Partipolitikkens ophør

Så er gætterierne i gang. Fastlønnede kommentatorer, partikammeratlige journalister, konkurrerende eksperter og de ulønnede profeter, udviser alle stor opfindsomhed, når det gælder forudsigelserne om, hvad der bliver hovedtemaer i den kommende valgkamp. Bliver det fra blå bloks side Mette, Mink og Magtmisbrug, eller rød bloks videreførelse af en nødvendigvis dyrere styring af velfærdsgoderne?

 

Manglende valgtemaer

Altinget har allerede givet spalteplads til diverse forslagsstillere. Christian Egander mener, at de borgerlige vil satse på mink og magtkritik, eftersom dette har samlet de blå partier. Og Lisbeth Knudsen mener, det er selve velfærden, der nødvendigvis må blive et emne, eftersom både røde og blå regeringer længe har accepteret kørsel mod velfærdsmuren med 200 km i timen. Men sparsomt er det med konkrete emner, og spørgsmålet er, om der findes et tema, som kan ændre magtbalancen mellem blokkene ved næste valg. Siden coronakrisen er kritikken af Mette Frederiksens personlige forhold til magten blevet det, der har samlet blå blok.
   

Usikre politikere

Krigen i Ukraine stoppede for en tid uenigheden på Christiansborg. Men efter at et flertal af gamle og nye EU-positive partier fik afskaffet Forsvarsforbeholdet og bevilget øgede danske militærudgifter, har en væbnet neutralitet indfundet sig, som ikke rigtig har puffet til uenighederne, men alene levnet plads til, at levebrødspolitikere har fået finpudset egoet og personlige præferencer, og i øvrigt synes at have glemt, hvilket partiprogram, de i sin tid indvalgtes på. 

 

Små korrektioner 

Helt arbejdsløse har man dog ikke været. Arnepensionen, udflytning af uddannelser, udligningsreform, kontanthjælpsreform og aftalen om fordeling af elever i gymnasieskolen har understreget, at regeringen har været villig til at finjustere og bruge sit politiske flertal til at indfri enkelte af sine målsætninger og løfter. Men de store problemer er ikke løst. Dertil har erfaringerne fra Bjarne Corydons teknokratiske socialdemokratisme nok været for stor en mundfuld. Selv for en socialistisk oppebåret ét-partiregering. 

 

Liberalismen 

Ordet nyliberal er opstået. Men at dele et begreb op i flere dele giver ikke flere liberalt grundindstillede blå politikere. Og ’Mennesket fremfor systemet’, er heller ikke et ben med meget kød på. Heller ikke selvom forskellen på Rusland og den frie verden en overgang syntes at give de nyliberale vind i sejlene. Vinden har lagt sig igen. Også selvom man fra borgerlig side hævder, at den enkelte jo selv bedst ved, hvad der er det bedste for én, mens socialister mener, at staten bedst ved, hvad der gavner den enkelte. 

 

Slut med partipolitik

Det politiske flertal ser ikke, at landet er under opløsning. At demokratiet misbruges og velfærdskasser udnyttes udover alle hidtil kendte grænser. Islamiseringen har hovedansvaret, og reformer er kun teori. Regler gradbøjes, og virkeligheden overhales, før de er indfaset. Måske er partiernes tidsalder forbi, og partipolitikerleden så stor, at man vælger at stemme på troværdige enkeltpersoner, der tør handle udfra selvstændig sund fornuft, fremfor på partier, hvis program alligevel ikke indfries. Valget vil vise det. 

 

https://www.altinget.dk/artikel/kan-der-foeres-politik-paa-borgerlig-magtkritik

https://www.altinget.dk/artikel/259850-vi-koerer-200-kilometer-i-timen-mod-muren-for-vores-velfaerdsidealer

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…