Ruslands angreb på Ukraine er sandhedens time. Nu demonstreres det, hvordan en stribe vestlige ledere i pinligt ringe grad forstod den trussel, der udgik fra Putins Rusland.
Den amerikanske avis Wall Street Journal påpeger med rette, at ikke mindst to politiske ledere har et afgørende ansvar for Ukraines aktuelle tragedie.
Angela Merkel
Den ene er Tysklands tidligere forbundskansler Angela Merkel.
Hun gennemskuede slet ikke den trussel mod Vesten, der udgik fra Putin.
Hun behandlede ham som en mand, hun kunne tale sig til rette med.
Hun svigtede i den grad opbygningen af NATO’s forsvarsevne.
Hun forsømte at beskytte de kræfter i det østlige Europa, som ønskede en demokratisk udvikling og en frigørelse fra den russiske dominans. De blev udleveret til Putins rå magt, mens Merkel sendte ’små hjerter’ til ham.
Hun gjorde sit land dybt afhængigt af Rusland på energiområdet. Dels koblede hun i den grad Tyskland op på energikilder, der var kontrollerede af Putin. Dels forsømte hun at udvikle energiformer, der kunne være grundlaget for tysk selvstændighed fremover.
Hun lod A-kraften lægge for had i miljøpolitikkens navn og forlovede sig i stedet med den russiske olie- og gasindustri – mens den vedvarende energi foreløbig kun var noget fryns.
Dermed gav hun Putin en afgørende magtposition i forhold til Tyskland og Vesten på energiområdet. Og i sikkerhedspolitikken signalerede hun svaghed og eftergivenhed over for den russiske tyran.
Det siges, at Merkel er bange for hunde, og at Putin har været klar over dette. På et møde i 2007 kom hans store hund ind i mødelokalet og nærmede sig Merkel, der var synligt utilpas, som det fremgår at skærmprint fra CNN. (artiklen fortsætter under billedet)
Uanset, hvad man nu måtte lægge i dette billede, er kendsgerningen, at Merkel var politisk alt for eftergivende og tilpasningsivrig i forhold til Putin.
Hun gjorde det muligt for ham at leve sine drømme ud om et nyt russisk imperium, der skal være mindst lige så stort og mægtigt som det sovjetiske imperium.
Olaf Scholz
Merkels efterfølger som forbundskansler, socialdemokraten Olaf Scholz, har lagt kursen om.
Men det hører med til historien, at det er sket efter betydeligt pres fra USA.
Scholz foreslår en væsentlig forhøjelse af forsvarsbudgettet, så det når to procent af bruttonationalproduktet.
Han vil skrinlægge Nordstream 2 – gasledningen, der skulle sælge og sende masser af russisk gas direkte til Tyskland.
Han vil øge våbenhjælpen til ukrainerne, efter at Tyskland var kommet med et latterligt tilbud om at sende nogle militærhjelme.
Men kendsgerningen er, at disse tyske kursændringer er kommet tøvende og efter amerikansk pres.
Tyskerne taler nu også om mere vedvarende energi, der kan reducere energi-afhængigheden af Rusland. Men også på dette punkt ser omlægningerne ud til at have ganske lange udsigter. Så det har stadig ret lange udsigter, før man får en markant større tysk uafhængighed af Rusland
Barack Obama
USA’s svage præsident Barack Obama har med sin valne og usikre optræden også bidraget kraftigt til at nære Putins ambitioner om ny russisk storhed.
Obama bliver blandt andet husket som præsidenten, der nægtede at sælge dødbringende forsvarsvåben til Ukraine. Han fastholdt dette, selv efter at Putin havde besat Krim. Han ville ikke engang sælge de panserværnsvåben, der nu er med til at bremse de russiske styrker i Ukraine.
I et interview i 2016 kom Obama med den rystende udtalelse, at Ukraine ”vil have svært ved at modsætte sig en russisk militær dominans, lige meget hvad vi gør” Det kan man da kalde en opgivende, defaitistisk holdning.
Obama havde svært ved at indse, at magt i udenrigspolitiske anliggender også må omfatte militær magt. Man kan ikke snakke sig til denne magt. Det er Putin til gengæld fuldt og helt klar over.
Som Wall Street Journal skriver:
”Under hele sin embedsperiode forstod Obama ikke, at ’magtens natur i udenrigspolitiske anliggender’ nu som før indbefatter militær magt. Det er Putin til gengæld fuldt bevidst om.”
Han skred til militær handling over for ukrainerne, mens Obama havde sørget for, at USA var elendigt forberedt på at håndtere en sådan situation.
Men ukrainerne har kæmpet en heroisk og dygtig kamp mod den talstærke russiske hær – med gradvist stigende våbenstøtte fra vestlige lande.
Kinas rolle
Ukrainerne kan ikke håbe på at besejre den russiske kæmpe rent militært. Men man yder en imponerende modstand, som skaber problemer for Putin, og som kan føre til, at der bliver udfoldet stigende anstrengelser for at finde forhandlingsløsninger.
Ét land kan få en nøglerolle som initiativtager til forhandlinger om en fredelig løsning: Det kæmpestore Kina, der både har traditionelle bånd (kommunismen) til Rusland/det tidligere Sovjetunionen og gode relationer til Ukraine.
I tirsdags fandt et videomøde sted, som kan være begyndelsen til en våbenhvile og siden hen måske fredsforhandlinger i forbindelse med Ukraine.
Hovedfiguren på mødet var Kinas stats- og partichef Xi Jinping. Endvidere deltog den tyske forbundskansler Olaf Scholz og den franske præsident Emmanuel Macron.
Kina er rykket ind i centrum af verdenspolitikken. Det bliver meget interessant at se, hvad Kinas rolle kan komme til at betyde for Ukraine.
