Konventionerne og  Menneskerettighedsdomstolen er en skandale – Danmark skal selv bestemme, hvem vi vil have boende i vores land

Arkivfoto af asylansøgere i Tyskland/ Skærmprint You Tube

Et er teori, et andet praksis. Der ses ikke mindst, når Menneskerettighedsdomstolen dømmer tilsyneladende i henhold til konventionerne. Der er ofte ingen sammenhæng mellem de to.

 

Denne diskrepans ses, når Menneskerettigheds- og Flygtningekonventionen fortolkes af dommerne i Menneskerettighedsdomstolen (herefter Domstolen). Det burde være almen viden efter utallige indlæg fra jurister, at Domstolen er dynamisk/aktivistisk. Domstolen laver de love hen ad vejen, som den skal dømme efter.

 

Domstolens fremgangsmåde betyder, at det er umuligt, blot ved at læse konventioner, at forudsige, hvordan en dom, der afsiges af Domstolen, falder ud. Forudsigeligheden er ikke-eksisterende.

 

Jacob Mchangama (direktør i tænketanken Justitia) har anklaget Menneskeretsdomstolen for af egen drift at bevæge sig ind på nye områder. Endvidere anklager han Domstolens beskyttelse af kriminelle udlændinge for mere eller mindre at være opfundet af Domstolen selv.

 

Domstolen er altså ikke kun er juridisk, men også politisk. En fremgangsmåde, der ville være utilstedelig i en retsstat, hvor domstolene forventes ikke selv at konstruere de love, der dømmes efter.

 

Som bekendt blev Menneskeretskonventionen implementeret i dansk lov i 1992. Det har alvorlige implikationer, idet de danske domstole må dømme – ikke efter de af Folketinget vedtagne love – men efter den implementerede konvention, hvis artikler konstant udvides af Domstolen. Herefter rettes Udlændingeloven ind efter udvidelsen.

 

Man skal tillige være opmærksom på, at de afgørelser, der træffes af Domstolen, skal følges af de danske domstole, selv om Danmark ikke er part i den pågældende sag.

 

Det gælder også EU-Domstolen, jf. fx her Metock-dommen og Zambrano-dommen, som intet har med Danmark at gøre, men alligevel skal følges af os.

 

Metock-dommen drejer sig om fire EU-borgere (også kaldet unionsborgere), der arbejdede midlertidigt i Irland og giftede sig med hver deres afrikaner. I Irland fik de afslag på ægtefællesammenføring. En klage til EF-domstolen (senere ændret til EU-Domstolen) gav afrikanerne, der ikke havde lovligt ophold i noget land inden for EU, ret til opholdstilladelse i Irland.

 

Zambrano-dommen gik imod Belgien. Ifølge denne dom blev et barn, født af ”vandrende arbejdstagere” i et EU-land, betragtet som unionsborger, og så havde barnet ret til at forblive i landet. Og dermed naturligvis også forældrene, hvad enten de arbejder eller ej. Det betyder, at barnet, uanset et lands indfødsretslovgivning, er at betragte, som om det har indfødsret i det land, hvor forældrene har slået sig ned.

 

En undrende befolknings oftest stillede spørgsmål

Hvorfor betinget udvisning/advarsel – i øvrigt igen og igen?

Hvorfor er udvisning ikke hver gang for bestandigt, men åremålsudvisninger?

Hvorfor tillades, at udlændinge, der er uønskede i Danmark, opholder sig i åbne udrejsecentre, når de nægter at rejse hjem efter afsoning?

 

Ad betinget udvisning

I en rapport Udvisning af kriminelle, udfærdiget af Institut for Menneskerettigheder (s. 21), ses, at formålet med betinget udvisning er at ”give en klar advarsel til den kriminelle og samtidig tjene som en alvorlig påmindelse til familien om, hvad konsekvensen af næste skridt på en kriminel løbebane vil være. En sådan advarsel skal øge familiens opmærksomhed på problemet og hjælpe dem til at holde den dømte væk fra kriminalitet.” Jf. Udlændingeloven

  • 24b.

 

Mon ikke udenlandske forbrydere for længst har vejret, at ”næste skridt på en kriminel løbebane” blot betyder endnu en betinget udvisning?

 

Er der i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at udvise en udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

 

  • 26, stk. 1, kaldes populært for hensynsparagraffen. Her oplistes samtlige de hensyn, der skal tages til de udenlandske forbrydere. Som det fremgår, er hensynet til danske borgeres tryghed og velfærd ikke nævnt.

 

Dansk Folkepartis forslag til folketingsbeslutning om en konsekvent linje over for asylansøgere, der begår kriminalitet i Danmark, blev nedstemt.

 

Ad åremålsudvisninger

I samme link (s. 22-23) er listet op, hvilke straffe der udløser længden af indrejseforbudet (indskrevet i udlændingelovens § 32), hvis udlændingen udvises:

 

– straf under tre måneders fængsel giver fire års indrejseforbud,

– tre måneders til ét års fængsel giver seks års indrejseforbud,

– ét til to års fængsel giver tolv års indrejseforbud,

– indrejseforbuddet normalt meddeles for bestandig bl.a. ved længere straffe.

 

I sagen Mohamed Hassan Abdi mod Danmark med en kriminel løbebane så lang som en folketingsvalgliste, tabte Danmark sagen, idet Domstolen gav Abdi ret i, at en udvisning på livstid var en overtrædelse af hans rettigheder (Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om familieliv). Et indrejseforbud for bestandigt ville gøre det umuligt for ham at komme tilbage på et tidspunkt til sin familie i Danmark. Det bemærkes, at han var ugift og ingen børn havde, så der var tale om andre familiemedlemmer.

 

Endvidere havde han ikke ved tidligere domme modtaget en advarsel om udvisning, og uagtet hans ellers lange kriminelle løbebane, var dommen i nærværende sag meget mild.

 

Domstolens afgørelse kan læses her i sin helhed. Bemærk punkterne 41- 45. Jf. tillige DKA og menneskeret.dk.

 

Den livslange udvisning blev ikke/kunne måske ikke ændres til en åremålsudvisning. Abdi er således slet ikke udvist, men slap med skrækken.

 

Det ser ikke ud til, at dommen blev anket til Storkammeret.

 

Udlændinges bevægelsesfrihed

Det er faldet mange for brystet, at udviste udlændinge frit kan bevæge sig rundt i samfundet i stedet for at opholde sig et lukket udrejsecenter. Det har vist sig, at ikke helt sjældent begår udlændingene – eller fortsætter med – kriminalitet, hvor det især er de nærtboende til et udrejsecenter, der bliver udsat for forskellige forbrydelser, jf. danskernes voldsomme modstand mod at have en udrejsecenter i deres nabolag.

 

Flygtningekonventionen artikel 26 om bevægelsesfrihed anfører:

 

”Hver kontraherende stat skal indrømme flygtninge, der lovligt befinder sig inden for dens område, ret til at vælge deres opholdssted og til frit at bevæge sig indenfor dens område med forbehold af sådanne bestemmelser, som under samme forhold måtte finde anvendelse på udlændinge i almindelighed.”

 

Og var der problemer med at forstå det første gang, gentages det i Tillægsprotokol 4, artikel 2 i samme konvention, hvor det anføres: ”Enhver, der retmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted.” (mine fremhævelser).

 

Her er ”udlændinge i almindelighed” taget ud og gælder således alle uden undtagelse. Samtidig er ”frit at vælge sit opholdssted” tilføjet.

 

Reglerne gælder flygtninge, der lovligt opholder sig i Danmark, men som det ses, er der ikke noget i vejen for, at en forbryder på tålt ophold flytter hjem til familien.  Den 17. januar 2017 vurderede Højesteret, at den libanesiske Hassan gerne måtte flytte ud af udrejsecentret og hjem til sin familie.

 

Efter dette fik adskillige forbrydere ophævet deres bopligt.

 

Er det politikerne, der har svigtet, eller er det Højesteret, der slavisk følger Domstolens dynamiske udvidelser af konventionerne, uanset konsekvenserne for danskerne?

 

Mon ikke det er på tide, at vi tager fat om nældens rod, vender bøtten, tager skeen i den anden hånd og får gjort op med alle disse konventioner, der er til skade for danskerne? Vi kunne jo starte i det små ved at udfase Menneskerettighedskonventionens implementering i dansk lov, som foreslået af Morten Messerschmidt (DF).

 

Justitsministeriets notat om Danmarks internationale forpligtelser kan ses her.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…