Folkeuniversitetet ved Bente Hagelund og formand for bestyrelsen, Jakob Skovgaard-Petersen, har i al deres visdom har besluttet, at historikeren Jens Jørgen Nielsen ikke mere må undervise i Ukraines og Ruslands historie, fordi han er for ”Putin venlig”. (Berlingske 11.11)
Men det kan aldrig i en videnskabelig kontekst i sig selv være en diskvalifikation, at man har en holdning.
Hvad rager det det dem, om Jens Jørgen Nielsen er ”Putin venlig”? Som om der var nogle, der i al deres visdom og påståede afbalancerthed kan behandle et emne objektivt. Jakob Skovgaard-Petersen kan i al fald ikke. Han er islamapologet, men det har da ikke forhindret ham i som professor at både undervise i og skrive om islam.
Og det er der i sig selv intet galt i, hvis bare den gode Jakob i sin undervisning og sine bøger i pluralismens navn havde husket at give en tilstrækkelig spalteplads til opfattelser, der brød med hans, så læseren på et selvstændigt og oplyst grundlag fik mulighed for en selvstændig stillingtagen. Jakob Skovgaard-Pedersens ”tilstræbte objektivitet” er efter min mening intellektuel uhæderlighed. Det er som at sætte ræven til at vogte høns, når man beder Jakob Skovgaard-Pedersen forsvare objektiviteten.
Det er stadig i dag i den akademiske verden en almindelig misforståelse, at man som skribent og formidler kan levere en objektiv skildring, hvis man blot undgår ekstremer og lader sund fornuft og mådehold komme til udtryk. Det er lysegrønt vanvid. Der findes masser af tilstræbte objektive skildringer. Der er ingen, der er det. Så sandt som hverken Jakob eller andre kan fornægte sig selv og egne synspunkter, når de går rundt og leger objektive.
Det eneste man kan gøre er at holde fast i pluralismens krav om, at man i sin fremstilling loyalt lader andre synspunkter komme til orde. Så er det op til læseren eller tilhøreren på et oplyst grundlag at træffe sin beslutning.
Egen erfaring
Jeg har selv undervist på Folkeuniversitet, hvor jeg et semester underviste i det muslimske broderskab, der er en fundamentalistisk islamisk bevægelse, som jeg i pressen havde ytret mig kritisk om. Det var der nogle opvakte kulturrelativistiske damer, der havde fundet ud af, og de krævede så i objektivitetens navn, at jeg blev sat fra bestillingen.
Dengang endte Folkeuniversitet med at undsige dem, fordi jeg forsikrede om min pluralistiske metode. Men i mit tilfælde var der dog i det mindste nogle, der havde klaget. Det er ikke tilfældet med Jens Jørgen Nielsen. Han bliver i stedet angrebet af ledelsen og andre akademikere på Folkeuniversitetet for sin manglende objektivitet, der kommer til udtryk ved, at han har en forståelse for elementer af den russiske tolkning af Ukrainekrigen. Det er lysegrønt vanvid. Det har intet med hinanden at gøre.
”Tilstræbt objektivitet” er en gang forløjet hykleri og almindelig semantisk uhæderlighed. Men den falske melodi synger de af et fuldt hjerte med på inde på Folkeuniversitet. De har dermed reduceret Folkeuniversitetet til en frisørsalon, hvor pæne mennesker stifter bekendtskab med ufarlige midtsøgende harmoniseringer, der aldrig kan true nattesøvnen.
Og så afslutningsvis og bare for god ordens skyld. Jeg er ikke ”Putin lover”. Men det skal da ikke få mig til at kræve, at Jens Jørgen Nielsen ikke skal have lov at komme til orde. Selvfølgelig må han det! Bare han ikke under dække af ”tilstræbt objektivitet” forfalder til at posere, som kan han gøre rede for forholdene i Ukraine, som de er. Den uhæderlighed mener jeg, at han med sindsro kan overlade til Skovgaard-Petersen.
Svend Lindhardt