Hvad i alverden er det, der foregår i regeringen? Hver dag sit gys, men hvis man tror, det ikke kan blive værre, behøver man blot vente på en truende næste dag.
Dagligt forpester regeringen tilværelsen for danskerne. Selv om den er enerådende og derfor ikke har brug for hjælp fra de andre partier, er der alligevel ikke så få af disse, der meget gerne støtter regeringen i ofte meget vanvittige ideer.
Det er ikke nyt, at regeringen slavisk følger diktater fra EU, Europarådet (Menneskerettighedsdomstolen), FN, stribevis af konventioner og ikke mindst hold-kæft-bolsjet: Danmarks internationale forpligtelser. Det har den til enhver tid siddende regering også gjort.
Det nye er, at selv om konsekvenserne for befolkningen ved den stadige indvandring efterhånden (især efter 2015) burde være åbenlys for enhver, så gøres intet for at decimere skaderne. Lovgivningsmæssigt kunne en del være undgået med lidt mod og mandshjerte (eller hedder det i disse tåbelige woke-tider personhjerte?) fra politikernes side.
Konventionerne hjælper farlige og sindssyge mordere
Menneskerettighedskonventionens artikel 8 skal beskytte familielivet. At artiklen overvejende synes at beskytte kriminelle, jo farligere des bedre, står ingen steder.
Havde dette udtrykkeligt været nedskrevet i konventionen inden ratificeringen af denne, ville sikkert alle (de fleste) lande have taget forbehold over for artiklen.
Men de farlige forbrydere omtales overhovedet ikke i artiklen, hvilket gør det helt uforståeligt, at forbrydere kan få lov til at blive her uanset den fare, de er for befolkningen.
Det er klaret med en lille finesse, nemlig § 26 i udlændingeloven (den såkaldte hensynsparagraf):
Der skal tages hensyn til udlændingens tilknytning til det danske samfund, alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning til herboende personer, udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed, udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og risikoen for, at udlændingen (….) vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.
Og efter således at have skudt med spredehagl, passer hensynsparagraffen på stort set alle, såvel mordere som terrorister.
Så først implementeres Menneskerettighedskonventionen i dansk lov (1992), hvor artikel 8 taler om beskyttelse af familieliv. Så lader man § 26 være udslagsgivende for, om en forbryder kan udvises eller en terrorist få frataget sit danske statsborgerskab. Artikel 8 og § 26 er som hånd i handske.
Politikere samler på de mest nytteløse og farlige personer, som tænkes kan, hvad enten de er terrorister eller sindssyge mordere.
Hele verdens psykiatriske hospital
Den første, der blev årsagen til, at Danmark nu er hele verdens psykiatriske hospital, er tyrkiske Arif Savran, der er morder og lider af paranoid skizofreni. Han blev udvist, men det var Menneskerettighedsdomstolen ikke enig i. Se DKA her og her.
Den næste tyrker, kaldet T, forsøgte at myrde sin mor. Han lider også af paranoid skizofreni. T blev udvist, men Højesteret omstødte landsrettens afgørelse.
En irakisk dobbeltmorder, der i 2008 myrdede sin ekskone og hendes far, lider også af paranoid skizofreni og kan dermed ikke udvises. Højesteret henviste til, at Menneskerettighedsdomstolen havde truffet afgørelse i en næsten lignende sag, så landsrettens afgørelse om udvisning blev omstødt af Højesteret. Det var en krænkelse af mandens rettigheder at udvise ham. Se DKA her.
Konventioner hjælper også ISIS-terrorister
Som bekendt kan en terrorist eller sympatisør få frataget sit danske statsborgerskab, såfremt vedkommende har dobbelt statsborgerskab (Stasborgerretskonventionen artikel 7).
Alligevel fik IS-husmoderen fra Bosnien-Herzegovina ikke frataget sit danske statsborgerskab, men blev hentet tilbage til Danmark med sine 8 børn.
Den iranske IS-husmor med 2 børn fik frataget sit danske statsborgerskab, men fik det bagefter – nok til de flestes forbløffelse – tilbage af Højesteret. Der var i landsrettens afgørelse ikke taget hensyn til, at den iranske kvinde ikke havde ret meget tilknytning til Iran.
Politikerne er simpelthen ikke forudseende nok. De halter altid bagefter. Ellers havde man vel ved rettidig omhu f.eks. have indført i § 26, at denne paragraf ikke skulle tages i anvendelse ved terrorister med dobbelt statsborgerskab eller sindssyge mordere.
Men udlændingeminister Kaare Dybvad Bek mener, loven er god nok. Så behøver han jo heller ikke at foretage sig noget.
Intet under, at den iranske kvindes advokat fik blod på tanden. Nu skulle de sidste af disse dødsensfarlige og modbydelige kvinder i de syriske lejre have deres statsborgerskab tilbage.
Der må være en grænse
Hvem husker ikke invasionen i 2015? Den vil dog kun være et tåget minde, som 2023 skrider frem.
Inden da havde vi åbne grænser, men kontrol bagved grænsen. Da invasionen indtraf, blev politikerne klar over, at det bestemt ikke var nok. Der måtte som i ”gamle dage” være en rigtig grænse med grænsevagter. Ingen ønskede en gentagelse af 2015.
Selv om der kun var deltidsgrænsevagter på grænsen mellem Danmark og Tyskland, og ikke alle grænseovergange var dækket, viste det sig at være en enorm succes. Der blev bl.a. fanget menneskesmuglere, narko, tyvekoster ud af landet og mange, der intet havde at gøre i Danmark, blev afvist ved grænsen.
Også på grænsen mellem Danmark og Sverige kom der grænsevagter. Vi skulle huske vores pas, hvis vi skulle over Sundet. Fra den danske side skulle der skiftes tog i Kastrup Lufthavn, hvor passene blev kontrolleret på perronen, mens der fra den svenske side var kontrol med hunde i togene. Det var ret effektivt. Der var dog nogle svipsere, idet kriminelle fra Sverige alle havde svensk pas, så det var nemt for dem at komme til Danmark, hvor de bestemt ikke holdt sig tilbage, når det gjaldt bandevold, bandemord, eksplosioner (Skattestyrelsen) og terror (Glostrup-sagen).
Aldrig mere et 2015
Aldrig mere skulle vi tages med bukserne nede. En gentagelse fra 2015 ville ikke komme til at ske – blev vi lovet.
Men det halve Afrika – samt lykkeriddere fra andre lande – har nu sat sig i bevægelse og oversvømmer Italien igen. Frontex’ og NGO’ernes redningstjenester samler ti- om ikke hundredtusinder op i Middelhavet. I stedet for at sejle dem tilbage til udgangspunktet, sejles de til Italien.
Italien kan naturligvis ikke huse alle disse mennesker og ønsker kun at slippe af med dem til andre lande, der heller ikke vil have dem.
På denne baggrund har den danske regering i sin uendelige visdom fået den gode idé at nedlægge grænserne til Tyskland og Sverige (se DKA). For det er nemlig meget mere effektivt at have droner, nummerpladegenkendelse og baglandspatruljer – påstås det.
Man tager sig til hovedet, når man læser en udtalelse, der kommer fra landets justitsminister: ”det er en god dag for Danmark,” at kontrollen med tilstrømningen vil blive svækket fra den 12. maj og frem til 11. november (se DKA).
Hvad har vi i vente?
Vi kan kun vente en fremtid som Sveriges. Som Ali Aminali beskriver det i en artikel i Altinget er Sverige befængt med kultursammenstød, vold og trusler. Det er også Danmarks fremtid.
Og det er det, de danske politikere hele tiden har arbejdet hen imod af reverens for konventioner og en udenlandsk domstol, der intet kender til vores kultur, historie og traditioner.
