Arbejdere er en mangelvare i Danmark, så derfor kræver erhvervslivet, at udlændinge hentes til Danmark, ja faktisk skriger man på dem ifølge medierne. Næsten alle de politiske partier er enige.
Med udenlandske arbejdere menes ikke europæere, hvoraf millioner er arbejdsløse. Der tænkes heller ikke på de allerede tilvandrede i Danmark, hvoraf mange aldrig har haft en times arbejde, enten fordi de ikke gad, fejlede uudgrundelige sygdomme der var ukendt for lægevidenskaben, konstant var på barsel eller af den ene eller anden grund ikke evnede selv det mest ufaglærte arbejde.
Der skal søges efter arbejdskraft længere væk. Hvor langt væk? Kina, Japan, Vietnam eller andre asiatiske lande, hvis borgere er kendt for deres dygtighed og arbejdsvillighed? Eller kan den tanke, der sikkert lurer hos mange, betyde noget mere eksotisk, nemlig befolkningsoverskuddet i de muslimske lande?
En gentagelse af 1983?
Når der ikke er mere arbejde, skal de nu kommende arbejdere rejse hjem igen, lyder det.
De skal være forsikret, så det ikke er de danske skatteydere, der skal betale for læge, tandlæge og hospitalsophold. Det siger politikerne selv.
Så der er ikke noget at bekymre sig om, får vi at vide.
Der bliver ikke tale om en gentagelse af 1983, hvor fremmedarbejdere/gæstearbejdere fra Tyrkiet, Eksjugoslavien og Pakistan holdt op med at være arbejdere og i stedet blev til indvandrere og en voldsom byrde for skatteyderne.
De, der husker de såkaldte fattigfirsere, erindrer, at da der ikke mere var arbejde at få, og arbejdsløsheden greb om sig, så det var svært selv for danskere at få et job, forventedes de fremmede at rejse tilbage til deres hjemlande med tak for indsatsen.
Men det mente de Radikale ikke, man kunne være bekendt. Og da det er almindelig kendt, at de bedste, mest humane og hjertevarme mennesker findes hos de Radikale, var det ikke svært at få overtalt stort set alle partierne til også at åbne deres hjerter. Det skulle jo nødigt hedde sig…
Ikke alene skulle de have lov til at blive her, deres familier skulle også have et retskrav på at komme hertil. Og det gjorde de så med børneflokke så store, at man skulle mange årtier tilbage for at se mage i danske familier.
Befolkningen blev ikke spurgt. Ja, vi anede dårligt nok, at vi var blevet en humanitær stormagt i 1983 med verdens bedste udlændingepolitik.
Senere blev Danmark udkonkurreret af Sverige, men det er en helt anden historie.
Hva’ med lidt løndumping
Den 8.6.2022 udtalte 3f’s forbundssekretær Søren Heisel, at beløbsordningen, som den er, er sund fornuft og og en god sikring mod løndumping og social dumping.
Endvidere mener Heisel, at ”Den nuværende beløbsordning betyder, at virksomhederne kan hente arbejdskraft i 3. verdens lande, hvis de betaler en årsløn på 448.000 kroner inklusiv feriepenge og pension – hvilket nogenlunde svarer til en faglært håndværkers løn i Danmark. Virksomhederne kan tillige benytte Positivlisten, hvis der i særlige brancher er mangel på folk.
Betingelserne i Positivlisten er ikke en årsløn på 448.000 kroner, men at løn- og arbejdsvilkår følger det normale på fagområdet i Danmark.”
Heisel præciserer, at der er 13 millioner ledige i Europa, og at der er 70.000 ledige herhjemme at tage af. Og da de første indikationer har vist, at opsvinget er ved at klinge af, advarer han imod, ”at efterspørgslen efter arbejdskraft langsomt vil blive mindre.”
Var der nogen, der lyttede til 3f?
Næh, erhvervslivet pressede på. Beløbsgrænsen på de 448.000 kr. burde sættes ned, da man ellers ikke få fat i de ufaglærte fra 3. verdens lande.
Så politikerne fik travlt med at få vedtaget en lov, der indebærer en løn på 375.000 kr. inkl. feriepenge og pension for en ufaglært arbejder fra den 3. verden.
Loven blev til i en bred aftale og vedtaget den 29.6.2022, altså ca. 3 uger efter 3f’s advarsel, og træder i kraft pr. 1. december 2022 i en afgrænset periode på 3 år.
Betingelserne i den afgrænsede periode
Der følger nogle betingelser med i loven, der nok kan kaldes for løfter til befolkningen. Af erfaring ved vi dog, at betingelser kan ændres, og løfter kan brydes.
Der er enighed om, at en opholdstilladelse efter ordningen skal være betinget af, at arbejdstageren ikke modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, f.eks. kontanthjælp. Der er derudover enighed om, at hvis arbejdstageren begår kriminalitet i Danmark af en sådan karakter, som medfører udvisning, bortfalder arbejdstagerens opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Jeg vil lige dvæle ved ”begår kriminalitet i Danmark af en sådan karakter, som medfører udvisning.”
Hvad dækker ”af en sådan karakter” over? Hvem skal vurdere, om kriminaliteten skal medføre udvisning? Vil udvisning ske administrativt, eller skal udvisningen gennem domstolene – altså byretten, landsretten og Højesteret? I sidstnævnte tilfælde, har Folketinget så vedtaget en lov, der utvetydigt kræver, at domstolene skal udvise, når man altså har defineret, hvad ”af en sådan karakter” er?
Og hvis opholdstilladelsen ophører efter beløbsordningen, kan personen så søge ophold efter en anden ordning, hvis Folketinget ikke kan blive enige om, hvorvidt kriminaliteten når op på ”af sådan en karakter”?
Endvidere består betingelserne i, at hvis bruttoledigheden overstiger 3,75% eller mere end 15.000 personer benytter sig af den, så kan der ikke meddeles nye opholdstilladelser på den midlertidige ordning.
Det skal lige bemærkes, at i de nævnte max. 15.000 arbejdstagere, er familiemedlemmerne ikke inkluderet.
Tag bare familien med
Den nye arbejdskraft skal naturligvis have ret til at tage deres familier med, så man ikke risikerer, at de hurtigt rejser hjem igen.
Hvordan har man tænkt sig, at én person skulle kunne forsørge en hel familie med en årsløn på 375.000 kr. – altså 31.250 kr. om måneden, hvori er inkluderet feriepenge og pension? Herefter trækkes skatten, og så er der ikke meget tilbage. Der er jo en grund til, at i de fleste danske familier på lavtlønsområdet må begge parter arbejde.
Mon den forsikring, de nye fremmede bliver afkrævet at fremvise, dækker andet end læge, hospital, og måske tandlæge?
Altså må mor også ud på arbejdsmarkedet. Det betyder, at skal der betales fuld pris for vuggestuer, børnehaver, skolegang, SFO og eventuel uddannelse af familiernes unge.
Derudover kommer stigende el, gas og varmepriser, maden der er vurderet at ville stige yderligere i 2023, indkøb af tøj, rejsehjemmel m.v.
Huslejerne er i langt de fleste tilfælde horribelt høje for en arbejder, og der vil vel ikke være tale om boligstøtte? Eller for den sags skyld børnetilskud, som danske familier – ikke mindst i lavtlønsgrupperne – får til at lette lidt på den økonomiske byrde?
Er der mon troligt, at der er nogen forsikring, der betaler alle disse udgifter? Eller skal de danske skatteydere bidrage?
Et nyt proletariat
Har en eneste person i erhvervslivet eller en politiker overhovedet tænkt så langt, at man skulle lægge et budget med så lav en indtægt, hvor ingen – absolut ingen – økonomisk støtte følger med.
Jeg gætter på, der bliver et run uden lige til bistandskontoret. Måske vil de venlige venligboerne træde til? Jeg tvivler nemlig på, at de danske skatteyderne har et ønske om at bidrage til erhvervslivets import af 3. verdens befolkningsoverskud.
Når de fremmede skal rejse hjem
Vi lader et øjeblik, som om samtlige af lovens betingelser står fast. Helt fast.
Vi har ikke længere brug for de fremmedes arbejdskraft, og nu skal familien rejse hjem.
Hvis det går, som det plejer, vil vi nu dagligt høre om, at begge eller en af forældrene er blevet kronisk syge, at mor er i 7. måned, at børnene ikke mere taler deres forældres sprog, at skolekammeraterne demonstrerer, for de vil ikke undvære deres nye venner, og skolelederen kan fortælle, at aldrig har der været så velintegrerede børn. Venstrefløjen deltager i hylekoret, og hver dag er der en ny tudehistorie på alle TVs kanaler.
Så jo, 1983 nærmer sig.
