En pakistans kvinde med dansk statsborgerskab havde i flere år holdt sin teenagedatter indespærret i Pakistan og mishandlet hende.
Nu er den pakistanske kvinde ved Retten i Glostrup blevet frataget sit danske statsborgerskab og udvist for livstid.
Det var en enig domsmandsret, der fandt det bevist, at moderen over en periode på flere år har udsat sin datter for vold i en sådan grad, at der var tale om mishandling.
Det skriver Ritzau.
Blev forsøgt tvangsgift i Pakistan
Under sagen, der startede i Retten ved Glostrup i juni sidste år, har pigen flere gange fortalt om vold i hjemmet begået af både moderen og pigens stedfar.
Volden i Danmark kulminerede i 2017, hvor moderen rejste til Pakistan med sin datter.
Her blev datteren låst inde i forskellige huse uden adgang til telefon og internet, ligesom moderen under opholdet i Pakistan forsøgte at få pige tvangsgift med et familiemedlem. Hun var dengang 15 år.
Kun som brud eller som lig – reddet af ambassaden
I sin domsafsigelse lagde retten vægt på, at moderen i forbindelse med forsøget på at tvangsgifte datteren havde udtalt, at ”kvinderne i deres familie kun forlod huset som brude eller som lig”.
Retten vurderede desuden, at indespærringen havde varet i et års tid, hvor pigen uden nogen form for kontakt med omverdenen kun så sine fangevogtere.
Efter at have været indespærret i som nævnt et års tid fik pigen til en vis grad flere frihedsgrader, men blev konsekvent forhindret i at tage hjem.
Til sidst lykkedes det for hende at finde den danske ambassade, hvor hun søgte tilflugt og blev ved ambassadens hjælp bragt til Danmark i 2020.
Fik sit danske statsborgerskab via svig
Hvis en ansøger om dansk statsborgerskab har tilbageholdt oplysninger, der kan have haft betydning for tildelingen, vil statsborgerskabet blive annulleret.
Det gælder blandt andet, hvis man fortier kriminelle forhold, og det mente Retten Glostrup, at moderen havde gjort ved ikke at oplyse om kriminaliteten mod datteren, som blev begået, før hun fik dansk pas.
”Vi har lagt vægt på, at der er foregået mishandling over en langvarig periode. Der har været langvarig frihedsberøvelse og (datteren, red.) har været indelukket i en periode,” understregede retsformanden.
Også pigens 49-årige stedfar er dømt i sagen, men i mindre omfang og fik et års fængsel samt beholdt med nød og næppe sit danske pas, da han havde opnået det, inden mishandlingerne startede.
Ud over fratagelse af dansk statsborgerskab og udvisning på livstid blev den pakistanske moder idømt tre års fængsel, der også omfatter en dom for at sende sin datter på genopdragelsesrejse.
Både moderen og stedfaderen nægter sig skyldige og overvejer nu sammen med deres advokater, om de skal anke byrettens dom til Østre Landsret.
Anden gang i år, statsborgerskab er frataget på grund af svig
Det er nu anden gang i år, at en udlænding har fået frataget sit danske statsborgerskab på grund af såkaldt svigagtige forhold.
I slutningen af august måned fik den 58-årige iraker Hashen Hamid Mahdi Hassen Alhajja ved Retten i Viborg frataget sit danske statsborgerskab, som han havde haft siden den december 2015.
Det svigagtige forhold bestod for irakerens vedkommende i, at han bevidst havde løjet om grove sexforbrydelser, han havde begået, da han i 2013 ansøgte om dansk statsborgerskab.
Kilder til denne artikel:
Ritzau via Ekstra Bladet: https://ekstrabladet.dk/krimi/mor-doemt-og-udvist-for-at-tilbageholde-datter-i-pakistan/9534307