De fleste har sikkert opdaget, at endnu en omskrivning eller eufemisme gennem de sidste par år har sneget sig ind i det danske sprog.
Den sidste nye omskrivning er ”brun”, som skal anvendes om alverdens nationaliteter, der har fundet vej til Danmark. Siger man ”brun”, så behøver man ikke spekulere på, om personen med et fremmed udseende (også de, der er blevet meddelt statsborgerskab) skal kaldes flygtning, indvandrer, anden etnisk herkomst, migrant, papirdansker eller borger fra en af MENAP-landene. Det er landene i Mellemøsten, Afrika, Pakistan, samt Tyrkiet.
For venstrefløjen, der er besat af folks hudfarver, er selv sorte afrikanere nu brune.
Det bør vi, den ”hvide majoritetsbefolkning” – der i venstrefløjens mund lyder som et skældsord – nu kalde alle fremmede fra den 3. verden. Ellers er vi vist racister.
Det handler om kulturforskelle og ikke om hudfarve
Når indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer, så er det på grund af kultursammenstød og ikke på grund af hudfarve.
Migranterne fra Mellemøsten og Afrika kommer fra en ikke-vestlig ofte muslimsk kultur, der er meget anderledes end den danske.
Det er samfund, der ofte er religiøst styret, præget af islams religiøse love, sharia. De har groft sagt kun meget lidt demokrati, udbredt kvindeundertrykkelse og vold frem for dialog.
Denne kultur præger generelt sagt mange af de migranter, der kommer til Danmark. Bestemt ikke alle, men en stor del. Derfor lever mange i Danmark i (muslimske) parallelsamfund fjernt fra danske værdier og adfærd.
Det skaber kultursammenstød, og det er et enormt problem for sammenhængskraften i Danmark.
Men det har venstrefløjen og andre politisk korrekte aldrig ville se i øjnene.
De vil ikke tale kulturforskelle og kultursammenstød.
Derfor har de nu fundet på, at det hele handler om forskellig hudfarve.
Så kan de påstå, at problemerne stammer fra danskernes fordomme:
Når danskere er kritisk overfor indvandringen, så er det udtryk for hvide menneskers fordomme mod mennesker med brun hud, lyder påstanden.
Det er en grundlæggende helt forkert. Danskere er generelt betragtet ligeglade med hudfarve. De mener gennemgående, at det er fint med forskellighed.
Danskere er faktisk ret forstående – så længe det ikke er kultursammenstød, der undergraver det positive i dansk kultur.
Men alligevel trænger den falske modsætning mellem hvid og brun hudfarve mere og mere ind i den offentlige debat. Det oplevede man forleden aften i TV.
Det hvide Folketing
Lørdag aften, den 19. november, var Tarek Zaid Hussein og Rosa Lund (EL) i Deadline. Værten var Issa Mahmoud Jeppesen.
Overskriften på aftenens udsendelse var ”Tarek, Rosa og det hvide Folketing”.
Da overskriften holder sig til fornavnene, vil jeg gøre det samme i det efterfølgende.
Det er vel unødvendigt at præcisere, at Rosa er den hvide, som repræsenterer den hvide magtstruktur. Det var hun vist nærmest lidt forlegen overfor.
Tarek er naturligvis den brune, selv om hans hudfarve synes lige så lys som mange danskeres. Det eneste, der rigtigt adskiller hans udseende fra en danskers, er den enorme kulsorte skægvækst (i folkemunde: imamskæg), der dækker det meste af hans ansigt.
Tarek om Folketinget
Tarek var nu ikke særlig kontroversiel, selv om han gik ind for, at Folketinget burde afspejle befolkningssammensætningen. Og at deres foretrukne politiske emner ikke blot skulle være udlændingepolitik og integration.
Han kom ind på Frie Grønne, som han mente reducerede etniske minoriteter til at være et spørgsmål om hudfarve. Han kaldte det ”kollektiv lav selvtillid”.
På spørgsmålet om, hvorfor etniske minoriteter ikke stemmer i samme grad som danskere, svarede Tarek, at det beroede på en manglende demokratisk arv, og at de – hvad de vist troede de kunne – aldrig ville kunne finde et parti, de var helt enige med, og som først og fremmest tog sig af deres interesser.
Man skulle jo så mene, at et sådant parti havde de fået i Frie Grønne, et hadefuldt, intolerant, ekskluderende parti. Men lykkeligvis var det ikke dér, de etniske minoriteters interesser lå.
Der er jo kun fem
På Jeppesens spørgsmål til Rosa om, hvor mange af det nye Folketings 179 medlemmer, der var af anden etnisk herkomst, svarede hun, at der beklageligvis kun var fem.
Lige så beklageligt var det vist, at kun én af disse, nemlig Samira Nawa (RV), var fuldblods langbortistaner, dvs. med to udenlandsk fødte forældre. De andre fire havde fædre eller mødre af dansk eller anden nationalitet.
Rosa beklagede, at Enhedslisten havde mistet så mange mandater ved det sidste valg, for ellers var en opstillet iransk kvinde kommet ind. Om det var tabet af mandater, eller at den iranske kvinde ikke kom ind, der tyngede Rosa mest, fremgik ikke.
Konkurrencen om, hvilket parti der kan få flest kvinder ind i Folketinget, synes at have nærmet sig succeskriteriet, så derfor har man kastet sig over andre, der behøver hjælp. Og med venstrefløjen er hjælpen altid nær for ”de brune”.
Rosa nævnede, at Enhedslisten faktisk havde været hurtigt ude med at opstille brune, for allerede i 2007 havde man opstillet en brun, endog højt oppe på partilisten (som nr. 2). Ville hun gerne huske os på.
Om hun forventede et skulderklap for sådan en progressivitet vides ikke, og hun kom ikke nærmere ind på personen. Måske ville Rosa gerne bryste sig af, hvor hjælpsomme Enhedslisten er, når de gælder om at facilitere etniske minoriteters adgang til Folketingets talerstol.
Så hun gik hurtigt videre til at kritisere sig selv og sit parti for ikke at have været gode nok til at få flere brune ind i partiet.
Men da Rosa nu havde lukket katten ud af sækken, bør folk da erindres om Enhedslistens eklatante fejltagelse, der nær havde udraderet partiet.
Partiet der hader religionsdyrkelse – sådan da
Denne ikke-navngivne mildest talt kontroversielle person bragte kaos i partiet og fyldte medier og TV gennem længere tid med gysende og underholdende historier.
Vi, der i 2007 fulgte de bizarre forestillinger dag for dag, vil næppe nogensinde være i stand til at glemme Enhedslistens opstillede tæt tilhyllede islamist, den berygtede palæstinensiske Asmaa Abdol-Hamid, der ikke giver hånd til mænd, som nægtede at underskrive Grundloven, da den var i modstrid med hendes guds egne shari’a-love, og som partiet måtte give to støttepædagoger til at følge hende for at forhindre hende i at sige alt for meget tåkrummende, når journalisterne stillede spørgsmål til hende og så ”oversætte” hendes vanvittige udtalelser, når skaden var sket.
Asmaa Abdol-Hamids holdninger og adfærd illustrerer, at sammenstød mellem danskere og indvandrere handler om værdier og ikke om hudfarve.
Abdol-Hamid gjorde sig også uheldigt bemærket ved at benægte, at det var muslimer, der fløj ind de to tårne i New York. Fra Ahmed Akkaris bog Min Afsked med Islamismen ved vi, at hun henvendte sig til de imamer, der forårsagede Muhammed-krisen med sine egne gode ideer om, hvordan de kunne være med til at skade Danmark mest muligt. Men imamer lytter ikke til kvinder, så hun blev verfet væk.
Men noget kunne hun da gøre. Som talsperson for elleve muslimske organisationer politianmeldte hun Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination efter publicering af Muhammed-tegningerne. Anmeldelsen blev dog afvist.
Islamisten blev efter sigende for meget for mange af Enhedslistens medlemmer, der skred fra partiet, både fra Københavns Borgerrepræsentation, Folketinget og Enhedslistens hovedbestyrelse. Partiet kom ved valget tæt på spærregrænsen.
Hvis den iranske kvinde kommer ind ved næste valg, må vi krydse fingre for, at Enhedslisten får lidt mere held med den nye mandat.
