Danske journalister er ekstremt venstreorienterede og politisk korrekte sammenlignet med befolkningen som helhed. Det er blandt andet kommet klart til udtryk i dækningen af Dronning Margrethes nytårstaler.
Omtalen af årets nytårstale var ingen undtagelse. Den gav et fortegnet billede af dronningens synspunkter, specielt i forhold til indvandring.
De politisk korrekte journalister har i årevis klamret sig til en påstand om, at dronningen går i rette med danskernes støtte til en stram udlændingepolitik.
Men dermed laver de fup med dronningen. Hun kan ikke tages til indtægt for deres politisk korrekte og ofte venstreekstreme synspunkter.
Så ekstreme er journalisterne
En undersøgelse af journaliststuderendes partivalg fra september sidste år giver et indtryk af, hvor ekstreme holdningerne i det danske journalistmiljø er:
I perioden 2019-2021 har Enhedslisten været det største parti blandt de studerende på Journalisthøjskolen. Næsten hver fjerde vordende journalist (24,3 procent) tilkendegav, at de støttede Enhedslisten!
Mere end hver femte (21 procent) ville stemme på Det Radikale Venstre. Cirka hver syvende (14,2 procent) havde SF som det foretrukne parti. Intet borgerligt parti nåede i denne måling over 10 procent!
Manipulation
Journalisternes ekstreme politiske holdninger bliver afspejlet i mediernes dækning ad Dronning Margrethes nytårstaler. Denne dækning er i år endnu engang groft misvisende.
Journalisterne at lægge deres egne politisk korrekte og venstreorienterede synspunkter i munden på dronningen.
Denne manipulation følger en meget simpel metode:
Man tager synspunkter, som dronningen har fremsat på et tidspunkt, hvor der i hele det danske samfund var en stærk tendens til politisk korrekthed i debatten om indvandring og udlændingepolitik.
Derefter lader man, som om dronningen har fastholdt disse synspunkter frem til i dag. Man bliver ved med at gentage dronningens tidligere formuleringer uden at fortælle, at dronningen undervejs har rykket sig markant i retning af en mere kritisk holdning til den ikke-vestlige indvandrings problemer.
”Små dumsmarte bemærkninger”
I forbindelse med nytårsaften i fredags skete det igen.
Under dækningen af dronningens nytårstale fremhævede TV2-journalist Jesper Nilausen, at dronningen i sin tid gav danskerne en meget omtalt opsang ”om vores forhold til udlændinge”. Han refererede til dronningens advarsel om ”små, dumsmarte bemærkninger” om indvandrere.
Men TV2-journalisten fortav fuldstændig nogle afgørende kendsgerninger:
Dronningens bemærkninger faldt helt tilbage i 1984. Dengang var den politiske korrekthed i forhold til udlændingepolitikken meget stærk, og det satte sit præg på majestætens fordømmende bemærkninger om ”dumsmarte bemærkninger”.
Siden blev den udlændingepolitiske debat i Danmark langt mere åben, og det satte i høj grad sine spor hos Dronning Margrethe selv. Hun ændrede sin holdning og sine formuleringer betragteligt – til en langt større bevidsthed om de konflikter, som masseindvandringen skaber i vores samfund.
Men det sagde journalist Jesper Nilausen fra TV2 intet om, da han kommenterede nytårsaften. Man blev efterladt med det indtryk, at dronning Margrethe ikke har ændret sine holdninger siden hendes fordømmelse af de ”små, dumsmarte bemærkninger” tilbage i 1984.
Journalisternes fortielser
År efter år er journalisterne blevet ved med at gentage den med de ”små, dumsmarte bemærkninger”. Sætningen vil sikkert også i de kommende år blive brugt til at slå danskerne i hovedet med.
Men kendsgerningen er, at dronningen har gennemløbet en markant erkendelsesproces i forhold til udlændingepolitikken. Den bliver bare i vidt omfang fortiet af de politisk korrekte journalister i de store medier, med TV i spidsen.
Journalisterne lukker øjnene for den bemærkelsesværdige erkendelsesproces, som dronningen har gennemløbet. De vil ikke se den i øjnene. Så vi får nok den samme svada om de dumsmarte bemærkninger igen til næste år.
Offentligheden skal hensættes i den tro, at de politisk korrekte har dronningen på deres side. Man vil have os til at sluge, at vendingen om ”de dumsmarte bemærkninger” dækker, hvad dronningen mener i dag. Men det gør den ikke. Dronningen har udviklet et kritisk blik for problemerne ved udlændingepolitikken.
Det er ikke nok at være født i Danmark
I nytårstalen fra 2016 markerede dronningen sit standpunkt meget tydeligt:
”Flygtningene må forstå, hvor de er kommet hen. Til et land, hvor ikke blot klimaet er et helt andet, men hvor livsformen og skikkene er andre og har en lang historie og dybe rødder.”
Hun slog fast, at ”danskhed er mere end bare at bo i Danmark. Danskhed er forbundet med fælles historie, kultur og sprog”. Det er ikke nok at være født her i landet.
Dermed fik hun også indirekte lagt luft til de stærke politisk korrekte kræfter i dansk journalistik.
I en interviewbog (skrevet af journalist Thomas Larsen) tog hun frontalt fat på de store, sprængfarlige emner: Masseindvandringen fra muslimske lande, islams rolle, parallelsamfund og danskhed.
Der er en klart advarende tone i den danske dronnings udtalelser:
”Måske handler dette også om, at når der kommer så mange på én gang fra så anderledes vilkår og med en bestemt religion, bliver det sværere.”
Næste år skal vi sikkert til det igen
Men de politisk korrekte journalister er bare fortsat i den samme skure, hvor de ignorerer den store erkendelsesrejse, som den danske dronning har været på.
De har i deres politiske korrekthed udviklet en ekstrem resistens over for kendsgerninger. Det er de korrekte meninger, der tæller.
Så næste år ved nytårstid vil journalister og hofkommentatorer sikkert endnu engang slå danskerne i hovedet med dronningens næsten 40 år gamle ord om de ”dumsmarte bemærkninger”.