*** 3 stjerner
***** 5 stjerner for dygtigt udført propaganda
Så skete det igen-igen. En central problemstilling – i dette tilfælde holdningen til provokeret abort – fremstilles i et Hollywood-produkt så ensidigt, at det ikke bare nærmer sig propaganda. Det ER propaganda.
Filmen CALL JANE er instrueret af Phyllis Nagy (født 1962), og det er hendes debut som spillefilmsinstruktør. Hun er kendt som manuskriptforfatter til både film og teater, og i 2016 blev hun nomineret til en Oscar for hendes manus til ”Carol” med Cate Blanchett i hovedrollen.
Handling
Året er 1968, og Joy (Elizabeth Banks) og Will (Chris Messina) lever på solsiden i et harmonisk ægteskab. Will er netop blevet partner i advokatfirmaet, og hans smukke, hjemmegående hustru, Joy, er gravid, så den 15-årige datter, Charlotte, kan se frem til at få en lillesøster eller lillebror. Alt tegner lyst – og så alligevel ikke.
Joy begynder at få det ene ildebefindende efter det andet og falder på et tidspunkt om på køkkengulvet. En lægeundersøgelse afslører, at det kan være livstruende både for Joy og barnet, at hun gennemfører graviditeten, og Joy træffer det rationelle valg – i fælles forståelse med ægtemanden – at svangerskabet skal afbrydes.
Her gør de imidlertid regning uden vært. Hospitalets bestyrelse vurderer, at så længe der er en chance for, at barnet overlever, kan de ikke sanktionere en abort. I parentes bemærket er året som nævnt 1968, før indførelsen af fri adgang til en hospitalsudført provokeret abort.
Joy kan ikke acceptere afgørelsen – hun har en teenagedatter, der har brug for sin mor, og hun kan ikke sætte sit liv på spil. Via et anonymt opslag, der opfordrer til Call Jane, kommer Joy i kontakt med en gruppe kvinder, som i det skjulte hjælper andre kvinder, der har brug for en abort.
Joy får fjernet sit foster, men hermed slutter historien ikke. Skridt for skridt bliver Joy en del af kvinde-netværket og sætter dermed sin tilværelse som forstadsfrue på spil. For hvad vil der ske, hvis mand og datter får nys om hendes deltagelse i ulovligheder?
Ubalanceret fremstilling
”Call Jane” er baseret på virkelige begivenheder i USA og samtidig et helt aktuelt indspark i den abort-debat, der pt udspiller sig i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg.
Som det vil være mange bekendt, er Højesterets dom i Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization – der afskaffede den forfatningssikrede ret til abort i USA – kommet til at spille en fremtrædende rolle i valgkampen. Og her fungerer ”Call Jane” som ren propaganda for, at adgang til provokeret abort er en grundlæggende og fantastisk rettighed. Ført frem under flaget: Kvinders ret til at råde over egen krop. Sat på spidsen har stribevis af amerikanske feminister i demonstrationer indirekte jublet over retten til at slå et foster ihjel.
Påstanden om abort som et ultimativt gode trænger til en række nuancer, taget i betragtning at prævention er tilgængelig for alle (amerikanske) kvinder, der vel at mærke har til sinds selv at tage ansvar for, om de bliver gravide eller ej.
Kvinderne i netværket Call Jane er åh-så-gode og altruistiske. Joy er åh-så begavet og handlekraftig og ressourcestærk og kunne selvfølgelig sagtens være blevet læge frem for undertrykt husmor, der skal have den varme mad klar til Will, når han vender træt hjem fra arbejde. Abort-lægen er åh-så-pengegrisk og temmelig usympatisk. Will er svag – om end der rådes lidt bod på den ufacetterede beskrivelse af ham til allersidst i filmen.
Det mere end antydes, at kvinders ønske om abort ofte udspringer af voldtægter, og at det er magtfulde mænds seksualitet, der bringer kvinder i fordærv. Suk! De sædvanlige feministiske jeremiader om kvinder som ofre sovset ind i en nedgøring af en af de vigtigste beskæftigelser i dette liv: Husmor m/k, der holder sammen på en familie.
Hvad der også mangler fokus på er, at forudsætningen for at Joy kan leve et behageligt og komfortabelt liv med masser af fritid og bil til rådighed er mandens tidskrævende arbejdsindsats. At blive partner i et advokatfirma kommer man som bekendt ikke sovende til.
På positiv-siden er en velspillende Sigourney Weaver, en af mine yndlingsskuespillere, og Elizabeth Banks gør det også godt som den forkælede forstadsfrue, der træder i karakter.
Men den alt for ubalancerede fremstilling af de tre mænd i birollerne og kolporteringen af myten om patriarkatets undertrykkelse af stakkels kvinder trænger i den grad til et eftersyn fulgt op af en kraftig justering, der kan rette op på den manipulerende slagside.
Længde: 121 minutter
- Medvirkende: Elizabeth Banks, Sigourney Weaver, Chris Messina m.fl.
- Instruktør: Phyllis Nagy
- Manus: Hayley Schore, Roshan Sethi
- Censur: Tilladt for børn fra 11 år
- Premieredato: d. 10. november 2022
Call Jane – I biografen 10. november (dansk trailer) – YouTube
