Morten Messerschmidt blev søndag valgt til Dansk Folkepartis nye formand. Han blev valgt med over 60 procent af de afgivne stemmer – altså en temmelig overbevisende sejr.
Samtidig har valget af Messerschmidts umiddelbart udløst en klar nettotilgang af medlemmer. Ifølge helt nye tal har 395 personer har meldt sig ind i partiet efter formandsvalget, mens 25 personer har meldt sig ud.
Der vil være DF’ere, der ikke bryder sig om dette resultat af partiets ekstraordinære landsmøde. Men dette resultat er virkeligheden. Og de er nødt til meget hurtigt at lande i denne virkelighed – ellers risikerer de at køre deres parti i smadder.
Det er ikke første gang i danmarkshistorien, at nogle partimedlemmer hellere havde set en anden formand for deres parti.
Selvdestruktion
Men hvis man ikke har noget alternativ, ender bekæmpelsen af den nyvalgte formand i selvdestrukion.
Og Messerschmidts kritikere har ikke noget alternativ. De kan hente lidt opmærksomhed på at snakke Journalistisk Venstreparti efter munden. De venstreekstreme og politisk korrekte journalister vil elske at puste til kaos i partiet.
Det kan måske give Messerschmidts kritikere en kortvarig medieoptræden. Men den sandsynlige konsekvens vil være, at Dansk Folkeparti sendes i afgrunden. Det vil også være en svækkelse af det borgerlige Danmark.
Nogle af Messerschmidts kritikere mener, at han er for selvoptaget og arrogant. Det faldt med god grund mange for brystet, at han i sin tid omtalte en kvindelig DF-gruppefælle i Europa-Parlamentet som noget i retning af ”en lille pige fra Rebild” – fordi hun havde sin egen mening.
Det siger sig selv, at den slags nedladende bemærkninger må være fortid, hvis Messerschmidt vil bide sig fast som partiformand.
Så vil DF meget hurtigt være et meget dødt parti
Partifæller vil sikkert også stille naturlige krav til den nye formand om, at islamkritikken og udlændingepolitikken får mere vægt i partiets daglige arbejde.
Den slags debatter om den politiske linje er en naturlig del af et partis liv. Men for Dansk Folkeparti bliver det afgørende, at disse debatter ikke fortaber sig i i personligt nid og nag, giftigheder og intriger.
Der er en meget simpel begrundelse for, at de forskellige profiler og grupper i partiet er nødt til at holde inde med den slags udskejelser, der ofte foregår i fuld mediebelysning: Hvis man fortsætter på den måde, vil Dansk Folkeparti meget hurtigt være et meget dødt parti.
Selv Morten Messerschmidts argeste modstandere bør kunne anerkende, at han har nogle klare kvaliteter. Han er således skarp i hovedet og sprogligt meget slagkraftig. Det er naturligvis vigtige egenskaber – også til at skaffe flere stemmer til partiet.
Men det siger sig selv, at hvis Messerschmidts kritikere i partiet skal bakke ham op, så skal han vise vilje til at lytte og give indflydelse – også til dem, der har forsøgt at forhindre, at han blev formand.
De kommer ikke til at elske hinanden, men …
Dansk Folkeparti er i dag i en så svag og usikker situation, at nye interne kampe kan få dødelig udgang for partiet. Både Messerschmidt og hans kritikere vil være nødt til at se denne simple realitet i øjnene.
De argeste modstandere i de interne kampe kommer selvfølgelig ikke til at elske hinanden. Men de kommer til at lære, at alt skal indordnes under hensynet til at styrke partiets position i befolkningen – ellers ender Dansk Folkeparti som en relativt kort parentes i dansk politisk historie.
Her og nu er det eneste realistiske og holdbare for Dansk Folkeparti, at man giver Morten Messerschmidt en chance for at vise, hvad han duer til.
Omvendt skal han selvfølgelig vise sin respekt de kvaliteter, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og koryfæer som Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup tilfører partiet
Hvis folketingsmedlemmer i fuld offentlighed går rundt og rakker ned på den nye formand, så er det kun et spørgsmål om tid, før partiet kan udstoppes og sættes på museum.
En simpel grundregel i politik
Dansk Folkeparti har akut brug for succes efter lang tid med fiaskoer.
Man har akut brug for, at partiets medlemmer, vælgere og politiske repræsentanter kan få noget selvbevidsthed tilbage. Politik har en simpel grundregel:
Hvis man ligner tabere, hvis man opfører sig som tabere, så ender man med sikkerhed som tabere hos vælgerne.
Det er denne dødsspiral, Dansk Folkeparti risikerer at ende i.
Taberagtigt kværulanteri er døden
Der er ingen grund til at tro, at partiet i overmorgen vil opleve kraftig fremgang hos vælgerne.
Men man kan i hvert fald være sikker på, at interne hundeslagsmål og taberagtigt kværulanteri er en dødsrute.
Dansk Folkepartis landsmøde har valgt en ny formand. Hvis partiet skal have en fremtid, tage denne kendsgerning til efterretning og arbejde for, at det kommer til at fungere.
Nogle af dem bryder sig ikke om Morten Messerschmidt af den ene eller den anden grund. Men det er helt på månen at forestille sig, at der findes et alternativ til ham.
Han er valgt af landsmødet. Et kommende landsmøde kan afsætte ham, hvis man synes, at han har håndteret sit ledelsesansvar dårligt.
Men hvis Dansk Folkeparti her og nu skal undgå en regulær nedsmeltning, Så er man nødt til at få det til at fungere med Messerschmidt som formand.
Det har Messerschmidt selv et stort ansvar for. Og det har Messerschmidts kritikere et ansvar for.
Fugl Fønix
Én ting synes at stå helt klar:
Man kan ikke her og nu skabe kaos omkring Messerschmidt og så tro, at et alternativ til ham kan stige op af asken som en Fugl Fønix.
Dette handler simpelt hen om Dansk Folkepartis overlevelse. Man kan ikke føre permanent borgerkrig med hinanden og så tro, at vælgerne bliver ved med at stemme på partiet.
Messerschmidt har naturligvis som ny formand et stort ansvar for, at partiet igen vinder frem hos vælgerne. Men det har resten af partiet – herunder de erfarne frontfigurer – i den grad også.
Det kan være sidste chance for Dansk Folkeparti.
