Ukraine: NATO-landene står nu over for afgørende valg, der kan få meget eksplosive konsekvenser

Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg før NATO-møde i Brussel EPA/STEPHANI

Landene i NATO og EU har hidtil holdt sammen under Ukraine-konflikten. Man har været enige om, at det er afgørende at holde fælles fodslag. Men under enigheden ligger politiske spændinger.

 

På helt centrale spørgsmål støder forskellige grundholdninger sammen, selv om man altså bestræber sig på at holde konfliktniveauet nede udadtil.

 

Men i længden kan landene ikke bare nøjes med at prøve at holde balancen. Det skal træffes nogle afgørende beslutninger, og de kan få ganske eksplosive konsekvenser.

 

Økonomiske sanktioner

Det gælder for det første de økonomiske sanktioner mod Rusland.

 

Man er enige om at sætte en stopper for importen af russisk kul. Men kulimporten fra Rusland har kun begrænset betydning for EU-landene, så denne sanktion har ikke de helt store konsekvenser.

 

Der er langt mere på spil, når det gælder holdningen til et stop for russisk olie og gas.

 

EU’s førende nation, Tyskland, har gjort sig meget afhængig af russisk olie og gas. Det skete allerede med det meget omtalte Nordstream 2 projekt, der nu er skrinlagt.

 

Tyskerne frygter, at hårde sanktioner på dette område kan ramme dem selv i nakken. Så de siger nej til en olie- og gasboykot af Rusland.

 

Men uden en sådan boykot, vil det økonomiske pres på Rusland være begrænset.

 

Det får vise sig, om Tyskland begynder at flytte sig i dette spørgsmål.

 

Jovialt forhold til Putin

Den tyske uvilje mod en olie- og gasboykot mod Rusland skyldes ikke bare bekymring for forsyningssikkerheden med energi. Den har også politiske årsager:

 

I Angela Merkels regeringstid knyttede Tyskland politisk tætte bånd til Rusland. Merkel og Putin havde en ret fortrolig politisk relation, hvilket nu har udløst hård kritik af Merkel for at forholde sig alt for eftergivende over for eneherskeren i Kreml.

 

Denne kritik er aldeles berettiget, men for Tysklands vedkommende kommer den alt for sent.

 

Stort set hele den politiske klasse i Tyskland havde et uhørt ukritisk, ja, ligefrem jovialt forhold til Putin og hans håndgangne folk.

 

Det gælder således den nuværende præsident og tidligere udenrigsminister Frank Walter Steinmeier. På nyligt offentliggjorte fotos har man kunnet se Steinmeier og den russiske udenrigsminister Lavrov i en tæt, næsten kærlig omfavnelse.

 

Steinmeier har nu følt sig foranlediget til at komme med visse selvkritiske bemærkninger i den forbindelse. Det er trods alt lidt mere end Angela Merkel, der fortsat lader, som om hende nære forhold til Rusland var helt pingeling.

 

Statsbankerot

Den tyske politiske elites særlige bånd til Rusland har også givet sig udslag i, at Tyskland holder sig tilbage med at udnytte de enorme økonomiske problemer, som Rusland står med.

 

I modsætning til den tyske holdning har amerikanerne sat tommelskruerne på den russiske stat, når det drejer sig om tilbagebetaling af gæld. Rusland risikerer om ikke at gå statsbankerot, så i hvert fald at løbe tør for udenlandsk valuta.

 

Våbensalg

Uenighederne inden for den europæiske lejr er ikke mindst trådt frem i forhold til våbensalg.

 

Ukraine har presset hårdt på for at få leveret flere, tungere og mere moderne våben fra de europæiske lande. Dette er også det absolutte ukrainske hovedbudskab på dagens udenrigsministermøde i NATO.

 

Længe har Ukraine arbejdet på at få topmoderne våben leveret fra specielt de tyske våbenproducenter, der er blandt de førende i verden.

 

Flere af de tyske producenter har gjort det klart, at de står parat til at levere disse våben til ukrainerne. Men den tyske regering har spændt ben.

 

Forsvarsminister Christine Lambrecht har forholdt sig fuldstændig passivt til de ukrainske ønsker, bortset fra nogle bemærkninger om, at ukrainerne kunne få gamle våben fra de tyske lagre. I øvrigt henviste forsvarsministeren til forbundskansler Scholz, der heller ikke ligefrem har gjort meget.

 

Tysklands konfliktskyhed og eftergivenhed i forhold til Putins Rusland har således betydet, at de hårdt kæmpende ukrainerne har været klart dårligere udrustede, end de behøvede at være.

 

Da Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, ankom til dagens NATO-møde, sagde han, at Ukraine kom med tre ønsker til mødet: ”Våben, våben og våben”.

 

Dermed lagde han endnu engang pres på specielt Tyskland. Det skete med den selvbevidsthed, som udenrigsministeren fra en nation, der har vist sin militære dygtighed og tapperhed i praksis, kan optræde med.

 

Professorer med russisk baggrund: ”Stå fast mod Putin!”

Europæiske landes boykot af russisk energi er mildt sagt ikke nogen gratis omgang. Det koster – både for staterne, for borgerne og for virksomhederne.

 

Men alternativet vil være værre. Både når det gælder kampen for frihed og demokrati og såmænd også, når det gælder de europæiske landes økonomi.

 

Det understreger to fremtrædende professorer i økonomi, der begge har russisk baggrund, men arbejder i Vesten.

 

De er ansat på to vestlige elite-universiteter: Professor Sergej Guriew fra Sciences Po i Paris og professor Oleg Itskhoki fra UCLA i Los Angeles.

 

De har følgende kommentar til situationen, som de er enige om:

 

Det er rigtigt, at en hård politisk og militær linje over for Rusland, kan optrappe konflikterne her og nu.

 

Men hvis man ikke sætter kræfterne resolut ind på at tage opgøret med Putins Rusland nu, risikerer man et meget langvarigt opgør med ødelæggende konsekvenser.

 

Mange flere mennesker vil dø, og det vil ikke frelse Ukraines økonomi. Den vil blive kørt helt i smadder af en langvarig konflikt.

 

Selv Tyskland…

Konklusionen fra de to russisk fødte professorer er: Ingen eftergivenhed. Sæt hårdt mod hårdt nu. Det er det eneste holdbare på længere sigt.

 

Selv Tyskland begynder vel nu at krabbe sig lidt i den retning. Men der skal mere til.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…