To begivenheder i hver sin verdensdel, begge omhandlende kvinders undertrykkende tilhylning, har taget fart i den seneste tid.
I det religiøse diktatur Iran blev den 22-årige Jina Mahsa Amini brutalt myrdet af moralpolitiet, fordi hendes hår og hals ikke var tildækket i henhold til shari’as forskrifter.
Det har gennem mange år været mange danskeres ønske, at den omsiggribende islamisering af Danmark skulle stoppes, men politikernes halvhjertede modstand mod det synlige udtryk for muslimers promovering af deres tilhørsforhold til ummaen, fik ikke muslimske kvinder til at smide tørklædet. Det er vigtigere for dem at vise, at de ikke er en del af det danske fællesskab.
Men langt om længe havde regeringen besluttet at gøre noget ved den sociale kontrol af piger og kvinder i de muslimske miljøer. Så en kommission, som skulle arbejde med dette problem, blev nedsat. I en rapport fra ”Kommissionen for den glemte kvindekamp” blev bl.a. et tørklædeforbud i grundskolen anbefalet.
Så brød helvede løs blandt forkæmperne for shari’a, kalifatet og ummaen, og de verbale trusler fra Hitzb ut-Tahrir var så skræmmende, at en af kommissionsmedlemmerne forlod kommissionen, mens en anden ville ”gentænke”.
Truslerne fra Hitzb ut-Tahrir
Det var den selverklærede ikke-voldelige forening, der med det samme kom på banen med en bandbulle mod kommissionen.
Nu var det over årene lykkedes at få gennemført shari’a-korrekt påklædning på rigtigt mange muslimske kvinder i Vesten. Så hvad var kommissionen andet end en krigserklæring mod islam og et forsøg på at forhindre en yderligere islamisering med alt, hvad dette indebærer af lykke for kvinder i form af social kontrol og afsondring fra det danske samfund.
I en pressemeddelelse tordnede foreningen frem med slet skjulte trusler. Hijab-forbudet vil foreningen ”kæmpe med alt, hvad vi har” og vil kæmpe ”til sidste åndedræt”.
Foreningen er forbudt i mange lande på grund af dens voldelige retorik, omfattende billigelse af drab og drabstrusler.
Man kan undre sig over, at foreningen ikke for længst er blevet forbudt også i Danmark. Selv om borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed ifølge Grundlovens § 78, bliver foreninger i henhold til stk. 2, ”der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, at opløse ved dom.”
Rigsadvokaten mener dog ikke, at foreningen kan opløses ved dom. Ej heller selv om personer med tilknytning til foreningen er dømt for strafbare forhold.
Det har Rigsadvokaten redegjort for (her) med mange for og imod og juridiske spidsfindigheder. Så foreningen kan fortsætte det gode arbejde med at forsøge at nedbryde det danske samfund.
Den muslimske ungdoms identitetskrise
Ikke kun Hitzb ut-Tahrirs medlemmer har det svært med frie kvinder. Det samme gælder mange muslimske unge mænd. Således også Ahmed Talat og Peter Kuzmanovski, henholdsvis formand og medlem af Muslimsk Ungdom i Danmark, København NV. (Se Jyllands-Posten – bag betalingsmur).
D’herrer Talat og Kuzmanovski har ikke ret i, at ”muslimerne er blevet en fast bestanddel af det danske samfund og udgør en vigtig del af den lim, som holder samfundet sammen.” Man kan ikke både vise en afstandtagen til samfundet og tro, at man ”limer” noget som helst.
Muslimsk Ungdoms klynker også over, at indhyllede muslimske kvinder betragtes som ”andenrangsborgere”. Det er ikke rigtigt. De er overhovedet ikke borgere, hverken i Danmark eller i noget andet vestligt land. De er borgere i ummaen, som findes i ca. 57 lande på jordkloden, men i Danmark og andre vestlige lande blot uønskede gæster.
Ifølge Muslimsk Ungdom er et tørklædeforbud ”et tegn på den identitetskrise, vi som samfund befinder os i”. Såfremt det afsondrede muslimske samfund føler, at de lever i en eksistentiel krise, er der råd for det. Hele 57 af slagsen.
Demonstrationer i Iran
Det er ikke nyt, at iranske kvinder demonstrerer for at undslippe den undertrykkende klud. Gennem flere år har enkelte modige kvinder stillet sig op på gaden og smidt hijab’en. Så vidt jeg husker, var det en fast foreteelse i Teheran på onsdage.
Men med mordet på Jina Amini udløstes omfattende demonstrationer overalt i Iran, hvori deltog såvel kvinder som mænd.
Det religøse system slog hårdt ned på demonstranterne, og medierne angiver, at 92 mennesker er dræbt under demonstrationerne. Disse var selvfølgelig ifølge shari’a-diktaturet igangsat af USA og dets allierede.
Demonstrationer
I sympati og solidaritet med de iranske kvinder og den myrdede Jina Amini var der verdensomspændende demonstrationer med slogans som ”kvinder, liv, frihed”.
I Danmark var der inden for kort tid to modsatrettede demonstrationer – for og imod hijab.
Efter rapporten fra ”Kommissionen for den glemte kvindekamp”, der var ment som en hjælp til børns velfærd, udløstes den første demonstration.
Måske under sloganet ”Fundamentalister, Islamister og Dhimmier – foren eder! Det gjorde de så.
Indkaldelser blev sendt ud, og mange mødte op til demonstrationen, der skulle slå et slag for hijab’en, der angiveligt skulle være symbolet for frihed! Det ville ikke kun være en kamp for frihed for muslimske kvinder, men sandelig også frihed for alle os andre.
”Vi marcherer for solidaritet med den muslimske tørklædebærende kvinde. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvilken baggrund & orientering du har, hvis dit hjerte banker for frihed, så mød op”, lød det i en af indkaldelserne.
I al deres selvforskyldte uvidenhed burde de skamme sig.
I Jyllands-Posten (bag betalingsmur) spørger sygeplejerske Eva Ashebir i et debatindlæg: ”I Iran kæmper kvinderne for frihed. Hvad kæmper kvinderne i Danmark for?”
Det kan besvares med: Se ovenfor.
Og hun fortsætter: ”Det forhadte og undertrykkende er blevet moderne at kæmpe for – kvindernes ”ret til at vælge” i det frie Danmark. Det er den politiske korrekthed skyld.”
Ja, uden politisk korrekthed ville den ubændige trang til at insistere på at være særlig ”inkluderende” og anstændig, uanset omkostningerne for mange af verdens kvinders liv og helbred, næppe være så fremtrædende.
Snart efter kom dog også en demonstration til støtte for de iranske kvinder, hvor både mænd og kvinder deltog, og hvor kludene blev brændt på de tændte bål. Men deltagerne var nok nogle anderledes vidende personer.
Tørklædets politiske magt
Længe har medierne enten støttet det politisk korrekte eller har helt undladt at forholde sig til den reelle betydning af det islamiske flag.
Men den 23. september var overskriften på Jyllands-Postens Leder: Stop løgnen om tørklædet nu (bag betalingsmur).
Her kunne man bl.a. læse, at ”vi må aldrig fristes til at underkende tørklædets politiske magt og dets massive undertrykkende effekt på millioner af kvinder verden over. Tørklædet bliver aldrig et symbol på kvinders frihed til at klæde sig, som de vil – det vil altid stå for præcist det modsatte.”
Lederen kalder endvidere reaktionen fra studieværten på ”Natholdet” (TV2) for ”ubegribeligt naivt, historieløst og grotesk”. Selv om han var vidende om mordet på den iranske kvinde, udtrykte han begejstring for tilhyllede muslimske kvinders ”frihed”.
Lederen mener, at det ”ville være befriende, hvis det var den folkelige opstand over moralpolitiets modbydelige brutalitet, som værter og toneangivende stemmer brugte deres tid og deres platform på at fremhæve og rose”.
Det håb vil blive/er blevet gjort til skamme. Al erfaring viser, at der ingen mulighed er for at få hul igennem til nogen med det ”rette menneskesyn”.
