Ældrebyrden, talte man om for år tilbage. Det blev hurtigt et forbudt ord, men antallet af os øges jo år for år. Så hvad der mentes, var reelt nok. Vi udgør en stor økonomisk byrde, som ses i kommunernes hjemmepleje, på sygehuse og i ældrecentre. Men da ældre har stemmeret, har de også politisk interesse.
Nu bakker også statsministeren op om Jacob Ellemanns nylige forslag om mere frihed og flere frie valgmuligheder til de ældre. Selvom der på utallige hylder har været det siden 2002.
Men Ældresagen har alligevel foranlediget en undersøgelse udfærdiget, om hjemmeboende ældres levevilkår. Og det er trist læsning, siger Ældresagens direktør Bjarne Hastrup, der har foreslået en mia. kr. afsat straks, da manglende hjælp både går ud over ældres helbred og mentale trivsel i hverdagen.
Mange bliver ensomme, påpeger han. For lidt rengøring afholder fra at invitere gæster, og sjældne bade og vask afholder fra samvær med andre. Der er problemer med rekruttering af sosu’er, og hverken Velfærdslov eller penge er nok. Billige boliger til studerende sosu’er i København, heller ikke, og hastigt, tvangsuddannede indvandrerkvinder er heller ikke altid det største hit.
Allerede i 2020 fremsattes i folketinget et beslutningsforslag om en Ældrelov, der skulle sikre ældre medborgere lovfæstede rettigheder, minimumsnormeringer på ældreområdet og styrke patientsikkerhed og tilsyn på landets plejehjem m. fl. Så Statsministerens tale om en ny Ældrelov i Nytårstalen var ikke ny. Hvad der var nyt var, at der ikke findes nogen gammel Ældrelov, men derimod en række – mere eller mindre – forældede regler, der nu søges samlet i en lov. ”Man skal starte forfra”, udtalte Mette Frederiksen. Og det er en god ide. Blot skal man passe på, at man ikke begår samme fejl som Eva Gredal gjorde i forrige århundrede, da hun samlede alle sociale regler i én og samme lov.
Hvad det har kostet samfundet blev aldrig gjort op. De eneste, der havde reel gavn af det, var de mange Djøffer. Så Gud forbyde, at samme fejl gentages i Ældreloven, og at det betyder flere tusinde ansat i den offentlige administration. Et håb i den retning er, at Statsministeren nævnte, at alt for megen tid går med procesbeskrivelser, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det mindsker arbejdsglæden, er skæv velfærd og afholder folk fra at søge ind i plejesektoren, hvor ældreplejen længe har fortjent et eftersyn.
Partiet Venstre opfandt for 25 år siden slagordet: ”De ældre skal blive længst muligt i eget hjem.” Det lød godt, da mange ældre har svært ved at forlade vante omgivelser. Men tiden er løbet fra slagordet. Som præst og politiker har jeg kunnet følge det virvar, der opstod, da Plejehjemmene, over en kort årrække, blev til minisygehuse, mod før overvejende at have været ”De gamles Hjem”. Pludselig var der på disse kun plads til de mest svage og syge, som krævede flere læger og sygeplejere tilknyttet.
Samtidig skulle man anskaffe tusindvis af biler, hvori hjemmehjælpere kørte rundt i kommunernes periferier for at servicere den enkelte plejekrævende hjemmeboende, hvis bolig ofte blev en sygestue.
Denne situation og nye regler krævede større Plejehjemsstuer, og pladsantallet indskrænkedes. Herved sparedes lidt personale, men trods fælleskøkkener mv. voksede kravet om flere hjemmehjælpere ”ude i marken”, som igen krævede Visitationsgrupper, der skulle overveje og undersøge, hvad den enkelte hjemmeboende kunne få tildelt af tid og hjælp til dagen og vejen.
Men alderdomssvækkelse standses ikke. Og afsatte hjælpetimer skulle løbende opdateres. Flere ældre blev ensomme, og ville hellere samtale med hjemmehjælperne end se dem støvsuge, vaske op eller hjælpe sig i bad. Og udlicitering af hjemmeplejen var en kort besparelse. Pligten til opgaven påhviler kommunerne, og her ender sorteper, hvis de private firmaer melder fra eller går konkurs, fordi deres personale blev overbebyrdet og søgte deres afsked.
Alt i alt er mange af de foretagne løsningsmodeller faldet over hinanden og har krævet flere nye diffuse løsninger. En bæredygtig løsning er at bygge flere Plejecentre, hvor personalet er på et og samme sted, og hvor biler og kørespildtid spares. Et gode er den erfaring, at ældre, som før kun mente at kunne leve i eget hjem, rent faktisk bliver glade for deres bolig på et Plejecenter. Her kan egen dør lukkes, hjælpen er lige på den anden side, og et socialt samvær kan frivilligt vælges til og fra.