Rekordstor afskovning i Amazonas truer dyr og klima

April måned slog en trist rekord i Amazonas, hvor et område større end to gange Bornholm blev ryddet for træer. Det truer både regnskovens unikke dyreliv og den globale kamp for klimaet, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden.

 

141.000 fodboldbaner eller to gange Bornholms størrelse.

 

Så stort et område af Amazonas blev ryddet alene i april måned. Det svarer til 1012 kvadratkilometer og er en trist rekord. Det er hele 75 procent mere end samme måned i 2021.

 

Afskovningen skyldes især et stødt voksende landbrug i Sydamerika, blandt andet med produktion af kvæg og sojabønner, og det truer ikke bare den dyrebare regnskov, og de over 1,5 millioner oprindelige folk, der lever i og beskytter skoven, men også det unikke dyreliv, der lever i Amazonas. Fantastiske arter som jaguaren, myreslugeren og boaen lever i regnskoven, men dyrene får færre og færre levesteder.

 

”Afskovningen i Amazonas er en katastrofe. Så enkelt kan det siges. Det er en trussel mod biodiversiteten i regnskoven, men også globalt. Vi risikerer at miste helt unikke arter, som vi ikke får tilbage igen,” forklarer Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

 

Det er anslået, at mere end ti procent af verdens samlede biodiversitet hører til i Amazonas. Det drejer sig om 40,000 forskellige plantearter, 427 pattedyr, 1,300 fugle, 378 reptiler, mere end 400 amfibier og omkring 3.000 ferskvandsfisk, herunder den ikoniske piratfisk.

 

En nøglespiller mod klimaforandringer

Men udfordringerne med afskovning kan ikke isoleres til biodiversitet. Regnskoven er nemlig også et exceptionelt CO2-lager, da skovens træer binder CO2. Afskovningen truer derfor også den globale indsats mod at mindske effekten af klimaforandringerne.

 

”Omkring 12 procent af den samlede CO2-udledning kommer fra afskovning. Derfor er afskovningen også et glimrende, om end tragisk, eksempel på, at naturkrisen og klimakrisen ikke er uadskillelige, men gensidigt forstærkende og indbyrdes forbundne. Vi løser simpelthen ikke den ene, uden også at løse den anden,” siger Bo Øksnebjerg.

 

Afskovningen i Amazonas slog ikke kun rekord i april. Alene i de første fire måneder af 2022 er mere end 1900 kvadratkilometer af den smukke regnskov blevet ryddet for træer. Det er en stigning på 69 procent I forhold til samme periode i 2021.

 

Danmark sidder lige nu i spidsen for et internationalt samarbejde mod afskovning (Amsterdam Declaration Partnership).

 

WWF

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…