Inger Støjberg stormer frem.
Mette Frederiksen er tæt på at miste sit flertal.
Det er nogle af de opsigtsvækkende resultater i en ny meningsmåling foretaget af Epinion for DR.
Socialdemokratiet, De Radikale og SF går tilbage. og rød blok får 47,9 procent.
Blå blok er lige i hælene på Mette F. med 47,8 procent.
Blå blok truer Mette Frederiksen, fordi Inger Støjbergs nye borgerlige parti, Danmarksdemokraterne, får en jordskredslignende tilslutning.
Danmarksdemokraterne kommer ifølge målingen i Folketinget med 10,8 procent af stemmerne.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye midterparti, Moderaterne, står til 3,1 procent.
Det giver Løkke positionen som den der kan bestemme om der kommer en blå eller rød statsminister, fordi han ikke har tilsluttet sig blå blok.
Socialdemokratiet går tilbage og får 24,2 procent i den nye måling mod 27,2 procent i den seneste Epinion-måling fra maj, og samtidig er det røde flertal bag Mette Frederiksen som statsminister smuldret.
I sådan en situation ville Mette Frederiksen under normale omstændigheder næppe udskrive folketingsvalg. Hun har mulighed for at vente helt til 5. juni næste år.
Men de radikale har givet Mette Frederiksen et ultimatum. Hun skal udskrive valg senest 4. oktober ellers vil de radikale vælte regeringen.
Det er et ualmindeligt tåbeligt forslag. Men i den aktuelle politiske situation er det helt ubegribeligt dumt.
Rød blok sad nogenlunde sikkert i sadlen – men nu kan det hele ramle for dem.