Menneskerettighedernes himmelflugt
Af Visti Christensen
Det var Frankrigs lovgivende forsamling, der i 1789 vedtog den ’Menneskerettigshedserklæring’, som senere er blevet beskyldt for at have bidraget til dannelsen af det moderne menneskes egoistiske og selvoptagne kredsen om sig selv. Man blev dog hurtigt opmærksom på problemet, og i sommeren 1795 vedtoges en “Menneskepligtserklæring” som siden er blevet både gemt og glemt!
Det har altid været god tone, at rettigheder og pligter skulle gå hånd i hånd. Men de turbulente forhold og folkemassernes blodrus i Oplysnings- og Revolutionstiden, har uden tvivl været medvirkende til, at man var nødsaget til at imødekomme folkets krav om beskyttelse. Og hvad der siden har fået politikere til at glemme pligterne og fokusere på uddeling af rettigheder, er ikke svært at konstatere, når magtens mænd og kvinder har villet genvælges til deres poster. Rettigheder giver flere stemmer end pligter. ”Det er samfundets skyld”, hedder det i en nyere sang. Og er skylden først placeret, er der ingen ende på, hvor mange rettigheder, man som borger kan og vil tillade sig at kræve. Behovet for rettigheder er umætteligt! Og pist væk og borte er den enkeltes personlige pligt og ansvar. Og politikere er gavmilde. Især op til valgene. Alligevel kan det undre, at dansk samfundsøkonomi kan bære, at over en million mennesker er på overførselsindkomst, en million ansat til at servicere og kontrollere den resterende del (bortset fra børn), som skal have et indtægtsgrundlag, der dækker alles rettigheder og privilegier.
Menneskepligt
Menneskepligtserklæringen taler bl. a. om daglige pligter. I Artikel 2 hedder det, at man skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod én. Det lyder bibelsk og fornuftigt. Man skal også forsvare samfundet, tjene det og adlyde lovene. Og der appelleres også til folks vilje. Man er ikke en god borger, hvis man ikke er en god søn, en god far, en god bror, en god ven, en god ægtefælle. Og retskaffen er man ikke, hvis man ikke samvittighedsfuldt overholder love; og overtræder man dem åbenlyst, erklærer man sig i strid med samfundet. Og i Artikel 7 hedder det, at den, som åbent omgår love med list eller snilde, skader alles interesser og gør sig uværdig til velvilje og respekt. Så pligterne er rimelige. Men disse er heller ikke rigtig med i EU’s vokabularium. På overfladen er det velset og attraktivt, at EU-Paradiset hylder alskens beskyttende menneskerettigheder. Men det betyder jo så også et fristed for alverdens store og små syndere, som i alenlange dekreter og bestemmelser loves beskyttelse helt ud på det uhyrlige kriminelle overdrev. Eksemplerne kan læses i verdenspressen dag efter dag. Og EU selv, og den almægtige EU-Domstol, forsømmer ingen lejlighed til at lade medglæde og solskin tilflyde alle de ”undertrykte ofre”, som for Guds skyld skal have rettigheder opfyldt til mindste detalje.
Julegaver
Man kunne nok fristes til at tale i tunger af glæde over så gode og velsignede regler. Men jo kun hvis alle mennesker var englebasser. Og det er som bekendt modbevist gennem al historie på alle parametre. Alligevel fortsætter EU-administrationen ud af den ensrettede Englehovedvej, hvor love og regler til stadighed bliver mere detaljerede i deres beskyttelsestrang og omsorg for stakkels ‘uskyldige’ borgere. Men skiftende danske regeringer tager del i fællesskabsapplausen omkring bordet og accepterer, at selv Danmarks Højesteret kan ‘overrules’. EU-borgere skal selvsagt beskyttes mod overgreb og justitsmord. Men ulykken er, at man har fravalgt begrebet menneskepligt, og at Menneskepligtserklæringen er gået i Glemmebog og Mølpose i Paris’ kældre. For der bør være grænser for julegavemængden. Også i Mette Frederiksens regering. En klog mand har sagt, at hvis alle mennesker overholdt De ti Bud, så behøvede man ikke flere hundrede tusinde juridiske bogbind. Men fra første færd har EU nægtet at vedgå, benytte eller nævne Europas lande som kristne kulturlande. Man taler kun om ‘fælles værdigrundlag. Derfor får Ungarn og Polen ørene i EU-maskinen for deres fortsatte holden fast ved, at de stadig er kristne lande.
Mesteren fra Nazareth talte engang om nødvendigheden af Tempelrensninger. Men et sådant forslag vil ikke blive accepteret som relevant i EU’s dyre, afsondrede, overbevogtede og skudsikre Glastempler.
