Merkel og Macron svigtede Ukraine, da det gjaldt – dramatisk opgør mellem Ukraine og Tyskland

De politiske spændinger mellem Ukraine og Tyskland træder stadigt tydeligere frem. Ukrainerne føler sig svigtet af Tyskland, og de har da også en hel del at have deres utilfredshed i.

 

Under en debat i den tyske forbundsdag i tirsdags skosede et venstredrejet medlem Ukraine for at huse ”farlige fascister i egne rækker”.

 

Så eksploderede Ukraines ambassadør, Andrij Melnyk med denne kommentar: ”Hold De hellere Deres mund!”  Melnyk fortsatte: ”Det var og er de venstreorienterede (Die Linke), der kurtiserer krigsforbryderen Putin.”

 

Inden da havde den forargede og vrede ukrainske ambassadør tituleret Michael Roth fra SPD som et ”røvhul”.

 

Omvendt er der kommet spidse og nedladende bemærkninger om ambassadøren fra tyske regeringskredse. En statssekretær (’viceminister’) kaldte Melnyk for ”utålelig”.

 

På avisen Die Welts TV-station blev Melnyk spurgt, om hans vrede udfald var udtryk for fortvivlelse efter de russiske angreb. Hans svar lød:

 

”Det er ingen fortvivlelse. Det er en konstatering af de faktiske forhold. Det gælder også for den politik, der i årtier har været ført her i landet.”

 

Altså en meget skarp anklage mod Tyskland for at have svigtet Ukraine.

 

Den store synder er Angela Merkel

Forbundskansler Olaf Scholz (SPD) forsøger at tale konflikten ned. Hans regering har ingen interesse i at få et større opgør med det hårdt krigsramte land, der kæmper så dygtigt og tappert mod de massive russiske styrker.

 

Det er hellere ikke specielt Scholz og hans regering, der har udløst den ukrainske vrede. Konflikterne mellem Ukraine og Tyskland går længere tilbage – til 2014, hvor Rusland annekterede Krim og støttede separatisterne i det østlige Ukraine.

 

For ukrainerne er den store synder ikke Olaf Scholz, men Angela Merkel.

 

Ukrainerne ser det som et stort svigt, at hun igangsatte byggeriet af Nord Stream 2, der skulle transportere russisk gas til Europa, ikke mindst Tyskland. Det skabte en afhængighed af Rusland, der nu har vist sine fatale konsekvenser.

 

Ukrainerne opfattede Merkels linje som en grotesk ’belønning’ af Rusland for annekteringen af Krim.

 

Tyskland lukkede øjnene

Ukrainerne protesterede mod den russiske aggression i den såkaldte Maidan-revolution i 2014, men fra den russiske marionet-præsident Janukovitsj blev dette oprør slået ned med brutal vold.

 

Derefter forhandlede de stridende parter sig frem til en aftale for Ukraines videre skæbne, den såkaldte Minsk-aftale. Her spillede Tyskland med daværende udenrigsminister Frank Walter-Steinmeier i spidsen en afgørende rolle.

 

Ifølge ukrainerne og andre forstod Steinmeier slet ikke, at Putins dagsorden gik ud på at skabe et russisk imperium, at han var parat til at gøre dette med brutale midler, og at Putins ambitioner truede Ukraine, de baltiske lande, Polen og andre.

 

Det blev til Minsk-aftalen, der bar præg af, at Europa med Merkels Tyskland i spidsen lukkede øjnene for, hvor stor en trussel Putin var mod Ukraine og mod Europa mere generelt.

 

Steinmeier svigtede ukrainerne. Merkel svigtede ukrainerne. Og det har ukrainerne naturligvis ikke glemt. Og skulle de have glemt det, så skal Tysklands svage reaktioner over for Putins nye aggressioner mod Ukraine nok minde dem om det.

 

Biden var kritisk over for Merkel

Som vicepræsident havde USA’s nuværende præsident, Joe Biden, en nøglerolle i forhold til Ukraine. Og han brød sig tilsyneladende ikke om, hvad der kom fra Merkel.

 

I februar 2015 deltog de begge i den berømte årlige sikkerhedskonference i München. Biden noterede sig, at Merkel fordømte Ruslands handlinger i forhold til Ukraine. Men i sine erindringer føjede han til:

 

”Efter min smag var hun ikke stærk nok.” Og så kom de ord fra Biden, der sætter Merkels senere svigt af ukrainerne i relief:

 

”Jeg var skuffet over, at hun efter sin tale køligt afslog at stille ordentlige våben til rådighed for det ukrainske militær.” (citeret efter Die Welt)

 

Merkels linje var uhyre imødekommende over for Rusland – med Nord Stream 2 som et omdrejningspunkt – og den var køligt afvisende over for de truede ukrainere.

 

Merkels ’appeasement’

Tyskland praktiserede ’appeasement’ i forhold til Putins Rusland – for nu at bruge en betegnelse, der er kendt fra den britiske premierminister Chamberlains svigt i optakten til 2. Verdenskrig.

 

Det har ukrainerne ikke glemt, det er jo også kun få år siden. Derfor reagerer de så kraftig, når de føler, at de nu igen bliver svigtet af Tyskland i en situation, der er meget truende for deres land. Og derfor er ambassadør Melnyk så meget oppe på mærkerne for at holde Tyskland til ilden.

 

Kendsgerningen er da også, at Angela Merkel har ført en alt for Putin-venlig udenrigs- og udenrigshandelspolitik.

 

Mens skønsnakkende ”eksperter” og ”kommentatorer” i Danmark og andre lande hyldede Merkel som ”Europas leder”, var kendsgerningen, at hun svækkede (det vestlige) Europa i forhold til Putins despotiske regime.

 

Den vrede, der har udløst hos dem, der har været udsat for dette regime, er særdeles forståelig.

 

Bedre med Scholz, men …

Den nye forbundskansler, Olaf Scholz fra SPD, er i gang med at gennemføre en positiv korrektion af den tyske kurs. Blandt andet forpligtede han sig i en historisk tale til at Tyskland skulle løfte sine forsvarsudgifter til 2 procent af bruttonationalproduktet.

 

Men meget fungerer stadig ikke, som det skal i Tysklands forhold til Ukraine og Østeuropa i øvrigt.

 

Det fremgår af skandalen omkring tyske køb og leverancer af våben til Ukraine.

 

Tysk tøven

I sidste uge kunne Armin Papperger, der er koncerndirektør for den store tyske våbenproducent Rheinmetall, fortælle medierne, at koncernen havde tilbudt Ukraine topmoderne våben. De skulle så betales af den tyske stat.

 

Man havde allerede underskrevet kontrakter om salg af disse våben, kunne direktøren fortælle. Og man kunne levere dem hurtigt, sagde han.

 

Men efter uger med voldsomme russiske angreb på Ukraine, har landet intet set til disse våben.

 

Tyskland har ganske vist sendt nogle beskedne våbenleverancer til Ukraine. Men det har været våben, som man havde liggende på lager i Forbundshæren (Bundeswehr). Altså ikke de topmoderne moderne våben, som koncerndirektør Papperger talte om.

 

Selv disse ældre våben er de tyske lagre nu ved at være udgået for. Man har ventet på, at den tyske forsvarsminister Christine Lambrecht skulle fortælle offentligheden, hvad man så agtede at gøre. Men det lod vente på sig, mens ukrainerne ikke anede, hvad de kunne regne med.

 

Arven fra Merkel

Nu lader det til, at regeringen har givet grønt lys for levering af flere moderne våben. Og man er nu indstillet på, at disse våben kan købes direkte fra våbenkoncernerne – det er altså ikke halvgamle lagervarer.

 

Det er da et fremskridt. Det tyske roderi omkring disse våben har været pinligt.

 

Man kan få en mistanke om, at dette tyske roderi ikke bare handler om bureaukratisk koks. Formentlig bunder det i sidste ende i en usikkerhed omkring Tysklands kurs over for Rusland.

 

Merkel plejede meget venskabelige relationer til Putin. Og det synes at være en del af arven fra Merkel, at man i Tyskland forholder sig tøvende og famlende til en situation, hvor der er brug for at stå fast og vise muskler over for Rusland.

 

Selv om Olaf Scholz har taget vigtige skrift, har man stadig svært ved at opgive illusionerne om, at Tyskland kan være formidler af et samarbejde med Putins Rusland.

 

Macron og Putins ambitioner

Dette problem, som har rødder i Den Kolde Krig, plages man også af i Frankrig.

 

Merkels Tyskland var ikke alene om at ville formidle mellem Rusland og Vesten. Også Frankrigs præsident Macron har haft ambitioner i den retning.

 

Da Macron tiltrådte, advarede han sine embedsmænd mod at køre en konfrontationskurs mod Rusland. Tværtimod skulle Rusland inddrages i at skabe ”en ny sikkerhedsarkitektur i Europa” (Le Figaro). Naturligvis med Frankrig i en nøglerolle som formidler af dette samarbejde.

 

Macron anstrengte sig da også meget for at fungere som forbindelsesled til Putin under hele optakten til krigen i Ukraine.

 

Men Putin havde sin helt egen dagsorden. Han ville skabe et nyt russisk imperium og havde ikke i sinde at bygge en ”ny europæisk sikkerhedsarkitektur” med Macron og med den siddende tyske regering.

 

Putin ville have ekspansion. Han ville have krig. Han ville have en sejr, der kunne underkue Ukraine.

 

Det har Zelenskyj for længst gennemskuet

Det har Zelenskyj og hans kampfæller for længst gennemskuet. Derfor reagerer de så skarpt over for, hvad de opfatter som et stort svigt fra tysk side – jævnfør ambassadør Melnyk. Og derfor ignorerer de Macrons flyvske planer, der skal forsøge at placere Frankrig i en betydningsfuld rolle.

 

Dette handler om krig. Det handler om militær støtte. Det handler om at ramme og besejre Vladimir Putin og hans slæng af generaler og oligarker i og omkring Kreml.

 

Her er det naturligvis vigtigt Ukraine at have støtte fra europæiske lande, ikke mindst Tyskland og Frankrig.

 

Men USA’s støtte er altafgørende. Det USA, hvis daværende vicepræsident Joe Biden allerede i 2015 skrev om Angela Merkel:

 

”Jeg var skuffet over, at hun efter sin tale køligt afslog at stille ordentlige våben til rådighed for det ukrainske militær.”

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…