Af Flemming Jansen
Hvor er det rørende at se, hvordan partiet SF stiftet af Aksel Larsen – udbryderen fra det Moskva-tro danske kommunistparti, DKP, i 1958 – politisk har vendt på en tallerken. Folkesocialisterne er nu blevet et af de om ikke gamle så ældre politiske partier. For ikke så mange år siden fik de status af at være regeringsparti og sad i spidsen for indtil flere tunge ministerier. Imidlertid gik regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale ikke så godt. Ansvaret sled hårdt på folkesocialisterne, hvorfor SF forlod regeringen i utide. Senere er flere af de tidligere SF-ministre konverteret til S, og nu vil partiet med Pia Olsen Dyhr i spidsen meget gerne indtage nogle pladser i ministerbilerne igen. Derfor er partiet da også lige i øjeblikket inde i en forvandlingsproces fra at være røde Nato-modstandere, stærke kritikere af USA og EU-modstandere til nu at være helt på linje med S og det borgerligt liberale Danmark, når det gælder de store linjer i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Da Fanden blev gammel gik han i kloster – SF gør det samme på deres facon
Partileder Pia Olsen Dyhr har netop haft en artikel i internetmediet Altinget under overskriften ”Hvis ikke Danmark sidder med ved bordet, risikerer vi at ende på Putins menu.” Hun skriver i artikelteksten bl.a., at Danmark skal søge demokratiske fællesskaber, at den største trussel mod os og andre demokratier er Rusland og Kina og faktisk meget mere såre fornuftigt. Man tror, det er for godt til at være helt sandt, at SF virkelig har vendt den politiske bøtte så markant til nu at gå stærkt ind for Nato, for mere integration i EU og sidst, men ikke mindst, siger partiet i kor med et stort folketingsflertal, at den danske befolkning ved folkeafstemningen d. 1. juni bør stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. – Da Fanden blev gammel, gik han som bekendt i kloster. SF er i fuld gang med samme manøvre på deres egen facon.
I den praktiske indenrigspolitik er der intet nyt – fremdeles ren socialisme
Pia Olsen Dyhr taler videre om et forandret Europa og om en ny æra med eksploderende energipriser, skyhøje varmeregninger og økonomisk uro som en del af europæernes og danskernes nye hverdag. Det er så sandt, som det er sagt. Men hvad har SF og det øvrige røde Danmark gjort ved, at mange danske familier – herunder landets pensionister – af samme grund haf svært ved at få økonomien til at hænge sammen, mens statskassen profiterer fedt på de stigende priser? Der er jo nemlig afgifter og moms på stigningerne, der herved forstærkes yderligere! Det fattige politiske svar er et rungende nej til at give afkald på et øget provenu til statskassen ved en generel nedsættelse af Europas højeste energiafgifter. Det ville ellers klippe toppen af problemet for mange borgere og familier. Regeringen og dens støttepartier har i stedet valgt at sende et symbolsk éngangsbeløb til dem, hvor husstandsindkomsten ikke overstiger et vist beløb. Ren socialisme såmænd. Her går grænsen for viljen til at værne om demokratiet og friheden for den enkelte. Individet er til for staten og ikke omvendt!
Den danske befolkning betaler lige nu en høj pris for klimafanatismen
Og grænserne for viljen til at værne om den personlige frihed og borgernes ret til at råde over flere af deres egne penge og mere af deres eget liv er der mange flere af for de ”frihedselskende” folkesocialister. – Hele klimakampen handler jo om, at staten skal lægge sin klamme hånd på borgernes frie liv i en højeste sags tjeneste. – Og hvis klimakampen udelukkende handlede om klima, hvorfor så spænde ben for vores egen gas- og olieproduktion i Nordsøen for i stedet at gøre os afhængige af russisk gas importeret via Tyskland? Klimafanatismen har fyldt så meget, at man smider landets forsyningssikkerhed ud, inden man har rustet sig solidt og godt til en grøn fremtid. Grøn fanatisme anført af ikke mindst SF har kostet frihed og skaffet afhængighed af en stor diktaturstats luner. Det foreløbige resultat: De ovenfor nævnte galopperende priser på den energi, vi alle har brug for i vores hverdag (!).
De sikkerhedspolitiske kræfter skal samle sig om Nato
Men hatten af for SF, hvis man i SF virkelig er begyndt at elske vestlig kultur og er parat til at forsvare den med næb og klør. – Danmarks og andre vestlige demokratiers sikkerhed ligger imidlertid stadig mest solidt forankret i den transatlantiske forsvarsalliance, der hedder Nato. Den har garanteret vores nationale suverænitet og vores demokratiske frihed siden stiftelsen i 1949. I den sammenhæng kan man ikke afvise, at EU’s militære ambitioner godt kan være lidt skræmmende. Hvorfor ikke lægge alle sine forsvarskræfter i Nato, hvor både Storbritannien og USA er med? USA yder således en kompetent militær støtte til Estland, Storbritannien og Polen, der i modsætning til de andre europæiske lande betaler deres fulde kontingent. Danmark har afsat 11 år til at opfylde sin del af aftalen med Nato. Det handler om 18. mia. kr. – Sammenlign det med de 90 mia. kr., som danske politikere med SF’s fulde opbakning hver år bruger på ikke mindst migranter fra islamiske kultursamfund.
Indtil videre har EU’s evne til at forsvare Europa været ikke-eksiterende
Og så lige en lille krølle til den alvorsfulde politiske tale om at ophæve forsvarsforbeholdet i forhold til EU: EU-Kommissionen – der vel at mærke ikke er folkevalgt – har i 20 år haft ansvaret for at sikre Unionens ydre grænser. Det var faktisk forudsætningen for, at Danmark accepterede Schengen-aftalen med åbne grænser. – I 2015 afleverede den samme Kommission 2 millioner illegale migranter til EU, der lå som et åbent landskab, som man frit kunne vandre ind i og få offentlig forsørgelse. Så måske skal danske vælgere tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter krydset ved ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Vores militære fremtid og vores nationale tryghed og sikkerhed, har historien vist, ligger langt mere sikkert i Nato og det transatlantiske samarbejde end i hænderne på ineffektive kommissærer i Bruxelles.
SF og andre ja-fortalere argumenterer med, at vi aldrig får en EU-hær, at vi ikke mister suverænitet og selvbestemmelse i forhold til forsvaret af vores land, samt at der er tale om et supplement til Nato og ikke spor andet. Men kan vi stole på det? Sporene skræmmer. – Ja til EU og et tæt handelsmæssigt og værdimæssigt fællesskab, men nej-tak til et føderalt Europa. Og så skræmmer det mig som borgerlig liberal, at både SF og Radikale er varme fortalere for at overlade den demokratiske kontrol med vores forsvar til bureaukrater i Bruxelles….!
