Socialistisk Folkeparts gruppeformand, Karsten Hønge, er kommet på overarbejde.
Og årsagen er, at SFs integrationsordfører Halime Oguz, i et debatindlæg i Altinget har leveret eksempler på omfattende integrationsproblemer.
Overskriften er i sig selv opsigtsvækkende:
SF: Mange muslimers fundamentalt anderledes værdier er på vej ud af kontrol.
Men det er ikke SF politik, må man forstå på Karsten Hønge.
.
Der er ellers alvorlige budskaber nok at tage fat på i Halime Oguz’s advarsel.
I indlægget peger Halime Oguz blandt andet på, at der er kommet tabuer i skoleklasser med mange muslimske elever.
Tabuerne drejer sig ikke kun om Muhammedtegningerne.
Men der er også tabuer, for eksempel når der undervises i Holocaust, som benægtes, relativiseres eller bortforklares.
Det er modigt af Halime Oguz at sige sådan noget offentligt, når hun er medlem af SF.
Men hun er åbenbart en værdikriger med åbne øjne, når hun skriver, at mange muslimers fundamentalt anderledes værdier er på vej ud af kontrol.
Ligesom Holocaust kan konflikten mellem Israel og Palæstina dårligt berøres i klasser med overvægt af muslimske elever.
Og Folkedrabet i Armenien er tabuiseret blandt mange tyrkere.
Karsten Hønge må gribe til bløde diplomatiske termer, når han skal holde tungen lige i munden. Han bakker sin partikammerat op og mener det er fint, at hun gennembryder lydmuren.
Halime Oguz skriver, at “integration er det største problem i vores samfund”. Til det svarer Hønge blandt andet: “Hvis jeg taler med en førtidspensionist, vil han nok pege på sociale problemer som de største”.
Halime Oguz er fhv. integrationsvejleder i Københavns Kommune.
Hun nævner blandt andet, at en VUC-lærer har fortalt hende, at de fleste af hendes tidligere elever med muslimsk baggrund, næsten uden undtagelse, havde lagt et billede op på deres facebook-profiler med ordlyden: ”Respekter profeten”, da drabet på den franske skolelærer Samuel Paty var udført, fordi han havde vist Muhammedtegninger.
Karsten Hønge mener det væsentligt at huske på, at der også er succeshistorier at fortælle. Men det lyder mest som en bortforklaring af Halime Oguz’s konkrete påstand om, at integration er det største problem i vort samfund.
Hønge udtaler også, at hendes eget udgangspunkt tæller med. Men han slutter dog med at sige, at hvis Oguz’s baggrund er social kontrol og integrationsproblemer, så er det ”godt, at hun giver os et spark over skinnebenet med sine stilethæle, så vi får sat fokus på problemerne.”
Og det må man sige, at Halime Oguz har gjort. Især ved at udtale: ”Den danske folkeskole må og skal formidle, at i Danmark står demokrati og frihedsrettighederne over religionen. Ellers må de, der er uenige, slå sig ned et andet sted”.
Det må jo siges at være skrap kost for et venstreorienteret parti.
Men hvis nu SF revner, fordi der er et medlem, der har set skriften på væggen, så skylder partiet denne sin øjenåbner en del. Og revner partiet ikke, vil det formentlig betyde fremgang i meningsmålingerne.