Almohamad og hans familie fra Syrien fik stort set alt i Danmark – men nu sidder han og klager sig på TV, fordi ukrainerne fik mere

Tilfældige asylansøgere på Hovedbanegården i København (Arkivfoto: Steen Raaschou / Snaphanen.dk)

Den seneste særlov, ukrainerloven, har bragt den mest usle misundelse frem i de migranter (hvad enten de er født på Rigshospitalet eller ikke), der er kommet hertil, og som mener sig forfordelt.

 

”Hvorfor skal de ha’ – det fik vi ikke”, lyder klagerne. Det er som at høre små børn i skolegården skændes om, hvem der har fået det største æble.

 

Mener migranterne fra Mellemøsten og Afrika (MENAP-tilvandrerne) virkelig, at vi danskere slet ikke har givet dem noget som helst, siden misundelsen er så voldsom i forbindelse med danskernes hjælp til ukrainerne?

 

Vi kan jo spørge den syriske migrant Mahmoud Almohamad, på hvilken måde han mener sig forfordelt.

 

Eller måske få ham til at indrømme, at vi danskere trods alt har klaret hele hurlumhejet med storfamilien ret godt, selv om invasionen bestemt kom noget uventet.

 

Syrisk migrant er så ked af det

I Aftenshowet den 16. marts måtte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forsvare ukrainerloven over for Mahmoud Almohamad (minut 12:27 – 29:28), som sammen med sin far og mor og hele sin storfamilie var kommet i sikkerhed i Tyrkiet i 2015.

 

Minut 26:45 er der et kontrafej af hele familien. Dem har de danske skatteydere sikkert også gjort deres bedste for. Bemærk de fem voksne kvinder i den muslimske 700-tals mode. Fremtidens ”danskere”.

 

Først tog børnene afsted, og senere kom så far og mor med den yngste søn. De måtte alle sejle ud med gummibåd fra Tyrkiet til Athen efter først at have forsøgt sig i Libanon. De to muslimske lande var der ingen fremtid i, så nu gjaldt det Europa.

 

Fremfor at søge asyl i Grækenland valgte de den skrappe tur med busser, tog og gåtur op igennem Europa, til de nåede det høje nord.

 

De ville så gerne have været hentet af en bus i Athen, jamrede Almohamad. Det kan man da godt forstå, men vi vidste jo ikke, at de var på vej.

 

Efter meget, meget lang tid, dvs. et halvt år, fik familien asyl og kunne så flytte i nærheden af den søster, der allerede var familiesammenførst med sin mand.

 

Almohamads klager gik også på, at syrerne ved ankomsten til Danmark først skulle gennem interviews i stedet for, at vi bare sagde ”kombardo”.

 

Det var der nu ikke noget mærkeligt i. Ingen anede, hvem vores nye gæster var. Identitetspapirer var smidt væk, så alle asylshopperne kunne erklære ”vi er alle syrere”. På nøjagtigt samme måde, som alle fra Ukraine nu hævder, at ”vi er alle ukrainere”. Se DKA her.

 

De eneste, der på grund af hudfarven ikke kunne være med på den vogn, var afrikanerne fra Sub-Sahara.

 

Almohamad er lærenem, og det har ikke taget ham lang tid at lære, at her i Danmark beder udlændinge ikke om noget; de kræver. Derfor kræver han, at den danske asyllovgivning skal laves om, for den skal være ens for alle fra Mellemøsten og Afrika (MENAP-landene), uanset om han og hans familie kunne vælge mellem 57 muslimske lande, så de ikke skulle forlade deres kulturelle nærområde.

 

Den sørgmodige Almohamad

Almohamad var stadig ked af det. Ganske vist havde han og familien fået alt (efter den lidt ringere forsørgelse det første halve år): bolig, forsørgelse, og for eget vedkommende, uddannelse. Men det var ikke nok, når ukrainere fik mere.

 

Og han fik god hjælp af værten Kristian Ring-Hansen Holt, der lod, som om han heller ikke fattede en lyd af den særlov. Som det sig hør og bør på vores venstrefløjede TV-kanaler, stillede Holt derfor de samme spørgsmål igen og igen med den velkendte indledning: ”Bare så jeg forstår det”.

 

Det ville højne TV-kanalernes udsendelser, hvis værterne kunne fatte det sagte første gang, hvor det allerede er sivet ind hos seerne.

 

Man må beundre Tesfayes forsøg på at få hul igennem til Holt uden på noget tidspunkt at hidse sig op over så meget (forestillet?) uforstand. Enhver anden ville have tabt kontenancen.

 

Den kvindelige vært, Nola Grace Gaardmand, lød, som om hun godt kunne forstå, hvad Tesfaye forklarede. Så hun gød olie på misundelsens oprørte vande og roste Almohamad for, at han jo havde klaret sig godt. ”Jo, men…”, sagde han ynkeligt. Misundelsens gnavende orm var ikke sådan at slippe af med.

 

Hvad vil du have mere, Almohamad? Hvad mere kan vi danskere give dig?

 

Hele Tesfayes forklaring på, hvorfor særloven blev vedtaget, kan høres på linket til Aftenshowet ovenfor.

 

Det udvalgte land i det høje nord

Det viste sig, kunne man senere læse, at forældrene havde fået indraget deres opholdstilladelse og måtte flytte på Sjælsmark. Hvorfor det kun skete for forældrene og ikke hele familien, kender vi ikke sagen godt nok til at vide noget om.

 

Men i stedet for at flytte med sine gamle forældre tilbage til hjemlandet eller et andet land, hvor de kulturelle forhold uden tvivl vil passe familien meget bedre, fik den rådsnare Almohamad en idé. Han henvendte sig til Gud og hvermand. Og det er noget, der batter i Danmark.

 

Faderen fortalte om familiens strabadser under rejsen, hvor de skulle igennem Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland for til sidst at nå frem til Danmark, hvor de endte med at søge asyl.

 

Men nej, der var ikke tale om asylshopping, for allerede, mens de stadig var tæt på hjemlandet, bestemte faderen, hvor de alle skulle hen: ”Jeg valgte Danmark, fordi det er et land, der har frihed og demokrati, og nu er jeg overrasket over, at det er det modsatte, der er sket.”

 

Danmark blev ikke valgt som destination, men udvalgt. Vi blev så at sige kåret, som det bedste land at slå sig ned i. Så der er vel ikke noget at sige til, at faderen blev skuffet over at have taget så meget fejl.

 

Men sønnen Almohamad mente, at på en eller anden måde skulle det nok lykkes, at de alle fik lov til at blive i Danmark. Og det gjorde det.

 

Nu behøver politikerne ikke længere ømme sig over ”Danmarks omdømme”. Vores ry er intakt, selv i Syrien kender man til det.

 

Vores ansvar over for flygtninge fra vores kulturelle nærområde

Mens danskerne strømmer til med hjælp til ukrainerne, harcelerer Folketingets enfant terrible, Sikandar Siddique, over ukrainerloven i et interview i avisendanmark.dk: ”Vi har IKKE noget særligt ansvar for ukrainske flygtninge.”

 

Det har han ret i, at han og hans ligemænd ikke har, men det har til gengæld vi danskere.

 

Siddique mener, at ”Særloven (…) handler om at holde folk fra f.eks. Mellemøsten og Afrika ude af Danmark.”

 

Jamen, så har Siddique altså omsider fattet det. Det gør næsten Mikael Jalvings kronik i JP ufornøden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…