Læs om filmen under traileren:
Rita Karlsen skriver om filmen på den norske netmedie, rights.no:
Værelset er fattigt og grimt. En nøgen kvinde lægger tung makeup foran et spejl. Hendes ansigt er slidt og tynget. På hendes ryg kan du se blå mærker. Kvinden rejser sig og kysser sit sovende barn.
– Jeg går ud. Jeg kommer tilbage, når du vågner, hvisker hun.
Hun tager en sort chador på og går ud i natten. Hun kommer aldrig tilbage.
Kvinden lever af prostitution i Mashhad, Irans helligste by. Millioner og millioner, anslået 25 millioner, af shiamuslimer valfarter til byen hvert år.
Kristian Lindberg i Berlingske har set filmen og fortæller, at han græd flere gange i vrede. Elendigheden er overalt, siger han, ligesom det er beskrevet i filmens første scene.
Seriemorderen og journalisten
Det er i Mashhad, at byggearbejder Saeed Hanaei kvalte 16 gadeprostituerede over en periode på to år omkring årtusindskiftet. Da han blev anholdt og stillet for retten, blev han dog hyldet af byens fundamentalistiske muslimer, herunder medierne. Filmen er derfor baseret på en sand historie.
I Holy Spider angriber Ali Abbasi denne perverse moral, med specifik kritik af den muslimske verden, hvor facaden af familier og det religiøse samfund for enhver pris skal fastholdes i æres navn – hvis det betyder drab.
Abbasi har placeret sin stålsatte journalist, karakteren Rahimi, i Mashhad tilbage i tiden. Hun vil undersøge, hvorfor myndighederne for ikke længe siden har stoppet denne seriemorder, der skaber sådan frygt i gaderne. Men allerede da Rahimi skal ind på hotellet, står det klart, hvilke odds hun har imod sig i et samfund, hvor systemisk undertrykkelse af kvinder undergraver tilliden mellem borgere og institutioner. For hotellet har ingen ledige værelser, selvom hun har reserveret. Receptionisten har opdaget, at hun er ugift og vil bo alene på værelset.
Rahimi forklarer, at hun er journalist, og mirakuløst nok får hun lov til at komme ind på hotellet, siger Lindberg, men kun hvis hun indordner sig efter receptionistens krav. Hun skal dække sig selv efter de gældende regler, altså fuld tildækning med noget af pandehårene synligt, hvilket skulle være en markør for iranske kvinders uafhængighed.
Da hun kommer til hotelværelset, tager hun sin chador af. Forneden er hun i jeans og t-shirt, og det føles som en fysisk lettelse at se hende befriet fra det klaustrofobiske jakkesæt, og hvad det repræsenterer.
Intet bliver bedre, når Rahimi starter sin forskning. Politiet beder hende om at “kende sin plads”, og den islamistiske dommer kræver, at hun “informerer og ikke spreder frygt”. Overalt bliver hun behandlet nedladende, med undtagelse af en lokal kriminalreporter. Han hjælper hende med at komme i kontakt med myndigheder, men han har alt andet end Rahimis mod. Hver gang hun tillader sig at stille mænd de “ubehagelige spørgsmål”, som han ikke selv har turdet stille, skrumper han ind af frygt.
Vi erfarer også, at en “stump” politiinspektør besøger Rahimi på hendes hotelværelse for at “tale om sagen”. Siddende på sengen laver han en “generøs invitation”. Lindberg påpeger, at man forstår, at bare det at være i denne mands nærhed vil blive opfattet som promiskuitet – hvilket senere vil blive brugt imod hende.
Det er altså dette altomfattende tyranni, som iranske kvinder nu i 2022 brænder deres hijab for, klipper deres hår af og demonstrerer offentligt – med mennesker i alle aldre, alle positioner, og som flere og flere mænd kommer til.
Muslimsk hykleri
“Rahimi” – Zar Amir Ebrahimi – har allerede vundet en pris for bedste skuespiller ved filmfestivalen i Cannes. Det er måske mere udfordrende for ham, der spiller seriemorderen. Ifølge Lindberg sætter Mehdi Bajestani sin iranske stjernestatus på spil i filmen med en skræmmende fortolkning af Saeed.
Ali Abbasi har bevidst valgt en fortællemetode, hvor morderen er kendt fra start, som giver instruktøren mulighed for at fremstille morderen som en familiefar, der bliver omhyggeligt passet af sin kone og klodsede datter. Men da hans kone tager på besøg hos sine forældre med børnene, bliver han til “edderkoppen”, som lokker sexarbejdere til sit hjem med løfter om penge og afghansk opium.
Saeed mener, at han udfører Allahs retfærdighed, men da han ligger oven på de skrækslagne kvinder og hviner på dem i en række næsten uudholdelige scener, er det tydeligt, at noget andet end himmelsk kærlighed rører sig i ham. Bagefter holder han sin selvforagt på afstand med hviskende, pludrende bønnelinjer.
Abbasi viser i filmen, at mordene ikke kun er Saeds skyld, men også samfundets. »Et samfund, der lukker øjnene for, at kvinder står til rådighed for millioner af pilgrimme i den hellige by, så længe deres præstationer og lidelser er gemt bag chador og hijab,« påpeger Lindberg. For sædelighedspolitiet behøver ikke være ligeglad, så længe de prostituerede er “æreligt pakket ind”.
Linberg mener, at Holy Spider viser opskriften på helvede og er en demonstration mod muslimsk hykleri. “Vi har ventet på det længe,” slutter han.
Der er også en anmeldelse af filmen her: