Sikandar Siddique vil oprette en modstandsbevægelse – nu siger han, at han vil afskaffe Folketinget

Der er ikke noget at sige til, at mange tror, at Sikandar Siddiques parti er valgt ind i Folketinget.

 

Hans parti er dog kun opstillingsberettiget. Til det kommende valg kan så de, der ønsker det samme for Danmarks afvikling, som han gør, sætte deres kryds ved ham.

 

Misforståelsen skyldes formentlig, at han altid er i vælten et eller andet sted i medierne, i aviser og på TV-programmer.

 

Ønsker medierne at promovere denne i egne øjne indflydelsesrige og betydningsfulde politiker?

 

Eller er formålet at udstille ham?

 

Meget tyder på det sidste, når henses til Siddiques uendelige række af vrøvl og  tåkrummende udtalelser, der får ens fødder til at krympe flere størrelser.

 

Visionerne for Danmark

Siddique har rigtigt mange forslag, som skal gøre Danmark til et bedre sted at leve – i hvert fald for islamister.

 

Der skal gøres op med (hævdede) hadforbrydelser, der må gøres noget ved hvidheden, den strukturelle statsracisme (kun hvide kan være racister), ghettopakken og diskrimination skal droppes, krav om automatisk dansk statsborgerskab, ingen lovforslag uden forhåndsgodkendelse, 24-års reglen skal afskaffes, og blasfemiparagraffen genindføres, så islam ikke ustraffet kan kritiseres, krav om at arbejde for sin offentlige forsørgelse er det rene slaveri, for så er det migranterne, der betaler for Arnes pension.

 

Af alle grønne partier hævder Frie Grønne at være det grønneste. I det parti kan man som den små frk. Thunberg se CO2 i luften, og der skal arbejdes meget hurtigt, hvis Siddique skal betvinge solens stråler, varme/kulde, vind og regn, inden det går helt galt.

 

Hijab’en skal hylles om hovedet på hver eneste muslimske, kvindelige ansatte i politiet og i hæren. Hvis ikke, vil kvinderne tilslutte sig IS. Se også DKA her.

 

Stopper det her? Nej, visioner og forslag vælter ud af Siddique som skidt fra en spædekalv.

 

Grundloven – det billige skidt

Grundloven skal ændres, så den passer bedre ind i Siddiques antiracismevirkelighed.

 

Alt for mange migranter lever de under demokratisk apartheid, mener Siddique.

 

Hvad enten de er indvandret fra Rigshospitalet eller er smuttet over vores grænser for 4 år siden, skal de kunne stemme til folketingsvalgene. De skal nemlig være med til at bestemme, hvordan det Danmark, vi kendte, hurtigst muligt kan blive et fuldstændigt ukendeligt Danmark.

 

Om som en ekstra bonus, vil det nok gøre det noget nemmere for Siddique – hvilket han dog ikke nævner – at få nok til at stemme på sig.

 

Vi skal betragte migranterne som en multikulturel berigelse. Tja, bom bom, det kommer nu nok an på, om vi synes, de beriger os. Men ellers kan politikerne vel vedtage en lov om, at det skal vi altså synes.

 

Et forfejlet økonomisk system

Feministisk økonomi (det har nok noget med kvinder at gøre) skal indføres. Forbrug og vækst skal stoppes, for der skal gøres op med, at de rige bliver ”endnu mere perverst overflodssvinagtigt rige”.  Den slags perverse svinagtigt rige har vi dog ikke så mange af i Danmark. Se Siddiques svada i Berlingske den 9. april 2021.

 

Siddique mener også, at de danske skatteydere skal tage sig af den ”foruroligende globale ulighed” udover, hvad vi allerede betaler, bl.a. til de svinagtigt rige i Pakistan, som ikke skænker de ludfattige en tanke.

 

Den almindelige dansker (og dem er der nok flest af), betragter sig vist ikke som rig. Vi kunne dog have været rigere, hvis ikke politikerne havde bebyrdet befolkningen med uintegrerbare og arbejdsvægrende migranter gennem 40+ år. De omkring 100 milliarder+ kroner, de koster den danske befolkning årligt, kunne have været anvendt på danskerne, så pensionsalderen ikke til stadighed skal sættes op. De utallige førtidspensioner, der er blevet kastet i grams til de migranter, der har sat en ære i at opfinde fantasifulde sygdomme for ikke at arbejde, har nu heller ikke hjulpet på familien Danmarks økonomi.

 

En tåbe eller en farlig mand?

Siddique gør ingen røverkule af sine meninger. Han oplyser offentligt, hvad danskerne og de danske myndigheder har i vente af vold og anarki, hvis han får magt, som han har agt. Magten tilhører nemlig ham, og vé de, der kommer på tværs. Så kommer han efter dem.

 

For han har ikke i sinde at flytte sig. Det vil han presse de andre partier til at gøre. Vi må ønske ham god fornøjelse med dette vanskelige projekt. Nogle af partierne er jo ret stædige.

 

Heller ikke journalister, der ellers – med meget få undtagelser – pr. definition er venstreorienterede, synes særligt begejstrede for dette ”kompromisløse” parti, som Siddique selv kalder det.

 

Midt i al vrøvlet har der sneget sig noget faretruende ind.

 

Da han oplyste både på sin Facebook og til Berlingske (bag betalingsmur), at han ville oprette en modstandsbevægelse á la den amerikanske militante bevægelse De Sorte Pantere (mest kendt for vold mod politiet) vakte det ikke nogen større furore blandt politikerne.

 

Opfattelsen synes at være, at man bare skal ignorere ham, da han ikke er værd at spilde tid på. Se DKA her.

 

Der syntes kun at være enkelte, der har fattet alvoren. De fleste indtager en chamberlainsk attitude, hvor der blot bliver trukket på skuldrene, rullet med øjnene eller bemærkningerne druknes i fnis.

 

Jævnligt protesterer dog visse politikere, når Siddique ytrer sig fra folketingets talerstol. F.eks. tog Nye Borgerlige kraftigt til genmæle i folketingssalen, da Siddique annoncerede ét minuts stilhed for en amerikansk forbryder. Og Dansk Folkeparti protesterede, da Siddique under Afslutningsdebatten i år beskyldte danskerne for racisme. Men det er ikke nok at protestere over Siddiques stunts fra gang til gang.

 

Folketingsmedlemmet Marcus Knuth (C) har dog bl.a. skrevet på sin Facebook, at han især bliver bekymret over den annoncerede modstandsbevægelse, ”fordi Sikandar Siddique appellerer til indvandrermiljøer, hvor der i forvejen er alt for meget vold og kriminalitet.”

 

Og der er nok grund til bekymring. For Frie Grønne er selverklærede anarkistiske og antiracistiske. Antiracisterne kender vi som de maskerede tæskehold, der overfalder fredelige demonstranter, og ja, deres formål er anarki. Måske er det dem, han vil indlemme i sin modstandsbevægelse?

 

Men han stopper ikke her. Han har mange flere visioner.

 

Landet Utopia – Folketinget skal nedlægges

I P1’s program “Ring til regeringen” kunne Siddique få mulighed for at udbrede sit sammenrod af visioner for det, han kalder sit utopia (start min. 3:20).

 

Ud med Folketinget og ind med lokalråd: ”Ude i landet skal der være 100 til 150 mennesker, der er model for det, og så skal der bygges ovenpå”. Mon der skal bygges, indtil 6 millioner sidder i lokalrådene?

 

Siddique vil skabe meningsfulde liv, hvor mennesker og naturen er i balance. Og det sker vist, hvis der ikke er økonomisk vækst (se nedenfor om hans afsky for ”arbejderisme”). Vi skal tilsyneladende ikke have noget at leve af, bare gå hånd i hånd gennem livet ude i naturen.

 

Vi skal have anarki (opløsning og mangel på styring), og folket skal bestemme. Hvordan giver det mening?

 

Udsendelsens vært Andrea Dragsdahl indleder min. 3:05 med at sige, at Siddique har sagt, at han gør sig selv arbejdsløs med sit utopia. Lad os håbe, det sker ved valget, inden han selv finder ud af, at hans utopia er utopisk.

 

Så fik Mette Frederiksen nok

I Folketinget sagde Siddique til statsministeren, at Frie Grønne ikke dyrker ”arbejderismen”. Det skal være meningsfuldt og sjovt at gå på arbejde.

 

Så knækkede filmen for statsministeren (scroll ned til videoen kl. 14:16), og hun gav Siddique nogle velfortjente verbale bank, som det vist ikke tidligere er hørt i Folketinget.

 

Siddique kan takke ”arbejderismen” i det danske folk for forsørgelsen af hans forældre, forsørgelsen af ham selv (som stadig pågår) samt hans uddannelse.

 

Jeg har det som Halime Oguz (SF), der ikke kan være i sig selv over hans mageløse hykleri.

 

På sin Facebook udspyer Siddique sit had under dække af at ville gøre så meget godt for de stakler, der må tåle at leve sammen med danskerne. Han sår had, og han høster had.

 

Han er, hvad jeg vil kalde en krigsophidser.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…