To muslimske brødre begik bestialsk ’æresdrab’ på deres søster – nu går den døde kvindes søn til angreb på morderne i familien

En uhyggelig sag bliver i øjeblikket oprullet i landsretten i Berlin. To afghanske brødre på 25 og 22 år står anklaget for at have myrdet deres storesøster. De to muslimske mænd mente tilsyneladende, at søsteren havde krænket familiens ære, fordi hun var blevet for vestlig i sin levevis. (Die Welt)

 

Den myrdede 34-årige kvinde, der omtales som Maryam H., var fraskilt og boede i Berlin med sine to børn – en dreng på nu 13 år og en dreng på nu 9 år. Maryam var kommet til Tyskland fra Afghanistan sammen med sine to yngre brødre.

 

I midten af juli sidste år blev hun meldt savnet. Politiets efterforskning pegede i retning af, at hun var blevet myrdet.

 

De to brødre blev anholdt, og nu er de for retten i Berlin.

 

Anklaget for mord

De to brødre er anklaget for i fællesskab at have myrdet søsteren den 13. juli sidste år. Hun var ikke længere nogen god muslimsk kvinde efter deres opfattelse. I tyske medier er mordet blevet omtalt som et ”æresdrab”.

 

Tilsyneladende mente de to afghanske mænd, at de var i deres fulde ret til at behandle søsteren på den mest barbariske måde, fordi hun var blevet for vestlig.

 

Først og fremmest anså de det som deres ret og pligt at slå hende ihjel, fordi hun trodsede de fundamentalistiske islamiske forskrifter, der kræver kvinders underkastelse.

 

Derefter behandlede de hendes døde krop med en fuldstændig afstumpet mangel på respekt.

 

Proppede hendes lig i en kuffert og tog den med i toget

Den 13. juli, hvor mordet på den muslimske kvinde havde fundet sted, proppede de hendes lig i en kuffert på hjul. Derefter tog de kufferten med den døde kvinde på en længere togrejse fra Berlin til Bayern, hvor den ene af brødrene boede.

 

De to brødre var tilsyneladende vældig vrede over, at søsteren ikke havde levet op til alle deres islamiske forskrifter. Men de havde åbenbart ikke noget problem med bare at smide hendes lig op i togets bagagenet.

 

Onklerne gjorde moderens liv til et helvede

Nu kører retssagen så mod dem, og i den forbindelse har Maryam H.’s 13-årige søn og hendes 11-årige datter leveret deres kommentarer på video.

 

Børnene beskriver deres to onkler, der slog deres mor ihjel, som kontrolgale voldsforbrydere – især den ældste af onklerne, Yousuf H. ”Mine onkler var rigtig modbydelige mod min mor,” siger datteren Hosna.

 

De slog hende, de ringede hele tiden til hende og de tjekkede uafladeligt hendes mobiltelefon for at kontrollere hendes adfærd.

 

Hosna fortæller, at hendes onkler kom på besøg hver uge, og så måtte moderen varte dem op. Onklerne krævede også, at pigen gik med islamisk tørklæde, men det satte moderen sig imod. ”Vi er i Europa,” lød hendes argument, ifølge sønnen Emran.

 

Men moderen fandt sig i mange overgreb fra brødrene. Hun blev ved flere lejligheder slået af dem, siger sønnen. Hun blev også kaldt ”hore”.

 

Makaber søgning på Google

Særlig slemt var det, fordi moderen brød ud af sit afghanske tvangsægteskab og fandt sig en ny mand. Det endte med den mest uhyggelige brutale afstraffelse:

 

Brødrene kvalte hende og skar struben over på hende. Så blev hendes lig smidt i kufferten, der blev transporteret til banegården i Berlin og siden hen til Bayern.

 

Overvågningsbilleder fra banegården Berlin-Südkreuz viser, hvordan de to brødre bærer en kuffert, der buler ud, op i toget. Aldeles makabert.

 

Og det skulle vise sig endnu mere makabert: Kort tid forinden havde den ene af brødrene, Yusuf H. googlet oplysning om ”kuffert på op til 70 kg Berlin”. Så de havde tilsyneladende forberedt sig omhyggeligt på at skulle slæbe rundt på søsterens lig og sende det afsted.

 

Drengen gjorde oprør i retssalen

I retssalen lagde den 14-årige Emran al traditionel muslimsk ærbødighed over for onklerne til side og slyngede sandheden lige i ansigtet på dem.

 

”Hvordan kan de leve med dette på samvittigheden?”, lød det forbitret fra ham. ”Hvordan kan de bare fortsætte med at indånde denne luft, efter at de har gjort dette?”

 

Så så Emran lige ind i videokameraet og sagde med en stemme fuld af vrede og hån: ”Og de skal forestille at være mænd, de skal forestille at være muslimer, de skal forestille at have ære i livet?”

 

”De skal forestille at slå ihjel for ærens skyld?”

 

Emran var forarget og vred over, at en bestialsk handling som mordet på moderen kunne blive forbundet med ære.

 

Fjender af friheden

Men onklerne så det faktisk som et æresdrab. Drab på ulydige kvinder bliver forbundet med ære i nogle muslimske familier – mens de fremkalder forfærdelse i vores kulturkreds.

 

Der er en verden til forskel. Og det kan gå helt galt, når fundamentalistiske muslimer som Maryams brødre får mulighed for at slå sig ned i de frie vestlige lande og får lov til at leve som fjender af friheden i muslimske parallelsamfund.

 

Maryam H. ønskede tilsyneladende at tage springet og tilegne vestlige værdier. Hun var i hvert fald på vej i den retning. Men hun blev ramt af de muslimske parallelsamfunds jernhårde justits.

 

En trussel mod vores kultur og værdigrundlag

Sådan går det alt for ofte. Nogle muslimer som Maryam kan blive tiltrukket af friheden i vores samfund. Men gennem de stærke familiebånd følger mange fundamentalister og fanatikere med.

 

Stadig større dele af den muslimske verden slår sig ned i vores verden eller vokser op i vores verden, fordi familien er flyttet hertil. De synes med god grund, at det er langt bedre at bo i Danmark.

 

Det fører alvorlige angreb på vores værdier med sig.

 

Folk som Maryams brødre er ikke bare en trussel mod en kvinde, der forsøger at skabe sit eget liv. De er en trussel mod friheden, ligheden og den kritiske tænkning, som vi bygger vores samfund på.

 

Alt for mange politikere i Danmark og andre europæiske lande har vendt det blinde øje til alt for længe. Man nøjes med nogle kritiske bemærkninger, der kan lyde lidt ’strammeragtige’. Men udviklingen fortsætter, og den betyder en dramatisk ændring i de europæiske befolkningers sammensætning og kultur.

 

Det får alvorlige konsekvenser for sårbare personer som Maryam. Men det får desværre også alvorlige konsekvenser for hele vores kultur og værdigrundlag.

Læs også Den Korte Avis

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…