 

Jamen, hendes børn? Var der ikke noget med, at de var meget syge? Det mener i hvert fald de danske læger, der har undersøgt børnene. Ifølge DR-nyhederne har lægerne i en rapport i 2022 beskrevet børnenes situation således:

 

”Situationen bliver værre og værre for flere af de i alt fem børn med dansk statsborgerskab, der stadig bor i telte i den kurdisk kontrollerede al-Roj lejr i Syrien.”

 

Det kan måske tage lidt tid, inden myndighederne og dommerne bliver enige om, hvorvidt man skal imødekomme den iranske papirdanskers nye krav. Dør børnene inden, ved vi godt, hvem moderen kan kaste skylden på. Samfundet!

 

De dømte IS-mødre har fået 4 års fængsel (minus rabatten) (Se DKA incl. links). Er 4 år i øvrigt en proportional straf for at tilslutte sig en af de værste terororganisationer i verden, byde sine børn et liv i elendighed og lade os andre om at bekymre os om deres meget syge børn?

 

Er der nogen, der tror på, at kvinderne efter den korte fængselsstraf har opgivet drømmen om et kalifat?

 

En studehandel

I februar 2020 skrev statsminister Mette Frederiksen til advokat Bjørn Elmquist, at sikkerhedsmæssige hensyn lå til grund for beslutningen om ikke at hjælpe den familie, som advokaten repræsenterer.

 

Pompøst skrev statsministeren i brevet, som EkstraBladet er i besiddelse af:

”Denne regering ser det som en af sine vigtigste opgaver at opretholde Danmarks sikkerhed. Vi skal passe på Danmark og på danskerne”.

 

Den slags floskler skal man ikke lade sig narre af. Også Lars Løkke Rasmussen har slået om sig med lignende klicheer.

 

Nu ser vi så, hvordan der bliver passet på Danmark og danskerne.

 

Alle vidste, at kun meget få i befolkningen ønskede IS-terroristerne tilbage til Danmark. Men med børnene var det en anden sag. Modsat mødrene var vi mange, der bekymrede os om deres syge børn.

 

Så fik vi en ny regering, hvor Mette Frederiksen stadig stålsat afviste at evakuere kvinderne sammen med børnene, mens Løkke Rasmussen lige så stålsat ønskede dem til Danmark. Officielt for at de kunne blive stillet for en dommer og straffet.

 

Løkke Rasmussen fik sit pund kød (eller nærmere flere kilo), mens Mette Frederiksen fik en lille trøstpræmie, nemlig den somaliske kvinde med en 6-årig meget syg dreng, som hun kan være stålfast overfor. Denne kvinde vil nemlig heller ikke lade sit barn evakuere, hvis ikke hun selv kommer med.

 

Og det er der vel ikke noget at sige til, når henses til, at hun har set den ene efter den anden af kvinderne blive evakueret sammen med deres børn.

 

Diskrimination? Ja, andet kan man vel ikke kalde det. Modstanden imod, at IS-mødrene overhovedet er blevet evakueret, er stor. Men den eneste gevinst Mette Frederiksen har fået ud af regeringssamarbejdet i disse sager, er hånds- og halsret over en enkelt kvinde med, så vidt jeg har kunnet bedømme fra det anførte om lægerapporten, et meget sygt barn. Det er simpelthen for sølle.

 

Det vil være muligt, at de IS-mødre, der ikke er danske statsborgere, får frataget deres opholdstilladelse, når deres børn er blevet raske.

 

Advokatomkostninger

Der er stor interesse for størrelsen af advokatomkostningerne. I blot den iranske kvindes sag kan man scrolle ned til side 8 på Højesterets dom:

 

Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af salær til den beskikkede advokat for landsret og Højesteret med 263.462,50 kr. inkl. moms samt udlæg afholdt af den beskikkede advokat til rejseudgifter mv. med 34.475 kr.

 

Og nu får hun brug for advokatbistand igen, fordi hun kræver at sidde i surrogatfængsel.

 

Glem hende. Lad hende være. Med sit nyerhvervede papir på dansk statsborgerskab kan hun vel selv finde vej frem til vores grænse – eller Australien.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…