Et stort flertal af vælgerne foretrækker de konservatives formand Søren Pape Poulsen som statsminister fremfor Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
Det viser en ny megafonmåling foretaget den 15. og 16. august for dagbladet Politiken
Spørgsmålet, der blev stillet, lyder: “Hvis valget står mellem Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, eller Venstres ditto, Jakob Ellemann-Jensen, som statsminister efter næste folketingsvalg, hvem vil du da foretrække?”
Til det svarede 53 procent af de adspurgte danskere, at de foretrækker den konservative partiformand, mens 23 procent svarede, at de foretrækker Jakob Ellemann-Jensen. 24 procent svarede ’ved ikke’.
“Men ikke nok med, at danskerne bredt set foretrækker Søren Pape Poulsen. Også blandt dem, der til det seneste folketingsvalg i 2019 stemte på Venstre, foretrækker mere end halvdelen – 54 procent – af de adspurgte Søren Pape. En tredjedel af Venstres vælgere fra 2019 foretrækker partiets egen formand på statsministerposten”, skriver avisen.
Mette Frederiksen vil ikke tale om valg
Søren Pape Poulsen meldte mandag, at han går til valg som statsministerkandidat. Dermed har blå blok to statsministerkandidater.
Det kan fryde Mette Frederiksen, fordi hun håber på, at det skaber splittelse og uro i den borgelige lejr.
Men ellers har hun ikke så meget at fryde sig over.
Socialdemokratiet er gået tilbage i meningsmålingerne, og blå blok har på det seneste taget føringen over rød blok.
Alligevel kan statsministeren blive tvunget til at udskrive valg inden for de næste syv uger.
Det skyldes et højst usædvanligt krav fra De Radikale.
De Radikale har krævet, at der bliver udskrevet folketingsvalg senest den 4. oktober. Sker det ikke er de parate til at vælte regeringen.
Intet tyder på, at forslaget gavner De Radikale selv, og det kan tilmed bidrage til at vælte den regering, de selv støtter.
Statsminister Mette Frederiksen vil ikke forholde sig til De Radikales krav om et hurtigt valg. Det fremgik af et pressemøde i går på Socialdemokratiets sommergruppemøde.
Men hvis hun ikke udskriver valg, bliver hun væltet af et flertal i folketinget. Eneste alternativ, der kan øjnes, er at tage De Radikale med i regeringen. Men det vil næppe gavne Socialdemokratiet.
Derfor venter alle nu i spænding på, hvad Mette Frederiksen gør.