En kommission, som er nedsat af regeringen, anbefaler nu et forbud mod, at piger går med muslimsk tørklæde i folkeskolen. Den omtales som ”Kommissionen for den glemte kvindekamp”. Formanden er en fremtrædende socialdemokratisk borgmester. Det skriver DR.dk
Principielt skal dette tørklædeforbud ikke kun gælde muslimske piger. Det skal gælde mere generelt. Men det er de muslimske tørklæder, som er den reelle udfordring i folkeskolen og i de muslimske privatskoler.
Kommissionen, som kommer med anbefalingen, er nedsat af regeringen, og formanden for den er Christina Krzyrosiak Hansen, som er socialdemokratisk borgmester i Holbæk.
Det muslimske tørklæde markerer, at de piger, der bærer det, tilhører islam. Ifølge kommissionen sender det et signal, som man ikke ønsker. Nemlig et signal om, at danske muslimske piger er anderledes end andre danske piger.
Underlægger sig Allah
Der er grund til at forbyde muslimske tørklæder i den danske folkeskole. Men den begrundelse, som Christina Krzyrosiak giver, er ikke god nok. Dermed risikerer man at forplumre hele debatten om muslimske tørklæder i skolerne.
Problemet med muslimske tørklæder i skolen er ikke bare, at man derved viser ”at danske muslimer er anderledes end andre danske piger”.
Problemet er, at de muslimske tørklæder er et signal om, at disse piger repræsenterer islam, når de går i skole.
De er ikke bare frie og lige individer på linje med andre danske skolebørn. Tørklædet rummer et budskab om, at de underlægger sig Allah (det er selvfølgelig forældrene, der gør det på deres vegne, men det er mindst lige så slemt).
Dermed sender forældrene ikke bare et signal om, at ”danske muslimer er anderledes end andre danske piger”, som Christina Krzyrosiak formulerer det. Det muslimske tørklæde signalerer noget meget mere vidtgående.
Tørklædet markerer, at pigerne tilhører Allah. De skal følge Allahs bud.
Det har vidtrækkende konsekvenser for deres liv som piger og senere voksne kvinder.
“Mænd står over kvinder”
I islam tilhører piger og kvinder mændene, og de er underlagt de regler og påbud, som mændene afstikker. Som det hedder kort og godt i Koranen: ”Mænd står over kvinder”.
Til dette mønster hører, at pigerne oplæres til at gøre, som deres mandlige familiemedlemmer siger – med faderen og brødrene i spidsen. Pigerne tilhører mændene.
Det muslimske tørklæde, som pigerne (og kvinderne) bærer, markerer, at de er underkastet deres mænd. Derfor skal de tildække sig i forhold til andre mænd.
Tørklædet handler altså om meget mere, end at man viser, at muslimske kvinder i Danmark er ”anderledes” end andre danske piger.
Når muslimske piger bærer islamisk tørklæde i skolen, sender de et klart stærkt signal om, at ”mænd står over kvinder”. Og det går hånd i hånd med signalet om, at de skal adlyde Allah.
Dette religiøse bud går forud for alt andet. Med tørklædet signalerer pigerne, at de tilhører mændene omkring dem, og at de vil følge Allahs bud. Allahs bud er lov. Og Allahs ord tilsiger blandt andet, at kvinder skal dække sig til over for fremmede mænd.
Dette vidner om en kultur, et menneskesyn og et kvindesyn, der er radikalt anderledes end det, der ligger i den danske tradition for frihed, frisind og kritisk tænkning.
Problemet er altså langt fra ’bare’, at tørklædet signalerer, at de muslimske piger er ”anderledes” end de etnisk danske piger – sådan i al almindelighed. Det er det argument, som Christina Krzyrosiak bruger.
Problemet er derimod, at deres forældre og andre autoriteter indlærer dem i en rolle og en tankegang, hvor Allahs bud er lov – en lov, der hæver sig over de danske principper om frihed, frisind og demokrati. Og en lov, der behandler piger og kvinder som underordnede væsner.
Tørklædedebatten drejer sig således om meget mere end en beklædningsgenstand og nogle uskyldige etniske traditioner. Det er i sidste ende en debat om fundamentale principper for vores samfund.
Den samme kamp føres i andre lande
Krzyrosiak-kommissionens udspil kan give et positivt bidrag i kampen for åndsfrihed og ligestilling i Danmark. Den slår et helt nødvendigt slag for at beskytte skolepiger med muslimsk baggrund mod undertrykkelse i islams navn.
Den samme kamp føres i andre lande – den fylder ikke mindst meget i Frankrig, der har stærke traditioner for at stå vagt om verdslige værdier over for religiøse mørkemænd.
Kritikken af den islamiske kvindeundertrykkelse har gennemgående stået centralt i denne debat. Men den drejer sig generelt om at forhindre religiøs styring af samfundet.
De politisk korrekte forstår ikke, hvad der er på spil
I Danmark har forståelsen for denne kamps betydning været temmelig ringe. Politisk korrekte kræfter virker helt ude af stand til at forstå, hvad der står på spil.
De vil bare gerne vise, at de ”holder med de svage”, og de definerer så muslimer som de per definition svage.
Ledende danske politikere har også gennem årene haft travlt med at lægge luft til tankerne om at forsvare verdslige principper og sejle op mod islamisk kontrol med samfundslivet, herunder uddannelserne.
Opmuntrende melding fra minister
Regeringen fortjener ros for, at den nu sætter fokus på den massive kvindeundertrykkelse, der finder sted i islams navn.
Den gør det med forsigtighed. Men der tages skridt i den rigtige retning.
Således lyder der en opmuntrende melding fra den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad. Han siger om tankerne fra Kzyrosiak-kommissionen: ”… grundlæggende synes jeg, det er nogle modige og spændende anbefalinger”.
Borgerligt svigt
De traditionelle borgerlige partier har hidtil svigtet fuldstændig i denne debat. Dansk Folkeparti har derimod gennem årene taget et stort slæb. For nogle år siden kom Nye Borgerlige til med lignende holdninger. Og nu meddeler Inger Støjberg på Facebook, at hendes parti ønsker et forbud mod tørklæder i grundskolen.
Danmark er et verdsligt samfund. Et verdsligt samfund bør styres af verdslige principper om frihed, lighed og kritisk tænkning. Man kan have alle de religiøse overbevisninger, man vil. Men samfundet skal ikke styres af religion. Og Danmark skal absolut ikke styres af islam.
Vi står midt i et opgør, der har meget stor rækkevidde for det danske samfunds fremtid. Nogle danske politikere optræder, som om de ikke fatter, hvad det indebærer.
