Hver tiende sommerhus er beboet

Arkivfoto fra sommerhusområde, Colourbox

De seneste fem år er antallet af beboede sommerhuse steget med knap 2.000, så der i dag findes godt 24.000 beboede sommerhuse. Udviklingen er et resultat af lovgivning fra 2017, som gjorde sommerhusmarkedet mere liberalt.

 

Et sommerhus kan blive så kær en bolig, at man bare må bo i den hele året. Ud af landets 221.287 sommerhuse er 24.059 af dem således beboet, og siden 2018 er tallet steget fra 22.170, viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret. Det svarer til et ekstra beboet sommerhus om dagen de sidste fem år.

 

Ifølge Estate er det især den nye planlov fra 2017, der har sat skub i flytteplanerne hos mange danskere. I 2017 blev det nemlig tilladt at benytte et sommerhus til helårsbeboelse for pensionister efter et års ejerskab. Men også under pandemien er ca. tusinde flere sommerhuse blev taget i brug som helårshuse.

 

-De fleste sommerhuse er i dag velisolerede og opvarmede, så man kan bo i dem. Samtidig giver det utrolig god mening at nedskalere til et sommerhus, hvis man fx kun er to i husstanden, da det som udgangspunkt er billigere at bo i et sommerhus end i en traditionel helårsbolig, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

 

Han mener også, at et større fokus på natur og høje boligpriser kan være med til at øge væksten af beboede sommerhuse.

 

-Hvis man har ejet en bolig det meste af sit voksenliv og realiserer den og i stedet køber eller lejer et sommerhus, vil man som regel have et positivt regnestykke, som gør, at man har ekstra midler til sit otium, siger Thomas Hovgaard og fortsætter:

 

-Samtidig er boligpriserne især i de store byer steget markant, og det kan få folk til at vælge sommerhuset til for at få mere for pengene.

 

For de kommuner, som har mange sommerhuse, er det en positiv udvikling, idet de ekstra indbyggere er med til at holde de lokale forretninger i gang uden for sæsonen. Det gælder især landdistrikterne.

 

-Ejer man et sommerhus og overvejer man at foretage nogle investeringer i det, vil man med henblik på et fremtidigt salg med fordel gøre det helårsanvendeligt, da de fleste i dag bruger deres sommerhuse hele året, siger Thomas Hovgaard.

 

 

PRESSEMEDDELELSE

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…