Så blev en meget langstrakt optakt til fødslen af nye politikere i Folketinget overstået. Nu venter vi på efterbyrden. Også den ser ud til at kunne trække ud med et hav af bogstavkombinationer.
Man skal nok være meget stærk i troen, hvis man regner med, at det vil gøre nogen særlig forskel med den ene eller anden bogstavkombination i den nye regering.
Der var ét meget glædeligt udfald af valget
Sikandar Siddiques ”mit eget parti” kom ikke ind. Det var så glædeligt, at det retfærdiggjorde den halve nat foran TV og at være noget klatøjet næste dag.
Bare tanken om at skulle høre på hans brovtende og forvrøvlede sludder de næste 4 år, hans racismeanklager, hans evindelige jamren over det land, der har givet ham alt og har forsørget ham med skatteyderkroner fra hans fødsel og stadigvæk gør det, har været helt ubærligt.
Han mener, at grunden til den modstand, han møder, er hans provokerende holdninger. Mon? Provokerende holdninger har en stor del af politikerne givet udtryk for gennem årene. Modstanden skyldes tværtimod en manglende evne til at ”stikke fingeren i jorden”. Man kan kun sige, at med sin pakistanske baggrund, som forældrene har fastholdt ham i, forstår han ikke den danske kultur. To inkompatible kulturer er en kombination, der gang på gang har vist sig at være dømt til at mislykkes.
Hans såkaldte visioner for et land, der – om end ikke perfekt – på mange måder er et af de mest succesrige i verden, får ham ikke et øjeblik til at vakle i sit ønske om et Danmark, der kan ”forbedres” med indførelse af den religion og kultur, hans forældre forlod.
Et dårligt valg
Efter det nedslående valg skrev Siddique på sin facebook:
”I snart 5 år har jeg knoklet, hvad føles som døgnet rundt, for at bringe antiracismen ind i dansk politik, og jeg er utroligt stolt af, hvad vi har opnået, og hvordan vi har formået at sætte racismen på dagsordenen. Det har ikke været nemt, men der kan heller ikke være tvivl om, at Danmark har rykket sig. I starten måtte man nærmest ikke tale om racisme – nu kommer der en antiracistisk handleplan.”
Jeg hæftede mig især ved en af kommentarerne, Yusif Al-Shamaris, fordi den viste, at nogle migranter – ligesom den danske befolkning – ved, hvad langt de fleste politikere aldrig har fattet:
”Kæmp videre. Lige så snart der flere der får det danske statsborgerskab, skal du nok komme i Folketinget.”
Man kunne have tilføjet: Ja, og 4 års flere utallige børnefødsler.
Frie Grønne større end Socialdemokratiet?
Siddique havde ellers ikke et sekund troet på meningsmålingerne, for han havde altså fået mange tilkendegivelser ude blandt folk, siger han. Formentlig først og fremmest i ghettoerne, selv om man på hans facebook kan se en hel del danske kvinder, der hylder ham.
I ghettoerne havde han så stor succes, at med en yderligere stigning i antallet af muslimer, eksisterer Danmark ikke mere. Disse tal ville på landsplan have givet ham en større stemmetal end socialdemokratiet. Se DKA.
Det er dog overhovedet ikke noget, der anfægter størstedelen af politikerne. Se DKA.
Med lidt hjælp fra imamerne
Som den tæt tilhyllede Asmaa Abdol-Hamid i sin tid fik imamernes hjælp til at fortælle muslimerne, at det var hende, de skulle stemme på, har også Siddique fået hjælp, endog fra Fredens Moské (kendt fra afsløringer i TV), så han fra Folketingets talerstol vil få mulighed for at udbrede islamismen i Danmark.
Imamerne har stor interesse i at få placeret islamister i det danske Folketing, da det er herfra alle love, der skal lukke munden på danskerne, udspringer. Og hvad er bedre end en indhyllet kvinde og en hadsprudende mand til at repræsentere de muslimer, politikerne har givet dansk statsborgerskab, men som ikke har anelse om, hvordan man stemmer.
Et lille smil kunne dog fremkaldes før valget ved de krumspring, Siddique foretog for at få så mange stemmer i hus, at han kunne blive valgt ind.
Han var bange for, at imamernes opfordringer ikke var nok, for vidste muslimerne overhovedet, hvordan man stemmer? Så han trådte til med retningslinjerne på sin facebook, hvor han de sidste dage inden valget igen og igen fortalte, at ”der kun skal sættes ét kryds”. En vittig dansker gjorde opmærksom på, at der da skal sættes et kryds ud for alle navnene på stemmesedlen ved Frie Grønne.
Indtil videre er det ikke lykkedes imamerne at omdanne vores Folketing til islamismens højborg, men ved hjælp af ghettoerne, hvor Allah har stor indflydelse, vil det, med den fart politikerne har med importen af muslimer, kun være et spørgsmål om tid.
Den usynlige elefants trampen under valget
Selv om der ses en ganske lille sprække i de partier, der gerne vil redde hele verden, undtagen deres eget fædreland, så synes selv de omsider at have forstået, at ”antallet betyder noget”, uden dog at der sker nogen politik handling bag denne erkendelse.
Alligevel blev det vigtigste emne, hvorved alt andet bliver ligegyldigt, nemlig indvandringspolitikken – og her især den fortsatte islamisering af vores land – holdt ude af valgkampen. I stedet valgte de fleste partier at bombe valget til med klima, klima, klima og så selvfølgelig inflationen. At behandle denne med ligegyldighed kunne have forårsaget, at danskerne fandt høtyvene frem.
I et indlæg på document.dk under titlen ”Tys-tys – det taler vi ikke om i denne valgkamp” skriver Morten Uhrskov Jensen bl.a. om indvandringen og islamiseringen: ”den fuldstændig ødelæggende indvandring fra den tredje verden til Europa, herunder Danmark” og ”Kun de færreste ved på noget dybt plan, hvor eksistentiel denne trussel er”.
Netaviser og blogge har gennem flere år forstået alvoren, men nu ser det også ud til, at selv de så politisk korrekte medier er begyndt at fatte, hvor alvorligt det er, at vi har været tæt på at få et muslimsk parti i Folketinget.
I Berlingske (bag betalingsmur) gennemgås i et langt indlæg den 24.10. Siddiques meriter, fra han som 19-årig trådte ind på den kommunale scene i København.
I preamblen skriver journalisterne: ”Historien om Frie Grønnes partileder er en fortælling om urent trav, kynisk magtspil og mistænkelige forbindelser.” Endvidere henvises til TV2s Besserwisserne, der med ”ikke pæne ord” har behandlet ”fænomenet Sikandar Siddique og partiet Frie Grønne”.
Journalisterne har endvidere interviewet flere i det pakistanske miljø. En kilde udtaler: ”De – Sikandar og hans kampagnehold – fisker stemmer på en total udemokratisk måde, og de opfører sig, som om de stadig var i en landsby i Pakistan.”
”Sammenfattet vurderer flere kilder i og omkring det pakistanske miljø, at middagene og transporttilbuddene har været en vigtig faktor for, at Sikandar Siddique fik de mange stemmer i 2019.”
Allah er stor i Folketinget
Siddique har meget tydeligt vist, at han mestrer dobbelttale til perfektion, én til hver af de to grupper, han primært henvender sig til.
Det har nok undret en del, hvordan han er sluppet afsted med at skaffe sig stemmer blandt muslimer, for hvem homoseksuelle forhold og ”regnbuefamilier” (og alt hvad der kan afledes heraf) er en vederstyggelighed.
I Berlingske skriver kommunikationschef og debattør Christian Marcussen den 21.10, at Frie Grønne appellerer til to målgrupper.
”Den ene er de progressive storbyvælgere, der prioriterer klima højest, og som mener alt det rigtige om lgbt+, forbrug, feminisme og kødspisning. Den gruppe vælgere har Enhedslisten og Alternativet ret godt fat i.
Den anden målgruppe er minoritetsetniske borgere – primært muslimer – som Frie Grønne lefler for med religiøs retorik og ønsket om at indføre en blasfemiparagraf og fjerne 24-års-reglen. Eller ved at kalde ghettoloven for racisme og Israel for en apartheidstat. Denne målgruppe er afgørende for, om Frie Grønne kommer over spærregrænsen, og det ved partiet.
Derfor er der en markant mobilisering i gang i det muslimske miljø. Og naturligvis er det ikke partiets lgbt+-politik eller andre progressive ideer, der køres i stilling, når der skal høstes vælgere i moskeen, kulturforeningen eller i de muslimske miljøer online. I stedet er man muslimernes parti.
‘Insha’Allah’ – som de siger i muslimernes parti.”
Hvor skræmmende er lige det?
