Minimeret overbureaukrati
Af Visti Christensen
Det er sjældent, det nytter at påtale overbureaukrati i Danmark. Men der findes undtagelser. For ikke så snart havde Den Korte Avis bragt en artikel om emnet i boligstøtteadministrationen (6/9 2022), før jeg modtog mail fra Udbetaling Danmark om en ny bagatelgrænse for periodiske småreguleringer.
I modsætning til forrige ændringsskrivelse, som fyldte 15 A4 sider, fyldte den nyligt modtagne kun 7 sider. Heri meddeltes, at der fra nu af, og fremover, kun ville blive udsendt ændringsskrivelser, hvis en husstandsindkomst ville stige eller falde med mere end 800 kr.
Eller hvis ændringen i støttebeløbet pr. måned ville overstige 200 kr.
Men gad vidst, om dette så vil betyde mindre bureaukrati og færre ansatte? Og hvis ikke, så er det jo det rene galimatias. Rent ’sic’. (Sic transit gloria mundi – således forgår alverdens herlighed).
Et gode er det dog, at man, i stedet for at skulle ind på sin bankforbindelse for at betale et eventuelt lille beløb i mellemværendet med det offentlige, nu blot får dette beløb mindre udbetalt ved efterfølgende måneds udbetaling af støtte.
Det er i hvert fald en positiv ting, for herved sparer man 4 kr. i transaktionsgebyr til banken, som det koster, hver gang man skal betale en regning elektronisk. Og andre metoder og muligheder for betaling findes efterhånden ikke, medmindre der betales ’økologisk’ (sort).
Og det kan man jo ikke til vore offentlige myndigheder.
Elafgiften
Af John Harpøth , Ny Holbæk, Formand for Ældre & Sundhed i Holbæk Kommune
Den politiske udmelding om 4 øre. lempelse i afgiften på el må være vedtaget med hovedet under armen. Kan vores politikere på borgen virkelig være bekendt at vedtage en så ligegyldig nedsættelse, det skriger på ganske alm. fornuft, jeg er dybt skuffet.
Der er vedtaget en handleplan for 70 % co2 reduktion inden 2030 hvem kan efterhånden tage sådan en beslutning seriøst når man ikke ser konsekvenserne i øjnene.
Politiker / regeringen dikterer jo nærmest at alle skal over på el, som varmepumper, solceller og ikke mindst elbiler. En masse borger tager selvfølgelig sådanne beslutninger alvorlig og følger rådene, men hvad sker hver eneste gang for dem som tager tingene alvorlig og støtter omkring mål og ikke mindst de klimatiltag som skal være med til at rede vores klode for global opvarmning.
El og afgifterne stiger, en masse ekstra afgifter til staten er en konsekvens af de voldsomme energipriser. Det er her vores politiker bør tænke sig rigtig godt om, ikke bare en 4 øres reduktion, der skal meget mere til, 50 % det ville batte i regnskabet, eller fjern den helt i en periode for de miljøbevidste og dem som tænker på at være med på bølgen for, at vi samlet kan nå mål på 70 % reduktion af co2. Der er mange eksempler gennem tiden på at man snyder dem som investere, det må holde op, ellers når vi aldrig målsætningen, lad det være slut og giv yderligere afgiftsnedsættelse, der kan mærkes.
På den måde vil der komme mange flere investeringer i miljøbevidste tiltag.
Skal kongehuset overhovedet følge med tiden?
Af Marianne Wagner, Sognepræst og forfatter
Som altid, når store begivenheder i det engelske kongehus folder sig ud, sådan som vi netop har overværet det med dronning Elizabeths begravelse, er det slående, at alle ved, hvad de skal gøre, også selv om det – som i dette tilfælde – er syv årtier siden, de sidst har været igennem det. Det er også slående, at den del af begivenheden, som er henlagt til kirken, står stærkt både bibelsk og teologisk. Man er i disse situationer aldrig i tvivl om, at det engelske kongehus ved, hvilken herre det tjener.
En anden tilbagevendende tradition ved enhver kongelig begivenhed – både ude og hjemme – er de danske mediers evindelige og tomme snak, som vitterlig er unødvendig, fordi ritualerne, musikken og paraderne er så stærke i sig selv. Men snakkes skal der, og snakken munder altid ud i en besværgelse om, at kongehuse skal følge med tiden, og ih, hvor er det godt, at det danske kongehus har gjort netop det. Jeg har aldrig været enig i opfattelsen, for tidsånden er som regel både hjernedød og nådesløs. De seneste ugers optrin i Storbritannien har hos mig fostret nogle tanker om de to kongehuse og den forskellige måde, især tronfølgerne udfylder deres plads. Hvor dronning Elizabeth og dronning Margrethe tydeligvis havde/har den samme indstilling til deres embede som en nedarvet og gudgiven pligt, er det nemlig ikke tilfældet for tronfølgerne, hvor Storbritannien og Danmark vandrer forskellige veje.
Lad mig begynde med det britiske kongehus: Både Charles og William vil – efter min opfattelse – blive gode konger, fordi de deler dronning Elizabeths embedsforståelse, og det er endvidere tydeligt, at deres ægtefæller har forstået deres opgave i forhold til dem – som støtter. Den opfattelse blev bestyrket, da kong Charles holdt sin første tale til sit folk. Nok skulle han favne et Storbritannien med mange forskellige befolkningsgrupper, men det, der virkelig fyldte i talen, var hans eget stærke tilhørsforhold til Church of England, d.v.s. hans eget, personlige gudsforhold, og han tog i talen en dybfølt afsked med sin mor ved at citere fra slutningen af Shakespeares drama, Hamlet: »May ‘flights of Angels sing thee to thy rest.« Således gav kongen udtryk for sin inderste kerne og viste en mand af dannelse og oprigtig tro. Dermed har han bevæget sig bort fra den tidsånd, han ellers engang hyldede, da han legede med den multikulturelle tanke om, at han som konge skulle være »defender of faith«, altså tro i almindelighed, fremfor »defender of the faith«. Nu er det slået fast, at der for kongen kun er en tro, han skal forsvare, nemlig den kristne.
Herhjemme arrangerer tronfølgeren kondiløb i kirketiden 2. pinsedag. Hvad er hans inderste kerne udover glæden ved sport og rockmusik? Jeg ved det ikke. I den tale, han holdt til sin mor ved fejringen af dennes jubilæum, var det stort set det, han kunne fortælle om sig selv, samt at han gerne ville være konge. Jeg er heller ikke sikker på, at kronprinsessen kender sin plads i forhold til den kommende konge. Dertil nyder hun alt for meget at være populær. Det er meget menneskeligt, men det er farligt, for det kan svække dømmekraften og forståelsen for den særegne opgave, som er hendes. Og dømmekraften er blevet svækket. Det har vist sig de seneste år, hvor hun og kronprinsen ellers er blevet hyldet for deres bevidste valg om at omfavne tidsånden. De er gået ind i klimasagen, selv om de hverken kan eller vil leve klimavenligt, hvilket selvfølgelig åbner en bred flanke for kritik. Kronprinsessen har dertil valgt at støtte LGBT+, men også denne sag har sine skyggesider, som bl.a. er kommet frem i dokumentarserien Uden samtykke på DR. Sagen synes i øvrigt at blive anvendt som spydspids i kampen mod den konventionelle kernefamilie. Jeg har svært ved at se, at det er kongehusets opgave at støtte en eksperimenterende livsstil, hvis konsekvenser vi ikke kender rækkevidden af, og som bruges politisk.
Jeg har af og til spurgt mig selv, hvem der dog rådgiver dem, og måske fik vi et indblik i netop det dette forår. For da parret indskrev de to ældste på Herlufsholm, begyndte offentligheden at interessere sig for skolen, og det resulterede i den meget omtalte dokumentar, som nær havde fået skolen lukket, og som førte til karaktermordet på en stille og ikke medievant rektor. Det kom bag på mig, at kronprinsparret så hurtigt var ude at fordømme den skole, de selv havde valgt, offentligt. Noget begyndte dog at dæmre, da det viste sig, at den mobbeforsker, som førte kniven i dokumentaren, var tilknyttet kronprinsessens anti-mobbefond. Og da kronprinsparret har satset alt på deres holdninger og etik, opstod der naturligvis et pres på dem for at trække deres søn ud af skolen. Problemet var bare, at han ifølge parret selv var glad for at gå der. Det havde de tilsyneladende slet ikke skænket en tanke. Deres reaktion var med til at skabe en forgiftet stemning mod prinsens skolekammerater og lærerkollegiet. Resultatet af den folkelige reaktion kender alle; man fandt nye skoler til børnene, for prinsens vedkommende Ordrup gymnasium, som har haft store problemer bl.a. med de såkaldte puttefester, noget som Herlufsholm for længe siden har afskaffet. Men det »fine« ved Ordrup gymnasium var, viste det sig, at ledelsen her havde konsulteret selvsamme mobbeforsker, som ønskede at lukke Herlufsholm, og derfor var hun slet ikke bekymret over dette valg.
Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at mobbeforskeren, som i øvrigt har en kommunistisk fortid, har vejledt kronprinsparret hele vejen igennem denne ulykkelige sag, der førte til den folkestorm, som bestemte, hvor vor kommende konge skal gå i skole. Mon han har meget lyst til at blive konge efter den oplevelse? Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis han ikke vil. Hvem kan føle kærlighed til et folk, der i den grad føler sig i sin ret til at bestemme over det private? For det endte nemlig ikke her. Samtidig med, at kronprinsparret valgte nye skoler til deres børn, som de ikke selv havde ytret ønske om at gå på, valgte kongehuset – også efter langvarigt folkeligt pres – at fjerne skofirmaet Ecco fra listen over kongelige hofleverandører. Ecco-familien har intet ulovligt gjort, og den ses mig bekendt privat med den kongelige familie, men der skulle tydeligvis lukkes endnu en flanke. Kronprinsen har selv dyrket Ukraine og præsident Zelenskyj, hvis kendte t-shirt havde inspireret t-shirtene til årets kongelige kondiløb, og fordi Ecco fortsat driver forretning i Rusland, blev forbindelsen altså endelig afbrudt i sommer. Kronprinsen har sandelig lært at slukke ildebrande. Det er han nødt til, fordi tidsånden er hans herre, og den er som sagt nådesløs. Nu har han og kronprinsessen på den hårde måde lært, hvad deres valg kan gøre ved dem og familien, men de ligger, som de har redt, fordi de har fornyet kongehuset på en måde, der gør dem sårbare for enhver folkestemning.
Med et tronfølgerpar, som tilsyneladende ikke interesserer sig for historien og troen, og som ved sine politiserende valg måske har skabt en situation, hvor den næste tronfølger vil blæse på sit embede, fordi de personlige omkostninger viser sig for voldsomme, har vort kongehus til forskel fra det britiske et alvorligt problem. Så i stedet for at prise fornyelsen burde pressen nok begynde at interessere sig for, om nogen herhjemme overhovedet ved, hvad de skal stille op, den dag dronning Margrethe ikke er her mere. Tidsånden har nemlig intet svar på det.
