****½ 4½ stjerner ud af seks
Skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup (f. 1978) er ikke mindst kendt for komediedramaet ”En frygtelig kvinde” (2017). Her blev fingrene ikke lagt imellem i skildringen af den psykologiske magtkamp i parforholdet mellem Rasmus og Marie, hvor Rasmus gang på gang trækker det korteste strå. Marie viser sig at være ekspert i hverdagsterrorisme.
Det samme tema bliver gennemspillet i Christian Tafdrups nye film SPEAK NO EVIL /GÆSTERNE, hvor manus også i denne omgang er skrevet sammen med broderen Mads Tafdrup.
Genren må karakteriseres som en gyser, men en meget speciel af slagsen, hvor samfundssatire og humor flettes sammen med horror-elementer.
Handling
Bjørn (Morten Burian) og Louise (Sidsel Siem Koch) er taget på ferie i Toscana. Med er også parrets lille datter, Agnes. Under opholdet møder de det hollandske par Patrick (Fedja van Huét) og Karin (Karina Smulders) og deres lille søn, Abel.
De to familier går godt i spænd og ler og morer sig sammen. Åbenbart har det hollandske par været så begejstret for samværet, at de sender et kort til Bjørn og Louise tre måneder senere og inviterer dem på weekend på deres landsted i Holland.
At tilbringe så lang tid under samme tag med mennesker, man ikke kender, kan være lidt af en chance at tage, men efter først at tøve bliver enden på det, at parret takker ja til indbydelsen. For hvad er det værste, der kan ske?
Bjørn og Louise når med noget besvær frem til bestemmelsesstedet, men allerede fra begyndelsen er der noget, der ikke rigtigt stemmer. Det hollandske par udviser igen og igen en grænseoverskridende opførsel i forhold til de sociale spilleregler, den danske familie har lært at agere efter. Men hvor meget er Bjørn og Louise villige til at finde sig i, og hvor længe kan de opretholde den høflige facade?
Er det i virkelighed Bjørn og Louise, der har et problem, fordi de ikke sætter foden ned?
Det er en knaldgod film
Christian Tafdrup skal selv have lov at få ordet, fordi hensigten med filmen står så tydeligt i hans afsæt:
”Hvor er jeg dog tit kommet galt af sted, fordi jeg er et høfligt menneske. Som den sommer, hvor min familie mødte en anden familie, og vi besøgte dem i deres hjem et halvt år senere. Det blev en lang og akavet weekend, og vi fandt os i lidt af hvert. De var slet ikke spor rare at være i selskab med, men vi holdt ud, smilte stort og på intet tidspunkt gjorde vi indsigelser. Vi var jo gæster i deres hus og ville ikke støde nogen. Da vi kørte derfra, havde vi det som om, vi havde begået overgreb på os selv. Hvorfor gjorde vi ikke noget? Hvorfor var det nemmere at holde ud end at sige fra over for deres ubehageligheder? Som om vi hellere ville dø end at tabe ansigt.
Det laver jeg nu en film om, som bliver både satirisk, mørk og utroligt ond.”
Det er en knaldgod film, der sylespidst og hudflettende anskueliggør dilemmaet mellem høflighed og frygten for at tabe ansigt og ødelægge den gode stemning på den ene side, på den anden side nødvendigheden af at kunne sige fra, at tage konflikter og insistere på, at noget er rigtigt, og noget er forkert – for ikke at sige helt uacceptabelt og ondt. Og i sidste instans er det en rigtigt dårlig idé bare at lade stå til og håbe på, at det ubehagelige forsvinder af sig selv. For det gør det ikke.
Det er velgørende, at der er (for mig) ukendte skuespillere i de fire hovedroller, og alle dækker de deres figurer meget overbevisende. Når stjernedrysset ikke er helt oppe at ringe, hænger det sammen med, at et par scener og replikker er så urealistiske, at de desværre kommer til at skurre i det samlede billede. Men trods alt er de ikke mere end hår i suppen.
”Speak No Evil” fortjener at blive set af mange og en cadeau til manuskriptet for den valgte slutning.
Længde: 97 minutter
- Medvirkende: Morten Burian, Sidsel Siem Koch, Fedja van Huét, Karina Smulders m.fl.
- Instruktør: Christian Tafdrup
- Manus: Cristian Tafdrup & Mads Tafdrup
- Premieredato: 17.03.22