Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog medlem af Forum for islamforskere i Danmark
Forleden afsagde Københavns Byret dom over blogger Steen Raaschou. Den hidtil ustraffede medieejer af snaphanen.dk blev idømt 4 mdr.s betinget fængsel. Fra sin hjemmeside havde han gjort det muligt at klikke ind på en video, drabsmændene selv har optaget, af halshugninger af to unge skandinaviske kvinder på rejse i Marokko.
Forhistorien
Folk i hele verden kender til henrettelserne af de israelske sportsfolk ved olympiaden i München, forfølgelserne af Salman Rushdie, Kurt Vestergaard og Lars Hedegaard; drabet på Rushdies forlægger, drabene på Charlie Hebdo’s redaktion og filmmager Theo van Gogh foruden halsoverskæringen på lærer Samuel Paty. Her var det imidlertid to ”uskyldige” sygeplejerskestuderende, der blev gjort et hoved kortere. Deres brøde var at være frie og nysgerrige. Deres uheld var at komme fra en tillidskultur. Med dødsdommen (hokm) over Salman Rushdie i 1989 – en europæisk statsborger – udstrakte islams autoriteter for første gang sine domme til vestligt territorie. Fra da af kunne vi ikke længere være sikre. Bombeangreb i London, Madrid, Paris, Stockholm og andre storbyer foruden forfølgelse af jøder alle vegne og terror-kørsel ind i julemarkeder er ved at være hverdag. Bombeforsøget i København mod synagogen i Krystalgade og Pan Am var før, nemlig i 1985, og er ikke opklaret.
Gruen kamufleres
Ved henrettelsen af Theo van Gogh sås liget udelukkende fra en vis afstand på dansk nyheds TV. Optagelsen var endvidere vinklet sådan, at den kniv der stadig sad i kroppen ikke var synlig. Kun få medier herhjemme viste langt senere kroppen med kniven i. Under massakren i München blev det ligeledes forbigået i medierne, at mindst en af de israelske jødiske sportsmænd, havde fået skåret sine testikler af og fået dem proppet i munden. Det er en mutilation, der kvindagtiggør en fjende – fratager ham hans maskulinitet og ære –i fundamentalistiske muslimers menneskesyn. Kastrering blev brugt som våben af muslimer under de flere arabisk-israelske krige, men vist heller ikke dengang omtalt i store danske medier og TV, men i magasinet Rapport.
Dolken /kniven er for mange muslimer et ærefuldt våben – historisk fra assassinerne. Gerningsmanden gemmer sig derfor heller ikke, men videofilmer gerne sig selv i vor tid, efter at have plantet The Arab Smile på sit offer.
I marokkosagen havde danske main stream medier blot omtalt, at pigerne havde ”skader på halsen”. Henrettelserne blev ikke sat i sammenhæng med ideologien islam, skønt Allahu Akbar – Gud er større – høres på lydsporet. Større end hvad? Større end folkestyre, trosfrihed, ligestilling og personlig valgfrihed.
Privatliv kontra ytringsfrihed
Anklageren i byretten spurgte om Steen Raaschou var berettiget til at vise videoen? Det var ikke nødvendigt at vise videoen, hvis hensigten var at kritisere main stream mediers behandling (billeder, omtale) af sagen. Det var hensynet til de unge kvinders privatliv og pårørende, op mod ytringsfriheden og en væsentlig samfundsmæssig interesse.
I øvrigt er det sådan, at jihadister til stadighed sender de unge kvinders pårørende klip af halal-slagtningen af pigerne! Smerten og pinen skal helst udstrækkes og påføres så mange ikke-muslimer som muligt. Udstrækkes til alle dem, der ikke henholder sig til islamiske værdier. Jeg ved af erfaring, at også herboende palæstinensiske familier gerne viser deres helt må børn nærbilleder i flotte albums af deres lemlæstede og døde familiemedlemmer – dræbt af israel efter arabiske angreb – så hadet kan holdes i kog over generationer.
Forståelse af virkeligheden
Jeg talte med forsvarer Klaus Ewald efterfølgende. Han havde taget udgangspunkt i at Steen Raaschou redaktør på Snaphanen.dk er bærer af ytringsfriheden og er en værdikriger. Redaktøren har et politisk ærinde. Marokkosagen vedrører ikke privatlivet, den vedrører vores forståelse af virkeligheden. Hvordan kunne man eksempelvis forstå Holocaust, hvis der ikke måtte vises billeder? Skal man undskylde virkeligheden i politisk sammenhæng? Forsvareren hævdede, at det er sagligt, at fortælle om hvad en ideologi indeholder. En dom vil beskytte en fascistoid ideologi, et patriarkalsk system, som har gjort verden mere usikker.
Forsvareren plæderede for at hensynet til ytringsfriheden måtte veje tungere end privatlivets fred. Og man må jo erkende, at disse unge kvinder ikke fik en fredelig privat ferie…
Læs mere på www.respublica.dk, fx artiklen At hade for Allahs skyld; og søg under menneskerettigheder.