Nogle pessimistiske nedslagspunkter om det, vi kan forvente os af 2022

Der går næppe en dag, hvor vi ikke kan læse om forbrydelser, begået af de tilvandrede: Voldtægter, knivstik, skyderi, mord, mordforsøg, overfald. Og også dét, man vist i politikerkredse kalder drengestreger: Dominansvold og ødelæggelse af glade studenters store dag ved at overfalde studentervogne.

 

Nogle er de tilvandredes efterkommere, andre har dårligt fået foden inden for døren, før de er i gang med at fortsætte de kendte voldsforbrydelser fra hjemlandet. Dem, de efter sigende er flygtet fra.

 

Det rige land højt mod nord

Vi er angiveligt et fantastisk rigt land. Ikke at flertallet af befolkningen mærker meget til det, tværtimod.

 

Men det skyldes delvis, at pengene kun kan bruges én gang, som politikerne så ganske rigtigt siger. Hvad enten verden befinder sig ude i verden eller har taget ophold hos os, har Danmark nemlig været (med)forsørger af hele verden så langt, jeg kan huske tilbage – og formentlig længere.

 

Den danske befolkning må derfor lære at sætte tæring efter næring, dvs. tage kriser, stigende mad-, el- og varmepriser, at isen smelter og vandene stiger, og at jorden går under lige straks i stiv arm.

 

Og klimaet. Glem ikke klimaet. De, der ikke har meget tiltro til, at politikerne kan betvinge klimaet og går tænderklaprende rundt under den globale opvarmning, må skammes ud. Vi må forstå, at det er dyrt, når hver eneste borger i dette land skal have en vindmølle stående i baghaven, men ”på sigt” (politikernes yndlingsudtryk) bliver det billigere. Men hvad skal vi dog med noget ”på sigt”, når vi ved, at om lidt går jorden under – vide den små frk. Thunberg?

 

Vores påståede rigdom har desværre haft den uforudsete bivirkning, at vi mangler rigtigt meget arbejdskraft. Virksomhederne bløder, og derfor er det nu på tide at gentage de så ødelæggende og eklatante fejltagelser fra 1960’erne og 1983, som har ændret Danmark for altid. Til glæde for de få, til fortvivlelse for de mange.

 

Gensyn med 1983 – indvandringen, der aldrig stopper

Vi har ”kun” omkring 100.000 arbejdsparate arbejdsløse i Danmark, og i EU-landene er der 15 millioner af slagsen. Det er derfor lidt uklart, hvorfor vi må importere ufaglærte fra de fjerneste lande i verden.

 

Men tilsyneladende ud fra devisen, at på den måde kan erhvervslivet og ufaglærte, fattige og børnerige familier fra den tredje verden være hinanden til indbyrdes glæde.

 

Den del af befolkningen, der ikke kan se logikken i at hente måske flere hundrede tusinde udlændinge til Danmark, når der lige uden for vores dør og endog indenfor er masser af mennesker at tage af, bliver belært af politikere og erhvervslivet.

 

”De importerede skal selvfølgelig kun arbejde her, så længe der er arbejde, og så skal de rejse hjem igen”, kunne TV oplyse.

 

Jo tak, den sang har vi hørt før, og det er disse utroværdige løfter, der har bragt os, hvor vi er i dag.

 

Beløbsgrænsen

Beløbsgrænsen for arbejdere fra lande uden for EU kræves sat ned til 360.000 kr., så man også kan få ufaglærte ind. I dette beløb er includeret feriepenge og pension.

 

Fagbladet 3F har skrællet feriepenge og pension væk og viser den rigtige beløbsgrænse, nemlig 24.896 kr. pr. måned. Det er ifølge 3F et lavere niveau, end manges nuværende løn.

 

Pension? Regner man med, at højkonjunkturen varer de næste 30-40 år, så de hundredtusindvis af fremmede skal blive her til pensionsalderen? Hvordan var det lige med ”hjemrejsen, når der ikke er mere arbejde”?

 

Hvor hjerneblæste tror de egentlig, vi er?

 

Familien skal med

Som det skete i 1983, skal alle indvandrerne (lad os bare kalde dem det, de er) naturligvis have hele familien med.

 

Kan ”regnedrengene” virkelig ikke regne ud, at den skat, de nye indvandrere betaler, aldrig vil kunne bidrage til en større børnefloks institutionspladser, skolegang, uddannelse, læge, hospitalophold m.v.? Her har jeg kun medtaget de omkostninger, som påføres de fleste familier.

 

Enhver husmor kan regne ud, at tjener man 100 kr., men har udgifter for 500 kr., er det umuligt at få enderne til at mødes. Lad mig bare lige trække eksemplet med somalieren med kone og foreløbig syv (7) børn frem. Den skat han betaler af sin løn som buschauffør er i sandhed en underskudsforretning.

 

Nogle af de nye indvandrere vil måske gerne tilbage til deres hjemland. Det er der råd for – og råd til.

 

Vi tager lige et et smut hjem – danskerne betaler

Vi har vel efterhånden affundet os med, at migranter, der finder ud af, at de gerne vil hjem, kan få en endog stor pose af skatteydernes penge med hjem.

 

Ja, vi har endog fået at vide, at det er en win-win situation.

 

Det er det dog ikke, når de er velkomne tilbage efter at have afleveret skatteydernes penge til familiemedlemmer. Og når de så står her igen, aldeles pengeløse, ja, så fortsætter de med offentlige ydelser.

 

I loven står anført, at migranterne – med mindre særlige forhold gør sig gældende (et for os altid bekymrende indskud) – kun kan få repatrieringsydelse én gang. Så der er nok nogle, der kan komme ind under ”særlige forhold”.

 

Danmarks omdømme

Vi er snart lige så ildeset som Ungarn er det i EU.

 

Denne lille bitte plet på jorden, som er Danmark, skal ifølge EU fyldes op med udlændinge. EU mener, vi fører en meget stram udlændingepolitik, og det må statsministeren og integrationsministeren stå til regnskab for i EU på trods af de alt for mange lempelser i udlændingepolitiken, som regeringen har gennemført.

 

Hvad i alverden bilder det monster i Bruxelles sig ind?

 

Det samme kan man spørge Jino Victoria Doabi om. Hun er ikke dansker, men syrisk statsborger, som vi har taget pænt imod. På grund af konventionerne får hun som ikke-dansker lov til at stille op til kommunalvalget. Det gør hun så i København. For det Radikale Venstre naturligvis. Som udlænding tillader hun sig at svinge krabasken over en regering, der – efter hendes opfattelse – fører en alt for stram udlændingepolitik.

 

Det er utroligt, hvad vi finder os i.

2022 er dårligt begyndt, men det er ikke en lys fremtid, vi går i møde.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…