Alt det ingen har fortalt os om ATOMKRAFT. Det er titlen på en ny bog af Hans Jørgen Nielsen. Kun en begavet og vidende person kan skrive så let og interessant om noget så indviklet og gøre det på en letforståelig måde. Der bruges citater fra bogen, men man bør læse hele bogen for at blive klogere på atomkraft, som af alle energier har den mindst negative påvirkning på miljøet. Udviklingslande kan også hjælpes med atomkraft for ”…der er en tæt sammenhæng mellem adgangen til energi og muligheden for at få et bare lidt bedre liv.”
For at skabe udvikling er der behov for megen energi, men det kan gå galt, som det skete med ”en kinesisk dæmning i Banqiao ”….efter et brud i 1975, hvor mindst 170.000 mennesker mistede livet. Altså noget, der svarer til, at vi udraderer alt og alle, der bor i Odense, med et enkelt bum, slut med jer.” Uanset hvilken energi, man vælger – vind, sol, vand, kul, olie, gas eller atomkraft – er der fordele og ulemper. Det gælder om at vælge dem med de færreste omkostninger – som atomkraft!
”Solen er – ligesom universets andre stjerner – en atomreaktor. Uden denne atomkraft ville Jorden være henlagt i evigt mørke og lige så langvarig kulde. Og uden atomkraft ville Jorden slet ikke være her.”…..”Alt, hvad du nogensinde har set, rørt ved, gået på, lyttet til, købt, skilt dig af med, enhver du har kendt, hadet, elsket eller begæret, består af grundstoffer, der er blevet bagt af atomkraft.”
Der er radioaktivitet overalt, ja selv bananer er radioaktive: ”Det er helt naturligt. Bananer indeholder kalium-40, som er radioaktivt.” og ”Det kræver et vist overblik at forstå, hvorfor fx bananer risikofrit kan indgå i kostplanen, mens flere daglige CT-scanninger er noget, man i almindelighed bør holde sig fra.” Vi mennesker bliver derfor også lidt radioaktive, fordi vi helt naturligt optager stoffer (især kalium-40), som gør os en lille smule radioaktive.
”De fødevarer, vi indtager, giver os tilsammen omkring 400 gram radioaktivitet om året. Bananen, som den bekymrede økolog måske dømte ude i starten af kapitlet, afgiver som sagt en stråling på en tiendedel gram. Og din kæreste udstråler – hvis du skulle føle trang til at vide det – en halv banan pr. nat.” Et er stråling i naturen – et andet er nuklear medicinsk behandling (af fx kræft). Da man i 1895 opdagede røntgen var det utroligt – at kunne se ind i et menneske uden først at lave et hul.
Nær Tjernobyl (1986) er der ikke mere ”målbare spor af radioaktivitet ud over den naturlige, som findes overalt i verden.” Dyr og nogle få ældre mennesker er flyttet tilbage, mens videnskabsfolk og interesseorganisationer – bl.a. atomkraftmodstandere – stadig kæmper ”om ulykkens eftermæle.” ”Der var ikke observeret nogen ændringer i befolkningens fertilitet som følge af ulykken – der var heller ingen ændringer i antallet af graviditetsproblemer, dødfødsler, fødselskomplikationer eller misdannelser hos fostre og nyfødte.” Overlæge Lars Thorbjørn Jensen, afd. for nuklear medicin, Herlev/Gentofte bekræfter: ”Der er aldrig set skader på mennesker, der er undfanget, efter at deres forældre har været udsat for stråling. Det gælder både for handicap og for kronisk sygdom.”
Mange tror, at ulykken på Fukushima-Daiichi-værket i Japan i 2011 kostede mange menneskeliv, men det var tsunamien, der dræbte. Der var vist én, der døde af kræft, men det gør andre jo også.
”Kun 10% af det danske energiforbrug dækkes af vind og sol. Resten dækkes af noget, vi brænder – fx i kraftvarmeværker og forbrændingsmotorer.” Hovedparten af den såkaldte vedvarende energi i Danmark kommer fra biomasse, som udleder ligeså meget CO2 som kul.
Klimadebattens grand old man James E. Hansen (hvis oldeforældre udvandrede fra Ribe i 1860) bliver også nævnt. Han startede i 1988 debatten om den globale opvarmning og er for atomkraft. Han blev i 2006 af Time Magazine kåret som et af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.
Hans Jørgen Nielsen har en evne til at skrive let om et kompliceret emne som atomkraft og afdække konspirationsteorier. Bogen bør skabe debat i en tid, hvor atomkraft har været et tabuemne – men hos både EU og FN er facit: ”Atomkraft er mindst lige så grøn som andre grønne energikilder.”
Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com