Chefen for en central del af den britiske efterretningstjeneste er nu gået i offentligheden med sensationelle oplysninger om, hvor meget Putins militær er i opløsning. Avisen Daily Mail bringer historien.
Det drejer sig om Sir Jeremy Fleming, der står i spidsen for de britiske efterretningstjenesters agentur for signalefterretning. Det er den del af tjenesten, som arbejder med aflytning og analyse af militær kommunikation blandt andet fra russisk side.
Russisk opløsning
I en opsigtsvækkende tale i Australiens hovedstad Canberra kom Sir Jeremy med en ætsende afsløring af udueligheden, opløsningen og brutaliteten hos de russiske styrker i Ukraine.
Disciplinen blandt soldaterne er nu meget ringe. Nogle af dem er så frustrerede og desperate over dårlig udrustning og manglende militær forberedelse, at de nægter at parere ordrer, ødelægger deres egen udrustning og i nogle tilfælde sågar kommer til at skyde deres egne fly ned.
I sin første offentlige kommentar til krigens forløb fortalte den britiske spionchef, at den russiske krigsførelse befinder sig i ”kaos” og lider enorme tab blandt soldaterne.
Nye britiske efterretninger viser, at de dårligt forberedte russiske soldater nu i nogle tilfælde nægter at adlyde ordrer. Der er også en række tilfælde, hvor de saboterer deres eget krigsmateriel for at undgå yderligere kampe. Og det er sågar hændt, at de er kommet til at skyde deres egne fly ned ved et uheld.
Putin i uvidenhed
Sir Jeremy Fleming siger rent ud, at Putins egne rådgivere lyver over for ham for at skjule de voldsomme russiske tab i krigen. De tør simpelt hen ikke sige sandheden, fordi de ved, at tyrannen i Kreml lever i sin egen verden og ikke kan tåle at høre sandheden.
Ifølge Sir Jeremy har Rusland mistet omkring 15.000 soldater og mere end 2.000 militære køretøjer.
Det virker stadig mere, som om Putin har undervurderet ukrainernes modstandskraft, lyder det fra den britiske spionchef. Putin har været lige så dårligt informeret om ukrainernes store vilje og styrke, som han har været om de russiske soldaters ulyst til at kæmpe en krig, som de ikke har bedt om.
Nu forsøger Putin sig så med sin ”plan B”, som sir Jeremy Fleming kalder den: ”Mere barbari mod civile og byer”. En henvisning til blandt andet rædslerne i Mariupol. Putin har angiveligt sagt til Frankrigs præsident Macron, at bombardementerne af Mariupol først stopper, når alle ukrainske styrker har overgivet sig.
Indsættelse af brutale lejesoldater
Sir Jeremy advarede samtidig om, at Putin har planer om at gøre brug af den private ’skyggehær’, der går under navnet Wagner-Gruppen. Det er lejesoldater, der er kendte for at udføre brutale militære operationer mod betaling i forskellige dele af verden. Putin har angiveligt forbindelser til Wagner-gruppen.
Sir Jeremy Fleming sammenfatter: Putin har massivt fejlvurderet den militære og politiske situation – herunder de russiske soldaters manglende lyst til at kæmpe for en lederklike med Putin i spidsen, som de ikke stoler på og ikke har respekt for.
Putin har drømt om, at han kunne skabe et nyt stort russisk imperium blandt andet på ligene af de ukrainske soldater. Men nu bliver han belært om, hvor hårdt og dygtigt ukrainerne er parate til at kæmpe for deres land.
Ligesom han ikke har villet se de russiske soldaters dårlige forberedelser og lave kampmoral i øjnene, har han fuldstændig fejlvurderet, hvor meget hans egen brutale fremfærd har hærdet ukrainernes kampmoral.
”Det er blevet Putins personlige krig”
De russiske soldater har ingen lyst til at dø for Putins stormagtsfantasier og for den både brutale og inkompetente magtklike i Kreml.
Samtidig har Putin undervurderet, hvor hårdt de økonomiske sanktioner mod Rusland ville ramme den russiske økonomi.
Nu står Putin med en elendig moral i sine styrker, et kommandosystem i kaos, stribevis af planlægningsfejl og en dyb skepsis, der breder sig hos både officerer og menige soldater. ”Det er blevet hans personlige krig”, som Sir Jeremy Fleming udtrykker det.
Samtidig har der udviklet sig kraftige spændinger mellem præsident Putin og det russiske forsvarsministerium, som Putin mere og mere har mistet tilliden til i takt med de militære fiaskoer.
Advarsel til Kina
I sin tale i Canberra sendte den britiske spionchef også en advarsel til Kina: Den nye stormagt ønsker at spille en central rolle i udformningen af de internationale spilleregler, lød det. Men det gør man ikke ved at indgå en nær alliance med en nation, der viser foragt for centrale dele af disse spilleregler, lød det.
Dermed pirker en britiske efterretningschef til Kinas uvilje mod at blive trukket ind i de kraftigt voksende konflikter i forhold til Vesten, som Ruslands brutale krig har skabt.
Kina ønsker international ro og orden og national økonomisk fremgang. Men Putin og hans system optræder tværtimod uberegneligt og udueligt.
Det russiske regime står mere og mere som et taberregime. Og det bryder Kinas leder Xi Jinping sig ikke meget om at blive hængt op på.
Stadig en meget farlig mand
Gradvis opdager kineserne, hvor lidt styr Putin har på tingene. Det samme gør vi i Vesten. Men et Rusland, der på den ene side er svært bevæbnet (herunder atomvåben) og på den anden side ineffektivt og kaotisk, er ikke et Rusland, der skaber tryghed i omverdenen. Hverken i Vesten eller for den sags skyld i Kina.
Ukrainerne kæmper dygtigt og heroisk. Vestens – herunder Danmarks – støtte til dem er blevet stadig mere markant. Putin er i alvorlige problemer.
Men han er stadig en meget farlig mand.