Lars Christensen, der er ph.d. i historie, har tidligere udgivet det digre værk, Svenskekrigene 1657-60, som fik en fin anmeldelse i Den korte Avis for tre år siden. Nu følger en fortsættelse om Den store nordiske Krig, hvor det lykkes ham på forholdsvis få sider at kaste lys over en lang krig, som sluttede for 300 år siden, og som byttede afgørende rundt på magtfordelingen i Nordeuropa.
20 års krig kort fortalt
Store nordiske Krig og dens følger kan egentlig godt fortælles på ganske få linjer. Sveriges lange dominans som stormagt sluttede, og Peter den Store gjorde sit underudviklede land til en ny stormagt. Putin bygger på sin ”forgængers” bedrifter. Danmark klarede sig rimelig godt, selv om man ikke kom i mål med at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge fra svenskerne. Et nyt Europa opstod med et femmagtsstyre – Frankrig, Storbritannien, Østrig og de to nye drenge i sværvægtsklassen: Preussen og Rusland – som holdt hinanden i skak 1700-tallet ud.
Fire farverige hovedaktører
Krige var i gamle dage en kamp mellem eneherskere. Den almindelige befolkning blev ikke taget med på råd. Fire hovedaktører toner frem: Karl 12., Peter 1. den Store, Frederik 4. og den sachsiske kurfyrste og for det meste også konge af Polen, Frederik August 1. Farverige personligheder, som vi får et indtryk af gennem deres vidt forskellige karaktertræk. Sådan noget er atter blevet en del af historieskrivningen.
Hertugerne af Holsten-Gottorp – først Frederik 4. (lidt forvirrende, da det jo også var navnet på den danske konge) og senere Carl Frederik – var idelig en trussel mod Danmark og lagde hindringer i vejen for en samlet storindsats mod hovedfjenden Sverige. Man fandt med hertugdømmerne en løsning, som dog viste sig at være problematisk og i midten af 1800-tallet førte to krige med sig.
En krigerkonge og hans uopklarede endeligt
Peter den Store vækker både be- og forundring. Charmerende, videbegærlig, uhæmmet, brutal. Sachserkongen fremtoner som en sand mester i upålidelighed. Danskerkongen var på én gang både ret tør og særdeles kvindeglad. Hans søn, den pietistiske Christian, krummede tæer over sin far.
Den krigeriske svenskekonge vil nok fascinere flest. Hans korte liv var fuld af action. Karl 12. flygtede til Osmannerriget efter nederlaget ved Poltava i 1709, hvorefter han idelig pønsede på et come back. Det lykkedes ham på ganske kort tid at tilbagelægge den farefulde langtur fra Makedonien til Fredrikshald, hvor han i 1718 blev ramt af en dræbende kugle. Det er aldrig blevet fuldt opklaret, om det var en fjendekugle, eller om det var en af hans egne, som affyrede den.
Nu eller aldrig! – Aldrig!
I store perioder jagtede hærene hinanden over store afstande, mens man ventede på lejligheden til større slag. Dem var der ikke så mange af. Danmark kom først rigtigt med, da løven Karl var blevet såret. Nu eller aldrig stod der på de danske krigsvogne, da man drog ind i Skåne. Det blev som bekendt aldrig. Stormagterne forhindrede, at magtbalancen blev alt for forandret. Vort fædreland havde for længst mistet evnen til at bestemme over sin egen skæbne.
Lars Christensen skriver med let og ind i mellem humoristisk pen. Han forfalder aldrig til det nørdede. Hvis man er interesseret i detaljerede beretninger om de forskellige træfninger og slag, må man søge andre værker. Alt i alt en vellykket og overkommelig bog, som man er i godt selskab med. Hvad bliver mon hans næste projekt?
Lars Christensen, Den danske drøm om revanche. Store nordiske krig 1700-1721.
Kristeligt Dagblads 2021, 400 sider, ill., 300 kroner.
