”Kunne de ikke bare tage at holde deres kæft!” – socialdemokrater har Ukraine-problem

Foto: Shamil Shumatov/Scanpix/Ritzau

En ny meningsmåling får alarmklokkerne til at bimle hos de tyske socialdemokrater (SPD). I målingen blev SPD for første gang i et år overhalet af De Grønne (Insa/Bild).

 

I den nye måling står De Grønne til 21,5 procent, mens SPD lander på 20 procent – et tab på to procentpoints. Unionen af borgerlige (CDU/CSU) er tilbage på deres traditionelle førsteplads i tysk politik med 27 procent – altså langt foran SPD.

 

Det sker på et tidspunkt, hvor den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz ellers har været meget fremtrædende i offentligheden i forbindelse med krigen i Ukraine. Blandt andet med markeringer vedrørende våbenhjælp til det hårdt kæmpende land.

 

Våbenhjælp

Spørgsmålet om denne våbenhjælp optager mange vælgere i Tyskland – ligesom det er tilfældet i Danmark.

 

Men tilsyneladende siger Scholz ikke det rigtige efter mange vælgeres mening. Den aktuelle meningsmåling kan i hvert fald udlægges sådan, at den tyske regering af socialdemokrater, grønne og liberale demokrater efter en del vælgeres mening ikke leverer den nødvendige hjælp til Ukraine.

 

Regeringen har været under kraftig beskydning for at være halvhjertet og forhalende, når det gælder denne våbenhjælp.

 

Tyske medier har afdækket en række eksempler på, at den tyske våbenindustri har været parat til at levere flere moderne og tunge våben til Ukraine. Men politisk modvilje og langsommelighed har trukket sagerne i langdrag og udløst heftig kritik af regeringen for at svigte ukrainerne.

 

Ansvaret for langsommeligheden ligger i sidste ende hos forbundskansler Olaf Scholz. Det hele er blevet værre af, at forsvarsminister Christine Lambrecht har talt i tunger, fordi det reelt er Scholz, der har styret det hele.

 

De hårdt kæmpende ukrainere har med frustration kunnet følge, hvordan den tyske regering har trådt på bremsen, mens den har forsikret, at den gør alt for at styrke Ukraines militære slagkraft. Tyske medier har leveret en række eksempler.

 

Socialdemokratisk leder: ”Lad os tale om noget andet”

Nu kunne man måske tro, at det især var regeringspartiet De Grønne med dets pacifistiske traditioner, der blokerede for våbenleverancer. Men det er ingenlunde tilfældet. De Grønne presser faktisk på for en offensiv linje til fordel for Ukraine. Det samme gør Frie Demokrater (FDP).

 

Hovedansvaret for, at Tyskland leverer våbenhjælp til Ukraine ’med håndbremsen trukket’, ligger faktisk hos Mette Frederiksens partifæller i SPD.

 

SPD har gennem årene rummet stærke kræfter, som har trukket i retning af venstreorienterede, halvpacifistiske og ret russiskvenlige holdninger.

 

Disse kræfter har ikke brudt sig om, at Tyskland skulle stå skulder ved skulder med Ukraine. De synes faktisk, at Tyskland har bevæget sig for langt ud i at støtte kampen mod Putins militære aggression.

 

For nylig blev det udtrykt således af SPD’s gruppeformand i Forbundsdagen, Rolf Mützenich:

 

”Jeg håber, at det snart kan komme til en våbenstilstand. Så kan vi omsider koncentrere os om andre spørgsmål.” (Frankfurter Allgemeine Zeitung)

 

Har leflet for Putin

For denne socialdemokratiske leder i Tyskland er det centrale tilsyneladende ikke, at Ukraine får den nødvendige støtte til at sikre sin uafhængighed. Det centrale er, at kampene stopper – de kampe, der vel at mærke er resultatet af russisk aggression.

 

Ukrainernes kamp for frihed og uafhængighed fremstilles af denne socialdemokratiske leder som et beklageligt afbræk i det daglige politiske arbejde. Man fornemmer næsten en irritation i retning af: ”Kunne de ikke bare tage at holde deres kæft!”

 

Mette Frederiksens tyske søsterparti har i de senere år leveret lederskikkelser som Gerhard Schröder, Frank-Walter Steinmeier og Rolf Mützenich. Folk, som i den grad har leflet for Putin og/eller svigtet ukrainernes frihedskamp. I øvrigt arm i arm med kristendemokrat og forbundskansler Angela Merkel.

 

Nogle af disse politikere har ændret signaler efter kritik for at være Putin-venlige. Det gælder således Steinmeier.

 

Men de har undervejs efterladt et ubehageligt indtryk af, at de betragtede ukrainernes kamp som en lidt irriterende forstyrrelse af ’business as usual’.

 

En pensioneret general tager bladet fra munden

Nu tager en tung militær skikkelse i Tyskland bladet fra munden og går til åbent angreb på de kræfter, der er så forhippede på en hurtig våbenstilstand. Det drejer sig om den pensionerede general A.D. Wittmann. Han skriver i Die Welt:

 

”Hvis man sætter en våbenhvile som højeste prioritet i den nuværende situation, ville det betyde, at den russisk besatte del af Ukraine ville blive mere end fordoblet – og der ville ikke være nogen udsigt til, at man ville give det erobrede område tilbage i forhandlinger.”

 

Wittmann lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af, hvilke forfærdende konsekvenser den russiske besættelse har for ukrainerne: mord, voldtægt, tortur, tvangsforflyttelser, afsættelse og likvidering af politikere, ødelæggelser af boliger, skoler, hospitaler, tilintetgørelse af hvedehøsten, brutale hævnakter mod fanger – blandt meget andet.

 

Den pensionerede general har også skarpe kommentarer til den nedladende reaktion, der jævnligt falder, når ukrainske repræsentanter advarer skarpt mod konsekvenserne af en russisk besættelse.

 

Man forstår godt bekymringen

General Wittmann udtrykker sin frygt for, at Tyskland og andre vestlige lande er parate til at acceptere en russisk besættelse af Donbas-regionen – oven i besættelsen af Krim.

 

De problemer, som Ukraine har oplevet med våbenleverancer fra Tyskland, kan så blive meget værre.

 

Den forhenværende general frygter, at der især fra tysk side kan blive lagt et voldsomt pres på ukrainerne for, at de skal indstille krigen og overlade væsentlige områder til russisk herredømme.  Herunder det meste af Donbas-regionen.

 

Her og nu er det svært at vurdere, hvor galt det kan gå. Meget vil selvfølgelig afhænge af USA’s reaktion.

 

Men man forstår godt, at den pensionerede tyske general er bekymret på ukrainernes vegne. Ikke mindst, når man lytter til en SPD-leder som gruppeformand Mützenich.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…