Venstres Søren Gade står til at blive den næste formand for Folketinget. Han har fået opbakning fra statsminister Mette Frederiksen og fra sin egen partiformand, Jakob Ellemann-Jensen. Siden har partiledere på stribe tilsluttet sig.
Søren Gade er da også et oplagt valg med sin erfaring og sine midtsøgende politiske holdninger.
To partier med stærke rødder i folkelige bevægelser
Det er mere end nærliggende at lægge et bredere politisk perspektiv ind i, at Socialdemokratiet og Venstre går sammen om at anbefale Gade til posten.
Begge de to partier er bevidste om, at de dermed sender et signal om samarbejde hen over midten mellem de to traditionsrige danske partier, der begge har rødder i stærke folkelige bevægelser:
Venstre og bondebevægelsen, historisk forankret i grundtvigianismen. Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen forankret i en meget pragmatisk version af socialismen.
Et nærliggende samarbejde, men der er bare lige én ting …
Et SV-samarbejde er i og for sig en nærliggende tanke i en situation, hvor man har fået et folketing med mange partier i en særdeles broget sammensætning.
Det kan skubbe til tanker om, at de to store gamle folkepartier påtager sig et fælles ansvar for landets ledelse i form af en SV-regering.
Principielt er det jo en interessant og konstruktiv idé. Der er bare lige én ting: Den har været prøvet før – uden succes.
SV-regeringen i 1978-79
Fra 30. august 1978 til 26. oktober 1979 havde Danmark en SV-regering. Som man kan læse af datoerne, holdt den ikke længe.
Denne brede regering blev dannet på baggrund af ’jordskredsvalget’ i 1973, der frembragte et meget broget folketing, hvor antallet af partier fordobledes fra fem til ti.
De fem nye partier var på forskellig vis fløjpartier, med Fremskridtspartiet som det største og mest markante.
Til det kan man så lægge, at Socialdemokratiet under Anker Jørgensen skabte ustabile forhold i dansk økonomi med store offentlige underskud og høj inflation.
Den brogede politiske situation fik så Socialdemokratiet og Venstre til at indgå et regeringssamarbejde i forsøget på at skabe en vis stabilitet. Socialdemokraten Anker Jørgensen blev statsminister.
Sølle 14 måneder
De interne politiske modsætninger, den gensidige vagtsomhed og den manglende tradition for et indbyrdes regeringssamarbejde fik dog hurtigt partierne til at gå hver til sit igen. Sølle 14 måneder holdt denne SV-regering.
Det ville være forkert at sige, at der slet ikke kom nogen resultater ud af samarbejdet. Men det fungerede så dårligt, at det ikke animerede til nye forsøg på en SV-koalition.
Men nu, cirka 44 år efter dannelsen af denne regering, er en mulig SV-regering igen blevet et tema i dansk politik. Endnu engang er baggrunden, at det tegner svært at nå frem til et stabilt og handledygtigt flertal i Folketinget.
To spørgsmål hænger i luften
To spørgsmål hænger i luften over Christiansborg:
For det første: Kan et nyt regeringssamarbejde mellem S og V tænkes?
For det andet: Hvis S og V går i regering sammen, kører denne regering så lige så hurtigt i grøften som 1970’ernes SV-regering, eller kan den holde sig på vejen gennem en længere periode?
Allerførst må man slå det indlysende fast: S og V kan ikke danne en flertalsregering sammen, eftersom de ikke har mandater nok. Der skal i givet fald flere partier med, og så bliver det naturligvis mere kompliceret.
Noget rod
I princippet kunne man tænke sig, at S og V dannede en mindretalsregering sammen. Men det kunne hurtigt blive noget rod.
For det første skulle de to partier finde ud af det indbyrdes. For det andet skulle dette umage par så også navigere i forhold til den brogede skare af partier i Folketinget for at finde et flertal. Her er rige muligheder for kaotiske tilstande.
En smal S-regering ville efter al sandsynlighed have lettere ved at manøvrere i Folketinget end en SV-regering i mindretal.
Er der noget, Mette F. og Ellemann kan blive enige om …
Man kunne så tænke sig, at S og V gik i regeringssamarbejde med hinanden og med et tredje parti, således, at de havde flertal sammen i Folketinget.
I gamle dage ville nogle røster have bragt De Radikale på banen i den rolle. Men uanset, hvad man mener om De Radikale, så er de i dag et alt for skravlet parti til at kunne stille med de nødvendige mandater for at opnå et flertal.
Moderaterne kunne i princippet være det tredje jul på vognen, så de indgik i en regering sammen med S og V – eller i hvert fald støttede en sådan regering.
Men er der noget, som Mette Frederiksen og Jakob Ellemann kan blive enige om, så er det, at Moderaterne skal holdes på sidelinjen.
Vilde scenarier
Ser man rent mandatmæssigt på sagen, kan man også udtænke mere vilde scenarier – såsom en SV-regering med SF som støtteparti.
Det korte af det lange er følgende:
Det kunne se ud, som om S og V er kommet tættere på hinanden. Man kunne måske tænke sig, at de samarbejdede om at skabe fundamentet for en regering.
Men når man helt kontant ser på, hvem der skulle deltage i en sådan regering og hvem der eventuelt skulle være støtteparti for en sådan regering, så står billedet indtil videre ret uklart.
S og V er kommet politisk tættere på hinanden
Til gengæld må man sige, at der i dag kan skabes et mere solidt politisk fundament for et SV-samarbejde end det, der eksisterede i 1970’erne.
Alt i alt er S og V i dag væsentligt tættere på hinanden i den økonomiske politik, i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og i værdipolitikken, end de var i 1970’erne.
Det var dengang, hvor Socialdemokratiet fablede om atomvåbenfri zoner og var klart mere antiamerikansk.
Det var dengang, hvor der var langt større afstand mellem S og V i den økonomiske politik – med Anker Jørgensen-regeringer, der skabte alvorlig ustabilitet.
Og det var dengang, hvor Socialdemokratiet lagde sig tæt op ad De Radikale i værdi- og kulturpolitikken.
I dag er der klart mindre afstand mellem Socialdemokratiet og de borgerlige i værdipolitik, udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, end der var dengang.
I den økonomiske politik er der også langt større overensstemmelse.
En socialdemokratisk regering vil i dag ikke give los for offentlige underskud og inflation, som det skete under Anker Jørgensen (her ser vi bort fra de særlige forhold, der i øjeblikket præger den internationale økonomi – også den danske).
Kan skabe en masse bøvl
Politisk er afstanden mellem Socialdemokratiet og Venstre blevet mindre, end den var i SV-regeringens tid. Det skulle sådan set give basis for et mindre krisepræget samarbejde end i 1970’erne.
Men til gengæld er der en anden faktor, som kan skabe en masse bøvl: Det er den stadig hårdere kamp om vælgerne:
Mette Frederiksen og Jakob Ellemann vil for så vidt gerne lave et nyt SV-samarbejde hen over midten. Men de vil ikke have Lars Løkke med, for hans utilslørede ambition er at vokse sig større på bekostning af de store etablerede partier, S og V.
En ny historisk situation
Dette er en anden historisk situation end i 1970’erne.
Der er sådan set bedre politiske muligheder for et stabilt SV-samarbejde, end der var dengang. Til gengæld har S og V ikke flertal sammen. Og de har svært ved at få bygget et holdbart flertal op.
Hvis de vil lave en SV-regering, skal de både sikre enighed indbyrdes og skabe et stabilt samarbejde med et eller flere yderligere partier. Men det er svært at se, hvem kan det være.
Alternativet er, at Socialdemokratiet igen regerer alene og søger sine flertal fra sag til sag.
