***** fem stjerner ud af seks
”Hvis vi kender grundene til, at et individ handler på en bestemt måde, kan vi forstå vedkommende uden at vælge side”.
Citatet stammer fra et interview med den iranske filminstruktør Asghar Farhadi (f. 1972), der er aktuel med A HERO. Ordene viser hen til de komplekse konflikter, dilemmaer og mere eller mindre forklarlige handlemønstre, (hoved)personerne fremstiller.
Med denne seneste film slår Farhardi sit navn fast som Irans mest succesfulde instruktør til dato. Han slog igennem internationalt med dramaet ”Nader og Simin – en separation” (2011), der vandt en Oscar for bedste udenlandske film.
Siden fulgte ”Fortiden” (2013), ”Sælgeren” (2017) og ”Alle ved det” (2019).
Handling
Rahim (Amir Jadidi) sidder i fængsel, fordi han har en ubetalt gæld. Da han er på to dages udgang, forsøger Rahim at overtale sin kreditor til at efterkomme en del af gælden, så han kan komme ud af fangenskabet.
Dels fordi han efter en skilsmisse har mødt en dejlig kvinde, der vil gøre alt for ham, og som han gerne vil giftes med. Dels fordi hans lille søn, der lider af et stamme-handicap, har brug for ham.
I første omgang ser lykken ud til at tilsmile ham – og det i en grad, så han bliver udnævnt til helt. Men en kombination af tilfældigheder og mere eller mindre heldige valg med afsæt i moral, ære og autoritetstro fører ham ind på en vej, hvor enden ikke er til at forudsige.
Manus er velgørende uforudsigeligt
Det har været en stor fornøjelse at se ”A Hero”, der ikke mindst udnytter instruktørens erfaringer fra teaterstudiet. Han skrev speciale om Harold Pinter og betydningen af tavshed og pauser i det dramaturgiske arbejde – og at pauser, tavshed og mimik kan vise mere, end 1000 ord kan sige, er filmen et illustrativt eksempel på. De mange pauser betyder også, at fortællerytmen er langsom – uden at filmen af den grund bliver kedelig!
Manus er velgørende uforudsigeligt. Et enkelt eksempel: ’Skurken’ i filmen viser sig slet ikke at være skurk, men at have særdeles gode grunde til at handle, som han gør.
Hvor er der dog langt fra Hollywoods overfladiske tju-bang produktioner med én-dimensional persontegning, mere eller mindre tilsløret ideologisk propaganda og en hæsblæsende klipperytme – til denne lavmælte, facetterede skildring af menneskelige dilemmaer. Der med smertelig tydelighed anskueliggør, hvordan ønsket om og viljen til at gøre det rette og ville det gode kan have onde konsekvenser.
————————————————————————————————–
Længde: 128 minutter
- Medvirkende: Amir Jadidi, Mohsen Tanabandeh, Feresheteh Orafaiy m.fl.
- Instruktør: Asghar Farhadi
- Manus: Asghar Farhadi
- Censur: 11 år
- Premieredato: d. 25. maj