Ny film: Modeverdenen, de superrige og ingen plads til bekymringsrynker

2 stjerner ud af 6 

 

Så er jeg desværre nede på 2 stjerner igen med TRIANGLE OF SADNESS, hvor titlen dækker over det engelske udtryk for den såkaldte bekymringsrynke mellem øjnene, som de fleste af os rager sig til i løbet af tilværelsen. Hvis man altså ikke som en Helle Thorning-Schmidt kaster sig over Botox og plastikkirurgi, hvad stadig flere tilsyneladende gør. 

 

Instruktøren hedder Ruben Östlund, og han står også bag manus. Født i 1974 og vokset op på en ø ved den svenske vestkyst. 

 

Handling

Jeg vælger at citere synopsen i pressematerialet – der må formodes at rumme instruktørens ærinde og intentioner – pga. min efterfølgende barske anmelderdom:  

 

”Ruben Östlund kaster med Guldpalmevinderen TRIANGLE OF SADNESS sit nådesløse satiriske blik på modeverdenen og de superrige, hvor modellerne Carl [Harris Dickenson] og Yaya [Charlbi Dean] og nogle milliardærer [bl.a. en russisk oligark] på en luksus-yacht bliver ramt af en storm. 

 

Båden synker, og de strander alle på en øde ø. I kampen om overlevelse bliver hierarkiet vendt rundt, og pludselig står alle i en nærmest postapokalyptisk situation, hvor al civilisation er væk.” 

 

To Guldpalmer borger ikke for kvalitet  

Ruben Östlund har vundet to Guldpalmer, hvilket skulle borge for kvalitet. Bare ikke i denne film. 

 

”Triangle of Sadness” lægger ellers stærkt ud. Hold da op, tænkte jeg – da modeverdenens overfladiskhed, iscenesættelse og udnyttelse af modellerne fik en på frakken. Ret sjovt, fin satire. 

 

Fulgt op af et opgør med feministisk dobbeltmoral og hykleri: Feministerne hyler op om total ligestilling, men det er stadig manden, der skal have tegnebogen op ad lommen. Igen: Ret sjovt, god scene. 

 

Også de første optrin på yachten sidder i skabet. Satiren rammer flere gange helt plet.  

 

Men så går det helt galt med rollen som den fordrukne kaptajn (Woody Harrelson), og fra det tidspunkt han fysisk er på banen første gang, glider filmen lige så stille ned ad slisken. 

 

Den ene mere usandsynlige og tåbelige scene følger efter den anden, og det kan godt være, at instruktøren på tegnebrættet vil have store temaer i spil: Kønsroller, kapitalisme & kommunisme, privilegieblindhed, klasseforskelle, overgreb, udnyttelse, selfie-kulturen, overdreven fokus på udseende mv.  – men både dialog og manus skurrer tåkrummende fælt.  

 

4/5 stjerner for den første time – 0/1 for den næste 1½.  Det må blive sådan ca. 2. 

 

Længde: 147 minutter 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…